– Vi vil gerne være en del af havnemiljøet sammen med de store gamle bygninger, turister, kunstnere og keramikere. Jeg synes, at Nexø har taget til i styrke. Der er mange mennesker på havnen sommeren over, og de skal da have et sted at gå hen, fortæller hun.
Som jævnlig besøgende på Nexø Havn har Søren Schow noteret sig, at der sker en masse dernede, men efter hans mening er der lidt for meget, der holder lukket. Derfor har han bevidst kigget efter lokaler i den del af byen.
– Jeg har kigget lidt rundt omkring i byen, men jeg synes, at havnen er stedet. Der er mange mennesker især på dage med godt vejr, og der er mange fra Nexø, der cykler eller går en tur på havnen, fortæller han.
Og det er der da også god grund til, for efter deres mening har havnen det hele – en god størrelse, afslappet stemning og en skøn blanding af industri og lokale pop-ups.
– Jeg elsker Nexø Havn. Den blev jeg forelsket i, lige da jeg kom til Nexø, slår Heidi Burgedahl fast, inden hun trykker på kaffekværnen og sætter gang i tillavningen af en kop espresso.