Hverdagen for ejer af tandlægeklinik: Arbejder 50 timer om ugen

Flere og flere tandlægeklinikker er nødsaget til at lukke, og mange patienter står i forvejen uden tandlæge. Det skal gøres mere attraktivt at stå med ansvaret for en hel klinik, lyder det fra tandlæge på Bornholm.

Bornholm er udfordret af den voldsomme mangel på tandlæger, der præger hele Danmark, men det er især yderområderne, som har svært ved at lokke de få tandlæger, der er ledige på markedet, til.

Vi har på Tidende skrevet om, hvordan Hanne Jørgensen har svært ved at finde nogen, der vil overtage hendes klinik i Nexø, og bliver hun tvunget til at lukke og slukke, så vil endnu flere tandlægepatienter stå uden tandlæge.

Balazs Rosta ejer to tandlægeklinikker på Bornholm. En i Rønne og en i Klemensker. Han vil gerne fortælle om, hvorfor det efter hans opfattelse er blevet meget vanskeligere at være klinikejer, end det var for bare ti år siden.

– Det er ikke så tiltrækkende at have sin egen klinik længere. En klinikejer tjener vel det halve af, hvad en ansat tjener, siger Balasz Rosta til Tidende.

Han mener, at selvom manglen på tandlæger er en stor årsag til, at det kan være så svært at komme af med en klinik, når man vil sælge, så er der også økonomiske og arbejdsmæssige grunde.

– Det er både svært økonomisk, og så er der bare også utrolig meget arbejde. Jeg arbejder måske 50 timer om ugen, så det er helt vildt, fortæller han.

Svært at balancere

Meget af arbejdet som klinikejer består efterhånden af administrativt arbejde, fortæller Balasz Rosta, og det giver en udfordring økonomisk.

– Der bliver mere og mere administrativt arbejde. For ti år siden var det måske ti procent af dit arbejde, der gik med det, og nu er det 35-40 procent, så det er helt skørt. Jeg har prøvet at gøre det sådan, at jeg kun laver kontorarbejde en gang om ugen, men det er ikke nok. Og hvis du ikke kan tage patienter en hel dag, så mister du en masse penge. Det er svært at finde en balance i det, siger klinikejeren.

Dertil kommer, at der ikke kun mangler tandlæger i Danmark, men også klinikassistenter, hvilket gør, at man nogle gange må gå langt for at holde på dem.

– Det er også et pres, at man skal kæmpe for at beholde sine klinikassistenter ved at tilbyde højere og højere løn. Og hvis de for eksempel siger, at de ikke har lyst til arbejde om fredagen, så er jeg nødt til at acceptere det, for jeg kan ikke skaffe andre, siger han og fortsætter:

– Og mister du klinikassistenter, mister du tandlæger, og mister du tandlæger, mister du patienter. Så mister klinikken penge, for man skal jo stadig betale husleje, varme og alle de ting, fortæller Balasz Rosta.

Et kæmpe pres

Balasz er selv blevet ekstra presset, idet han for tre år siden var ude for en ulykke, hvor han brækkede skulderen. Den er stadig ikke helt i orden, og det gør ham derfor usikker på, hvor længe han vil kunne fortsætte som tandlæge.

– Hvis jeg solgte klinikken og blev ansat som tandlæge, og det så viste sig, at jeg om tre år ikke kunne mere, så ville det ikke være så godt. Så det er kun derfor, at jeg ikke sælger. Eller prøver at sælge.

Ja, for du kan vel godt frygte, at du ikke kan sælge din klinik, hvis du ville?

– Ja, selvfølgelig. Derfor prøver man at bygge den op, men det bliver mere og mere svært. For selv hvis der bliver uddannet flere tandlæger, så starter de med at fylde hullerne i de store byer. Så der går endnu længere tid, før de kommer herover, siger Balasz Rosta,

Derfor frygter han, at det kun vil blive værre med manglen på tandlæger, og endnu flere vil komme til at stå uden tandlæge på Bornholm.

Hvor stort et pres er det, når man må sige nej til patienter?

– Det er et kæmpe pres. Meget mere end patienterne ved, tror jeg. Jeg ser ofte, at der er en klinikassistent, der går ned, fordi patienterne råber eller er sure på dem. Det er stressende.

– Vi prøver virkelig at behandle, så mange vi kan, og der er rigtig meget overarbejde. Men det kan man jo heller ikke gøre for evigt, fortæller Balasz Rosta.

Forsøger at gøre alt

Ligesom hans kollegaer, som Tidende tidligere har snakket med, har han svært ved at se, hvad løsningen skal være, fordi man simpelthen har reageret for sent på problemet. Han håber dog, at man kan begynde at se lidt på forholdene for de mindre klinikker, så flere kan få lyst til at gå den vej.

– Jeg tror, der skal ske en meget stor strukturel ændring. Den gamle struktur, som vi stadig har, er tilpasset til at være ansat. Det går bare stadig i den forkerte retning, synes jeg.

Kan du se et lys for enden af tunnelen?

– Ikke lige nu. Jeg tror godt, at den enkelte tandlæge kan finde sin egen lykke, men så skal man acceptere tingenes tilstand. Jeg tror ikke, at det økonomiske og den stressende del bliver bedre i den nærmeste fremtid, siger tandlægen.

Hvad håber du så på, at der sker ved at gøre opmærksom på problemet?

– At patienterne forstår, at vi prøver at gøre alt. Jeg har haft mange ansatte, der er gået ned på grund af stress. Jeg forstår godt, hvis man har ventet i tre måneder, at man bliver frustreret, men vi prøver at gøre så meget, vi kan, siger Balasz Rosta.