Siden regionskommunen købte Dams Gård i 2019, har der været flere tilløb til, hvad der skal foregå i den gamle købmandsgård i Krystalgade i Rønne. Nu starter et nyt tilløb, som i første omgang omfatter et nyt visionsoplæg for og renovering af dele af bygningen.
Afsættet for det nye tilløb er, at Rønne er blevet en del af statens femårige forsøgsordning for frie bymidter. Det gjorde byen på baggrund af en ansøgning, hvor Dams Gård spiller en bærende rolle som nyt kultur- og velfærdscenter. Formålet er at skabe mere liv i bymidten.
Grundtanken for det hele er, at Rønne har behov for et multifunktionelt hus, der i tidssvarende rammer kan understøtte fællesskab, kreativitet og byens identitet. Det potentiale ser kommunen i Dams Gård, som kan blive et moderne og levende sted til gavn for borgere i alle aldre, lokale foreninger samt øens kulturinstitutioner og -skabere.