"101 kunstnere 2025/26" er beviset på, at kunsten lever og ånder i Danmark. Her viser kunstnere fra hele landet den mangfoldighed, der eksisterer inden for branchen, hvad enten der er tale om malerier, keramik, installationer eller skulpturer.
Det slår en pressemeddelelse fra forlaget Frydenlund fast om denne årbog, som – ja, udtrykket siger det – kommer på gaden årligt, hvilket her i 2025 sker den 15. september.
"Det med at arbejde hårdt og passioneret er noget, der kendetegner alle de 101 kunstnere, som har været med i bøgerne gennem årene. Det er kunstnere og mennesker, der giver alt, hvad de har", skriver bogens redaktør, Tom Jørgensen, blandt andet i dens forord.
Han slår videre fast, at bogen skal ses som "en fejring af danske kunstnere, nye såvel som gamle. For på kunstscenen er der både plads til dem, der netop har fundet deres kunstneriske udtryk, og dem, der har udforsket det i årevis. Kunst udvikler sig konstant, og hver enkelt af de 101 kunstnere, der præsenteres i bogen sammen med deres værker, er et pragteksempel herpå".