KØB ABONNEMENT
ERHVERV / Mandag 6. oktober 2025 • 05:30

Gudhjemdreng rykker ind i tidligere stripklub

Gudhjemdreng rykker ind i tidligere stripklub
Casper J. Johansen foran Vestervino, som udtrykkeligt gør opmærksom på åbningsdatoen.

Casper J. Johansen, som er opvokset i Gudhjem, har sammen med sin forretningspartner restauranten på Skovshoved Hotel og Bistro Ailu i Zoologisk Have. Lige nu har de travlt op til åbningen af deres helt nye vinbar på Vesterbro i København – og Casper skal også lige nå til et bryllup på Stammershalle Badehotel her i weekenden.

Alt er sådan set godt, og vejret er vældigt, da Tidendes udsendte torsdag stiller cyklen uden for nr. 7 på Gammel Kongevej i hjertet af København.

Skråt over for på den anden side af vejen ligger Planetariet og soler sig på sin placering ud mod Sankt Jørgens Sø, og på den anden side af Vester Søgade, som går ned langs søen, ser man Scandic Hotel. Lidt længere henne ligger Nordens største biograf, Imperial, hvis sal angiveligt rummer 998 sæder. Med potentielt vindrikkende biografgængere, kunne man i denne sammenhæng tilføje.

For på denne side af gaden ligger i nr. 5 Restaurant Fridas, men lige her – i nr. 7 – fremgår det af skriften på de store tildækkede vinduer, at på fredag, den 10. oktober, åbner Vestervino, en vinbar. 

Jep, alt er godt.

Altså, lige indtil journalisten entrer lokalet, hvor der tydeligvis bliver arbejdet flittigt, og er der noget, han er god til, er det at betragte andre arbejde, så han læner sig nonchalant ind over en rund afskærmning til en trappe, på hvis top han placerer albuerne for i behagelig position at nyde sceneriet, men i samme nu lyder udråbet fra en kvinde, som knæler på den anden side af den runde afskærmning, hvor hun tydeligvis – det kan enhver idiot da se – svinger penslen:

– Stop! Der er malet!

Ja, der er, og nu er der også maling på læderjakkens ærmer, mens til gengæld den fine blanke, nymalede overflade på trappeskaktafskærmningen er blevet lettere molesteret.

Undskyld.

Kvinden, der gør anråb, viser sig snart at være Stina Øksenhøj Madsen, og nu træder også Casper J. Johansen ind ad døren.

Han er født og opvokset i Gudhjem, men har igennem en årrække slået sine folder i københavnsområdet, som han flyttede til i 1998, men hænger stadig ofte ud med 16 gamle venner fra Gudhjem, Østerlars og Østermarie, som ligeledes er flyttet over, men som har kendt hinanden siden børnehaven.

Casper J. Johansen og siddende medejer Stina Øksenhøj Madsen, som arbejder utrætteligt med penslen – og på ryggen reklamerer for Bistro Ailu i Zoologisk Have.
Casper J. Johansen og siddende medejer Stina Øksenhøj Madsen, som arbejder utrætteligt med penslen – og på ryggen reklamerer for Bistro Ailu i Zoologisk Have.

Udsigt til panda

For nylig fortalte Tidende da også om, hvordan han og netop hans forretningspartner, Stina, som svinger penslen, for et par år siden forpagtede restaurantdelen af Skovshoved Hotel på Strandvejen i Charlottenlund, og tidligere i år udvidede de så deres forretninger med den store Bistro Ailu i Zoologisk Have.

På den kan man, mens man nyder et måltid mad, sidde og studere ingen ringere end hanpandaen Xing Er, som går rundt lige på den anden side af bistroens ruder.

Nu udvider forretningsparret så igen deres forretningssamarbejde, og denne gang bliver det altså med en vinbar på Vesterbro.

Vestervino.

Casper viser rundt i lokalet, efter læderjakkens ærmer har fået en tur med en klud.

– Bordpladerne har også fået olie, så du skal ikke røre ved noget, advarer han.

Her har tydeligvis op til, at makkerparret er rykket ind og har begyndt transformationen, også tidligere ligget noget barvæsen, og ja, her har faktisk ligget Tirage Champagne Bar.

Den lå her dog kun siden marts 2023, og inden da lå her stripklubben Waterloo Nightclub, som strakte sig helt tilbage til 1977, men lukkede i 2021.

Københavns ældste natklub, blev den kaldt i Politiken ved lukningen, hvilket avisens Henrik Palle annoncerede i sin såkaldte nekrolog under overskriften "Et lummert hjørne i København er lukket. Heldigvis".

