Brevkassen: Kan man få Bornholm uden baggrundsmusik?

Kære brevkasse:

Efter en dejlig vandretur langs Bornholms smukke kyst, fandt min mand og jeg et lille finurligt udskænkningssted langt borte fra civilisationen.

Solen havde bagt hele dagen fra en skyfri himmel og var nu på vej ned mod horisonten. I den lune aftenstund satte vi os i nydningen ved cafébordet og bestilte to kølige fra det lokale bryggeri. Der er ikke noget bedre end en stor fadøl, med duggen drivende ned af glasset, og der findes tidslommer, hvor en øl bare smager bedre, tidspunkter, hvor en kold øl er en balsamisk overrisling af dine udtørrede smagsløg. Forventningens glæde stod skrevet i vores ansigter, da vi løftede de fyldte, store glas mod vores sprukne læber.

Jeg skulle lige til at erklære min store kærlighed til min elskede mand, da et brag flænser stilheden i solnedgangen. Fuglene letter, sælerne dykker, træerne taber løvet og et lille barn sin bornholmersoftice. I skrækslagen befippelse blæser jeg en halv liter skummende New England IPA i ansigtet på min udkårne, som i rædsel har tabt kasket, overmund og solbriller på jorden.

På et splitsekund er den romantiske bornholmeridyl forvandlet til et inferno af musikalske udgydelser. Et fritidsorkester fra Sorthat har sat ind med, hvad der viser sig at være første nummer i en uendelig række af gamle evergreens, en ørkenvandring udsat for trommer, banjo, harmonika og elbas. Og så bliver der ellers sunget af karsken bælg. Sang og sang er måske så meget sagt, der er snarere tale om en form for råben, da de fire ældre mænd åbenbart er i tvivl om, hvorvidt de medbragte mikrofoner overhovedet fungerer.

“Yes Sir, thats my baby! Yes Sir, thats my baby!”

Timerne snegler sig afsted, og vi sidder lamslåede ved vores cafébord, fastfrosset ude af stand til at flygte fra denne lokalkoloristiske manifestation.

Og bedst som dette påtrængende musikalske mareridt ser ud til at finde sin lykkelige afslutning, er der gud-hjælpe-mig et tonedøvt medmenneske, som i barnlig affekt udbryder: “Ekstra nummer, ekstra nummer!”

“Desværre, vi har spillet alle de numre, vi kan…”

“Og dem I ikke kan!” forsøger jeg mig.

“Yes Sir, thats my baby! Yes Sir, thats my baby!”

Og så er vi slået tilbage til start i denne dødsspiral af banaliteter. Øllen bliver ligeså doven, som de fire glade musikanter, og humøret lige så lunkent som resterne af min IPA.

Næste morgen snører vi vandreskoene. Vi har lagt gårsdagens oplevelser bag os og finder en lille fifig restaurant i den næste bornholmske havneby. Vi har knapt sat tænderne i solen over Gudhjem, før en kvinde høvler løs på en sagesløs violin i et forsøg på at overdøve et medbragt bånd med London Symfonikernes udgave af titelmelodien fra Titanic, og det der er værre.

På trods af manglende applaus fortsætter hun ufortrødent i to stive timer med sine jeremiader midt på havnen. Ingen har bedt hende om at spille sin tårepersende muzak, og slet ikke os, der blot er kommet for at spise lidt frokost i fred og ro. Hun har stillet violinkassen frem, som må formodes at skulle rumme anerkendende bidrag til hendes tiltrængte studier på den lokale musikskole. Hvor meget skal der mon fyldes i kassen, før hun går hjem?

En ny dag truer. Tredje dag havner vi uforvarende foran DJ Kofoed, der spiller sin medbragte pladesamling af bornholmske 78’ere over et lydanlæg på størrelse med batteriet på Hasle Højspændingsstation. DJ Kofoed kvæler på fornem vis al mellemfolkelig kommunikation i sit forsøg på at vække de døde til live på den nærmeste rundkirkegård.

På fjerde dagen møder vi en reinkarnation af Gravballemanden, som spiller en liflig blanding af pigtrådsmusik og Kim Larsen, mens han behændigt kvæler en bajer og en smøg mellem hvert eneste nummer. Guitaren stemmer næsten, men det er uden betydning. Stakkels Kim Larsen har ikke levet forgæves, muligvis roterer han i sin grav, og forhåbentlig er der en venlig sjæl, der har puttet et par høreværn med i kisten, så han undgår at lægge ører til “Papirsklip” efter “Papirsklip” efter “Papirsklip”.

Intet kan længere overraske, og da et norsk hornorkester i fuld ornat gør sin indmarch med tattoo og tamburmajor, løfter vi ikke et øjenbryn. Et bizart potpourri af Stevie Wonder-hit udsat for 30 messingblæsende norske jenter og gutter afslutter denne ellers fredfyldte sommeraften.

På vores sidste Bornholmerdag oplever vi det paradoksale “silent disco” - et selvimodsigende oxymoron - hvor 50 lalleglade voksne mennesker danser rundt i klipperne med hver sit sæt hovedtelefoner, samtidigt med at de ihærdigt og parallelt forsøger at synge med på det, de selv hører, men som vi af gode grunde ikke hører. Du milde frelser… hér giver udsagnet ”hver fugl synger med sit næb” ny mening til mangfoldigheden af uartikulerede gurglende individuelle gutturale udtryksformer.

På vores hjemrejse drysses yderligere salt i såret, da vi på vej ned til bildækket bliver velsignet med en til lejligheden nykomponeret ørehænger “Kombardo! Kombardo! Kombardo!”. Det er først, da vi sidder trygt bag lukkede døre i vores egen lydtætte bil, at min mands hvilepuls atter finder et normalt leje.

Findes der en bornholmsk by eller en flække eller en samling af huse eller blot en solitær gårdsplads, langt fra alfarvej, hvor vi kan nyde en kølig pilsner uden at være tvangsindlagt til “Hey Jude”, “Midt om Natten”, “Knockin’ on Heaven’s Door”, “Den Røde Tråd”, “Hotel California”, “Imagine”, “Bridge Over Troubled Water”, “Johnny B Goode”, “No Woman No Cry”, “O Sole Mio” og “Yesterday”?

Venlig hilsen Musikelskeren

Kære Musikelsker

Nej, der er ingen steder, du kan søge tilflugt. Kom igen til november, så er lyden af gademusikanter aftaget.

Venlig hilsen brevkasseredaktøren, Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: der findes ingen dumme spørgsmål. God fornøjelse.