Ledelsen skriver i pressemeddelelsen, at konkursen skyldes det, de kalder et ”giftigt mix" af et gældsefterslæb fra coronakrisen, inflations- og energikrisen samt kommende momsbetaling, som har presset likviditeten massivt.
– Vi har kæmpet med næb og kløer for at undgå denne situation. Vi har til det sidste søgt løsninger, som kunne sikre virksomhedens overlevelse, men gældsspiralen og den stejle afdragsprofil har vi desværre ikke kunnet finde en løsning på. Derfor står vi nu med en uundgåelig og trist udgang på det hele.
– Det er et livsværk, vi ser smuldre mellem hænderne på os, og fundamentet er trukket væk under både ejere, medarbejdere, leverandører og samarbejdspartnere, så vi er selvfølgelig triste og dybt ærgerlige over, at vi står her i dag, fortæller stifter og direktør i Gorm’s, Christian Madsen i pressemeddelelsen.
Virksomheden beretter i pressemeddelelsen om, at de har været fanget i en negativ gældsspiral efter coronakrisen, hvor afdrag på coronalån har tæret på likviditeten. Derfor har ledelsen, skriver de, gennem en længere periode forsøgt at få nye investorer ombord og forhandlet med flere pengeinstitutter for at sikre ny kapital.
– Vi optog milliongæld hos staten i perioden med corona-restriktioner og nedlukninger for at kunne holde sammen på virksomheden og holde hånden under medarbejdere og samarbejdspartnere. På det tidspunkt var afdragsbetingelserne slet ikke fastsat, og der var ingen i branchen, der havde fantasi til at tro, at lånene skulle tilbagebetales over blot 24 måneder, ovenikøbet med dét renteniveau, vi er blevet præsenteret for, siger Christian Madsen i pressemeddelelsen, hvor han understreger, at konkursen er absolut sidste udvej.