Brev sendt rundt om cykelløb

NOTITS | TRAFIK | Onsdag 2. juli 2025 • 13:28
NOTITS | TRAFIK | Onsdag 2. juli 2025 • 13:28

12. august kommer Postnord Danmark Rundt til Bornholm, hvor de i alt skal køre 178 kilometer.

Ruten kommer forbi rigtig mange husstande i løbet af dagen, og derfor har Bornholms Regionskommune (BRK) sendt et brev rundt til dem, der bor nær ruten.

Når et stort cykelløb kommer forbi, lukker en del veje i løbet af dagen, når cykelrytterne nærmer sig. Men generelt kommer der til at være trafikale ændringer i løbet af dagen, skriver BRK.

Det skal du være opmærksom på

De fleste steder, hvor rytterne passerer, vil feltet være væk på 10-15 minutter. Ved rundstrækningen nord for Hasle og ved opløbsstrækningen i Rønne vil der dog være længerevarende trafikregulering.

Rytterne skal køre en rundstrækningen mellem Rutsker, Helligpeder og Hasle, som skal køres tre gange. Her vil strækningen være helt lukket for trafik i 60-90 minutter fra cirka klokken 15.30.

Opløbsstrækningen ved Nordre Kystvej er desuden helt spærret for al trafik fra klokken 6 til klokken 22 - fra Remisevej til Haslevej.

For færgen kommer det også til at betyde noget for ankomster og afgange. Ved ankomster bliver al trafik fra færgen ledt til højre ad Munch Petersens Vej, mens tilkørsel ved afgange fra Rønne kan ske via Snellemark eller Munch Petersens Vej.

Der vil også være midlertidige standsnings- og parkeringsforbud på dele af ruten, hvor der bliver sat skilte op i dagene op til løbet.

Kommunen opfordrer også til, at landbrugsmaskiner og andre større køretøjer undgår ruten dagen igennem, inden cykelrytterne er væk.

Parkering

Der bliver etableret midlertidig parkering ved Nexø Havns græsareal ved siden af Bofas genbrugsplads.

I Rønne flyttes langtidsparkering fra Rønne Havn til arealer ved Nørrekås, hvor gæsteparkering bliver sammenfaldende med langtidsparkeringen.

Normal langtidsparkering ved Remisevej/Bådehavnsvej ændres nogle dage før løbet til to timers parkering - herefter vil der helt være parkeringsforbud indtil onsdag 13. august. Der vil fortsat være åbent til Snellemarkcentrets parkeringsplads dagen igennem via Munch Petersens Vej.

Man kan også på kommunens hjemmeside finde kort over ruten, information om tidspunkter og parkeringsmuligheder.



FÅ ABONNEMENT