For lige under en million kroner kan man blive ejer af fiskeforretningen Laksen, der ligger på lejet grund på Rønne Havn. Den er kommet til salg hos Bornholms Erhvervsmægler. Bygningen sælges både som igangværende fiskeforretning eller til andet havnerelateret formål, fremgår det.
Som mange uden tvivl ved, ligger forretningen som nabo til Søndre Bådehavn, hvor den også har nogle parkeringspladser og arealer til udeservering. Rønne havn A/S ejer grunden, og lejekontrakten er gældende til januar 2040.
Der har været fiskeforretning i lokalerne siden 1966, hvor Poul Jørgensen åbnede sin nye forretning i dem. Mona og Jørn Ole Hounsgaard har ejet forretningen siden 1999, fremgår det af det Centrale Virksomhedsregister.