Når bananen gør sin entre på Bornholm, gør den et par køer arbejdsløse. For bananens egenskaber erstatter behovet for mælk.
– Bananisen er vegansk. Der er så mange fibre i bananer, så det giver den blødhed, cremethed og fylde, man ellers får fra mælken. Det er det, vi efterlyser, når vi skal lave vegansk is, siger Jonas Bohn, der er direktør for Bornholms Ismejeri og manden, der kan få alle mulige slags is ud af bananer.
Det var lidt et tilfælde, at det hele kom i gang.
– Banana Cph præsenterede projektet for os. Så lavede vi en række tests med forskellige ingredienser, og det blev godt, forklarer han.