Videre kunne man blandt andet læse, at "stripklubben Waterloos lukning er måske et tegn på dødskrampetrækninger for lummerheden og tiden, hvor der ikke var noget galt i at købe strip til forretningsforbindelser på firmakontoen", og på et par billeder til artiklen ser man – naturligvis – rejsekongen Simon Spies sidde på forreste række og nyde et par afklædte kvinders anstrengelser på scenegulvet.

Casper J. Johansen, Tommy Petersen, som er sommelier i restauranten på Skovhoveds Hotel, men ser frem til også at arbejde på Vestervino, Emil Valdemar, som bliver barmanager på Vestervino, og endelig siddende medejer Stina Øksenhøj Madsen, som arbejder utrætteligt med penslen – og på ryggen reklamerer for Bistro Ailu i Zoologisk Have.
Casper J. Johansen, Tommy Petersen, som er sommelier i restauranten på Skovhoveds Hotel, men ser frem til også at arbejde på Vestervino, Emil Valdemar, som bliver barmanager på Vestervino, og endelig siddende medejer Stina Øksenhøj Madsen, som arbejder utrætteligt med penslen – og på ryggen reklamerer for Bistro Ailu i Zoologisk Have.

I fremtiden vil man altså her i de selvsamme lokaler kunne byde eventuelle forretningsforbindelser på et godt glas vin, øl eller drinks.

Nede i kælderen for enden af den famøse nymalede trappe ligger toiletterne, men der står også, hvad Casper betegner som et stort "slyngelbord", som et selskab eventuelt kan fortrække til for måske at være mere fokuseret.

Vel oppe i selve baren igen foreslår han, at vi sætter os i sofaen.

– Den er ikke blevet malet, tilføjer han spøgefuldt og redegør kort for historien om stripklub og champagnebar.

– Men vi overtog den så i sidste uge, og nu skal vi lige nå at gøre det hele klar. Male og bygge om og rundt og lave alt inventar, sikre at her er hyggeligt – og så åbner vi næste fredag den 10. oktober.

Bare drop ind

Og når en champagnebar lukker, så er det nok, fordi den ikke har kørt rigtig godt?

– Ja. Vesterbro er måske ikke lige det rigtige sted at lægge en decideret champagnebar, som ikke serverer andet end champagne, vurderer Casper.

– Men vi tænker, at Vesterbro til gengæld mangler et sted, som det vi vil lave. Det har vi i hvert fald selv oplevet, da vi boede på Vesterbro, altså, at her manglede sådan et sted, hvor man bare helt uformelt kan gå ind og få et glas vin og lidt ost måske og så sidde og hygge sig med det, uden at det er noget, der skal planlægges.

– Det er bare et sted, hvor man lige dropper ind forbi, om det så er på vej til eller fra noget andet, eller om det er, fordi man decideret planlægger, at man skal mødes her. Det er hyggen og gæstfriheden, vi fokuserer meget på – og så selvfølgelig en masse god vin.

I skifter også al inventaret ud?

– Her skal være helt afslappet, og det er også derfor, at det bliver med brune, rustikke borde. Vi får malet og rykket rundt, laver lys med nye lamper på væggene.

Her vil også blive installeret to højborde ved vinduet ud mod gaden, som Kvindesmedien på Christiania laver, fortæller han.

Et køkken er her ikke, så de små, kolde anretninger, Vestervino vil tilbyde, kommer fra de to restauranter, som forretningsparret råder over.

Serverer I kun vin, hvad angår drikkevarer?

– Vi serverer vin, øl, gin-tonic, kaffe og så videre. Der skal være lidt til, at man kan sidde her hele eftermiddagen og aftenen.

Bliver her installeret fadølshaner?

– Ja, de kommer i morgen, tror jeg. Lige nu er det logistikken, der gerne skal gå op, og at alle de forskellige, vi har aftaler med, overholder de aftalte tider og leveringer.

Du siger, at I selv har boet i området og tænkt, at der manglede noget, men har I lavet en dybere analyse af, hvad der er realistisk, eller gør I det snarere lidt intuitivt?

– Vi arbejder på mavefornemmelsen, men vi er jo også opmærksomme på, at Det Ny Teater ligger lige herhenne om hjørnet, Planetariet ligger ovre på den anden side af vejen, der ligger det kæmpe Hotel Scandic også, Imperial- og Palads-biograferne ligger tæt på, Codan-bygningen, hvor der arbejder en masse mennesker på kontorerne, ligger lidt nede ad vejen, og det skaber jo alt sammen trafik. Vesterbro er bare grundlæggende en meget levende bydel, så vi håber og tror på, at der er en plads i markedet til os.

Da vi ved en anden anledning talte om Stinas og dine to andre steder, restauranten og bistroen, fortalte du, at I skiftes lidt til at være her og der. Nu får I så et tredje sted, hvordan vil I håndtere det?

