Da adressen blev flyttet til Sagavej og drivhuset kom til, var det slut med at lukke ned for vinteren, og med blandt andet binding af buketter og kranse til begravelser kom der gang i butikken året rundt.
Flemming Munch har siden sine tidlige år i plantecentret nået blandt andet at have 12 og et halvt år i Fætter BR i Rønne og otte år i Kvickly i Nexø, inden han i februar 2016 kom retur til plantecentret, som han så overtog i den efterfølgende oktober.
Hvorfor sælger du nu?
– Jeg har været superglad for at være her, og vi er blevet rigtig store de seneste år, vi er virkelig vokset i hele virksomheden. Vi er 17-18 ansatte nu, men der er også kommet mere administrativt arbejde, som fylder meget for mig. Jeg kan godt lide handlen og kunderne, som jeg elsker, og jeg er glad for, at jeg får lov at fortsætte som ansat. Men det administrative har jeg siddet og rodet med om aftenen, så jeg går i seng ved midnat og står op klokken fire om morgenen. Det er meget arbejde, og jeg er lige blevet 61 år, siger Flemming Munch.
– Så jeg må indrømme over for mig selv, at jeg ikke kan blive ved med at holde til kun at sove fire-fem timer om natten. Jeg har også lige fået mit første barnebarn. Men det ville gøre ondt, hvis stedet lukkede, så jeg er glad for, at det kan fortsætte.