Midtbornholms Auto, Aakirkeby, Jim Maar:
Han konstaterer, at man skal være "rigtig bilforhandler" for at påstå, at det går stærkt med bilsalget.
– Det det gør det jo ikke, slår han fast.
– Men man kan sige, at når det rør på sig, så er det stadig hybrid- og plug-in – og også forespørgsler på el. Folk spørger egentlig på det samme som før – og også på ganske almindelige biler. Jeg havde lige en, der spurgte på en brugt bil til 40-50.000 kroner, som kunne trække 1.600 kilo. Vi sælger både brugte og nye biler – og vi sælger penge. Det vil sige, at vi finansierer biler, det er de tre ben, man i en moderne salgsafdeling har at stå på. Avancen er ikke så stor på nye biler, så vi skal også sælge penge for at tjene lidt på den samlede handel.
Altså, folk kommer og skal købe bil og låner pengene til det?
– Præcis. Og Toyota, som vi sælger, er seks år i træk blevet kåret til at have Danmarks bedste og billigste finansiering, så den kan vi stå inde for. Men altså, overordnet set, så er der længere mellem snapsene for os. Men jeg tror også, der er en tendens til, at vi snakker os selv ned i et hul og bliver forskrækkede. Jeg talte med en, som dårligt turde se fjernsyn, fordi det kostede for meget strøm, men jeg tjekkede fjernsynet, og det kostede 60 øre i timen, kunne jeg se, så det burde jo ikke være et problem. Men jeg anerkender selvfølgelig, at der er familier, som eksempelvis har gas, der bliver hårdt ramt.