– Jamen, vi syntes, vi havde tiden til lige at putte lidt mere på. Vi synes jo, det er sjovt, og vi har en masse godt personale rundt omkring, som også bare støtter op og synes, at det er sjovt at være en del af – og som også gerne vil komme til at være herinde på kryds og tværs og hjælpe til.

– Det giver mening, simpelthen fordi vi mest synes, at det er sjovt, og vinbaren bliver jo ikke som vores andre to steder, som er kæmpestore forretninger, og hvor der er en væsentligt større risiko økonomisk, men hvor der også er meget mere personale, man skal håndtere.

– Det her bliver mere en lille, hyggelig forretning, hvor der er plads til de der 40-50 siddende, og så er der selvfølgelig også plads i baren, vi får de to højborde, og udenfor kan der sidde 14-16 mennesker, siger Casper.

Der vil være i omegnen af 50-60 forskellige vine på Vestervino og dertil øl, drinks og kaffe, fortæller Casper J. Johansen.
Der vil være i omegnen af 50-60 forskellige vine på Vestervino og dertil øl, drinks og kaffe, fortæller Casper J. Johansen.

Vil gerne lege med

Så I tænker, at noget af det personale, I allerede kender og har gang i, også skal arbejde herinde?

– Ja, og Tommy og Emil, som du kan se går rundt her lige nu, er jo for eksempel oppe i restauranten i Skovshoved, og vi har i det hele taget en masse ansatte, som også gerne vil nørde lidt vin og snakke om den. Så de vil jo også gerne herind og lege med.

Skal I også ansætte nogle helt nye til det?

– Ja, vi har ansat noget personale, som starter næste uge, og som skal være her til daglig. Og så er Stine og jeg her, så meget vi nu kan. Specielt her under opstarten skal vi sætte vores præg på stedet og udstikke vores retning. Men altså, vi kan jo heller ikke arbejde syv dage om ugen.

Casper J. Johansen i kælderen ved toiletterne, hvor der er relevant vægkunst.
Casper J. Johansen i kælderen ved toiletterne, hvor der er relevant vægkunst.

Er det nemt at finde personale, som har forstand på tingene, i den her branche?

– Jamen, der er det en fordel, at vi har to forretninger med noget personale, som vi kan gøre brug af. Og de har jo også alle sammen venner og veninder, som måske gerne vil have studiejobs og så videre. Når så vi har grundstammen på plads med dem, som har styr på både service og vin, og som kan lære fra sig, så får vi stille og roligt et hold, der bare har godt styr på forretningen i fællesskab med Stina og mig.

Hvor mange forskellige vine vil man kunne smage her?

– Her kommer til at være 50-60 forskellige vine.

Rød, hvid og rosé?

– Ja, rød, hvid og bobler og champagne og rosé. Og lidt forskelligt godt øl af forskellige typer. Og selvfølgelig en kop kaffe.

Kan du sige, hvor mange forskellige slags øl?

– Årh, det har vi ikke taget beslutning om endnu. Det er sådan noget, vi gør i næste uge, når vi skal lave menukort, så det er klar til fredag. Fra vi fik nøglerne, og til vi åbner, går jeg der jo maks 14 dage – og jeg skal også lige nå et bryllup, jeg skal med til som gæst på Stammershalle Badehotel lørdag.

Hvordan bliver jeres åbningstider her på Vestervino?

– Hvilken tid vi på dagen, vi åbner, har vi ikke helt besluttet endnu, men fredag og lørdag bliver det nok hele dagen, og så er det til klokken 02 i weekenderne, og til midnat i hverdagene.

Casper J. Johansen på trappen til kælderen, som er prydet af relevant vægkunst.
Casper J. Johansen på trappen til kælderen, som er prydet af relevant vægkunst.

Er det syv dage om ugen?

– Nej, søndag holder vi lukket. Det har vi også i de to andre forretninger, så vi får lige en fridag. Jeg tror heller ikke, der er så mange, der drikker vin om søndagen, siger Casper.

Hvordan har I fundet det her sted?

– Vi har været været på udkig efter noget et stykke tid, og så har vi jo et godt kendskab til branchen og et netværk med de forskellige restaurantmæglere, der er i København, og som sælger og finder købere til den her typer lokaler.

– Og så har det været vigtigt for os, at det er et sted, hvor der gerne må være lidt larm, uden at der er naboer, der bliver kede af det.

Og det ved I er gældende her?

– Ja, for det har vi så talt med dem, der ejer bygningen om. Og som sagt, her har jo været en stripbar før os, som har larmet til klokken fem om morgenen, så de er nok glade for, at vi bare er stille og rolige, konstaterer Casper J. Johansen.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT