Lydterapi til ordblinde
Et af de nye projekter, som Vibeke Haas er ved at starte i sin klinik i Snogebæk, er at hjælpe børn med diagnoser og ordblindhed via lydterapi, som er inspireret af den nu afdøde lærer Kjeld Johansen, som i mange år sammen med komponist Bent Peder Holbech arbejdede med lydbehandling til børn med de udfordringer.
– Jeg har i mange år gået og tænkt på at lave det på Bornholm, for jeg havde ikke hørt om nogen, der gjorde det her. Og jeg synes, det er trist, at man er nødt til at rejse over, fordi familier med børn, der er ordblinde eller har diagnoser, måske også har svært ved at rejse med deres børn, siger Vibeke Haas.
Behandlingen går blandt andet ud på, at man får en lydfil med lige præcis de lyde, som hjernen har brug for. Hvis man kan høre lydene, så kan man også bedre stave til dem, fortæller Vibeke.
Kjeld Johansen, der gik bort i februar i år, havde arbejdet med feltet i 60 år, og sidste år blev Vibeke Haas uddannet i det af selvsamme Kjeld. Derfor er hun nu så småt begyndt at starte tilbuddet i klinikken.
– Jeg synes, det er så spændende. Jeg har haft en, der er ordblind, inde til hans anden test, og han fortalte, at han allerede bedre kunne koncentrere sig, siger hun.
Bookinger strømmer ind
På trods af de mange nye projekter, er det dog stadig akupunktur og massage, der er Vibekes førsteprioritet, og selvom hun godt vidste, at hun måske ville miste nogle af sine kunder, når hun flyttede fra Rønne til Snogebæk, så er der rigeligt at se til.
– Lige så snart, jeg åbnede, kom folk forbi og ville bestille tid. Jeg var også lidt heldig, tror jeg. Min første Snogebæk-kunde havde et stort netværk, og han var meget tilfreds med min behandling, og han fik det fortalt videre, siger Vibeke Haas.
Har det overrasket dig, at du har fået så mange bookinger?