Sensommeren summer af liv og afsked

Fra løvfrøernes springtur og edderkoppernes “flyvende sommer” til fugletræk, galæbler og guldknapper – Bornholms natur viser sig i september fra sin foranderlige side.

Bornholmerne kalder september for sensommer, det er stadig varmt vejr, haverne er fyldt med sorte morbær, grønne modne figner, og nogle af dem med ferskner.

Trods det varme vejr har september alligevel den skarphed i luften, der er normalt for måneden. Andre kendetegn er fuglenes træk mod syd, men der foregår samtidig mange usynlige vandringer af frøer, dyr og edderkopper.

De små løvfrøers springtur

Fra ynglestedet i søen forlader de små valnøddestore løvfrøer efterårets springtur i september.

Med den grønne farve og sorte stribe fra hovedet gennem kroppen følger løvfrøerne de levende hegn langs veje og cykelstier til skovenes vintersted.

Der er ikke meget lyd fra løvfrøerne på turen, men de kan skifte farve efter omgivelserne, fra grønt til brunt, de bruger kroppens sorte stribe til en perfekt camouflage, der får dem til at falde samme med omgivelserne. Man kan dog høre dem kvække under turen. Prøv at sæt håndfladerne foran munden og råb: ” Række – række – række”. Måske høres svaret fra brombærkrattet

”Flyvende sommer”

Det kaldes sådan, når de mange små edderkopper skal ud at rejse.

De forlader deres hjem i september ved at spinde en lang flagrende silketråd. Når den er lang nok, bides den over, og med vindens hjælp flyver de væk. På varme dage med sol vil det vrimle med små flyvende edderkopper. For nogle er det bare en kort rejse. Andre kan med vindens hjælp føres ud over havet og havne i et fremmed land langt fra deres fødested.

”Pap storke” over Bornholm i august

Se der, sagde folk, da de i august så en flok på 87 hvide storke over Sydbornholm.

De lokale fuglefolk var ligeglade, sidste år på samme tid så de 118 storke over Nexø. Da de kommer fra en skånsk storkefarm, kaldes de ”Pap storke”, ligesom undslupne fugle fra dyreparker. En opringning til den skånske storkefarm afslørede, at de hvert år i august lader de unge storke flyve frit. Da de er født i fangenskab, har ungfuglene ikke lært, at hvide storke trækker til Afrika om vinteren. Derfor er det kun en udflugt.

Halvvejs over Østersøen landede storkene på rælingen af et fragtskib og sejlede med til Tyskland. Derfra fløj de til Møn og videre mod nord og fulgte Øresundsbroen til Skåne og storkefarmen.

Det store fugletræk

Allerede i juni forlod øens stære rederne, de spiste kirsebær, inden de rejste videre mod sydvest til Tøndermarsken og omlagde kosten til fede larver af stankelben.

Der kommer i september store flokke af russiske og finske stære til Bornholm, de spiser havernes sorte morbær og fede figner. Når de er spist i oktober, flyver de ligeledes til marsken i Sønderjylland og skifter føde.

Mange fugle flyver sydpå i september. Den lavere temperatur og kortere dage kan være det, som starter trækket. Derfor kan himlen være fyldt med svaler, rovfugle og gæs. De første trækkende gæs om efteråret er altid svenske canadagæs.

Canadagåsen kommer oprindelig fra Canada og Nordamerika

Arten kom oprindelig derfra i 1930 til en privat svensk park ved Stockholm.

De ynglede fugles unger spredte sig til andre steder, men i 1960 var canadagæs et sjældent syn på Bornholm. Det er arten ikke mere. De sidste 20 år er der om efteråret kommet 100 canadagæs til Sydbornholm, de spiser markernes vintersæd. Hver aften kan man se dem flyve i flotte formationer til nattesæde i Hundsemyre. Spørgsmålet er, om canadagæs er ”papgæs”? Alle Skandinaviens canadagæs kom oprindeligt fra den samme svenske fuglepark.

Galler på løvtræernes blade

De små udvækster på bøge og egeblade er lavet af træerne og skyldes angreb af små insekter.

Når det lægger sine æg på bladet, afgives et sekret der får blades væv til at vokse omkring ægget. De små runde æbler på egeblade skyldes galæblehvepse. Mens de grønne spidse galler på bøgebladet er fra bøgegalmyggen. Skærer man en galler over med en kniv, kan man se den lille logerende larve.

Sommerens korte blomstersæson

På grund af sommerens langvarige tørke havde mange blomster en kort sæson.

Allerede i august var gederams, dueurten og den gule perikon afblomstret. Man kan i september stadig beundre grøftekanternes blå cikorier, hvide rølliker og lyngens gyldenris. Samt den gule rejnfan.

På dansk skrives navnet ofte rejnfang, men det kommer fra det tyske rainfarn, der hentyder til en bregne på grund af plantens blade der kan ligne bregners. Rejnfan tilhører kurvblomst-familien, hvis små gule kurve danner en skærm. Lugten er stærk.

Planten blev i ældre tider på Bornholm kaldt for ”Luza blomst”. Man brugte den mod lus og lopper, eller man drak den som te som et middel mod orme eller hedeture. De friske blade kan anvendes som kryddersnaps, den skal dog ikke trække længe i alkohol, før den bliver bitter. De små blomster er også gode til plantefarvning og giver smukke gule farver. Derfor har den også fået navnet ”Guldknap”.