– Tipierne skal helst stå på et jævnt underlag. Men det er noget af det, vi kigger på, siger næstformanden.
For mange events
En alternativ måde at løse udfordringen på er ifølge Grønning at skære ned i antallet af events. I 2024 var der 3.500 events på Folkemødet, svarende til 400 mere end 2023, og det kunne ifølge næstformanden se ud som om, at det næsten er for meget af det gode. Folkemødeforeningen håber derfor, at arrangørerne i fremtiden bliver bedre til at slå sig sammen om et telt eller en scene, hvorved antallet af arrangører vil blive reduceret, uden at det går ud over debatudbuddet.
– Målet er ikke, at der skal være 5.000 events om to år. I mine øjne må der godt blive færre events og flere aktører omkring de enkelte scener, siger Grønning.
Ifølge Folkemødeanalysen for 2024 mente 87 procent af arrangørerne, at deres ressourceforbrug stod mål med det oplevede udbytte. Det tal var 92 procent i 2023, og faldet i tilfredshed kan muligvis hænge sammen med, at der var for mange om buddet, siger Carsten Grønning.
– Jeg synes personligt ikke, at der skal være flere events, for der er faktisk mange debatter, der handler om det samme. Hvis du søger på emner som sundhed, miljø og klima, så er der meget, der ligner hinanden. Det ville gøre det mere overskueligt for de borgere der kommer, hvis nogle af disse aktører slog sig sammen.
De sidste samtaler
Hvad angår direktørstillingen, så er Foreningen Folkemødet nu så langt i processen, at feltet er reduceret fra 160 ansøgninger til tre-fire kandidater. Carsten Grønning fastholder her håbet om, at man kan melde den nye Folkemøde-direktør ud inden 1. november.
Umiddelbart efter vil man slå yderligere to ledige stillinger op. Folkemødesekretariatet mangler nemlig en frivillighedskoordinator og en kommunikationsmedarbejder.