Alvorligt uheld til Folkemødet fik Aase og Kim til at sælge

Det var på en rejse i det syd- og østeuropæiske, at ideen opstod til, at de overhovedet åbnede ølstedet, hvor man også kan få mad.

Torsdag eftermiddag breakede Ølstauan nyheden om, at de havde solgt stedet.

Det kom efter, at Aase Pedersen, der ejer Ølstauan med sin mand, Kim Pedersen, faldt ned af en trappe under Folkemødet i juni.

– Vi lod det sive til vores netværk, og så har vi fået et par tilbud, som vi har sagt nej til, og et par andre seriøse henvendelser, som dog ikke blev til noget, fortæller Kim Pedersen.

For da Aases fald under Folkemødet har stadig konsekvenser den dag i dag.

– Det er jo et totalskadet venstreknæ. Så det var ikke så sjovt. Det var tre uger på sygehuset, og her var det alt, hvad der kunne findes hos 1129 af metalstænger, der er puttet ind i hendes knæ. Hun er også stadig på krykker og har fået at vide, at hun får mén. Der er ingen, der kan sige, hvor mange mén eller hvor lang tid det kommer til at tage. Hun kommer ikke herned på fuldtid igen, og det har været med til at gøre, at vi tog beslutningen.

Det endte med at blive naboen Jonas Bagger Sørensen, der blandt andet ejer Levertranfabrikken på Havnegade i Allinge, der købte.

– Vi havde det formål at se, om vi kunne finde en køber, som ville føre konceptet videre, og som ville tage personalet med over. Det var to ting, der var voldsomt væsentlige for os, fortæller Kim Pedersen.

Og det er netop sådan, det er endt. For konceptet kører videre, og personalet kan komme med hos den nye ejer i det omfang, de ønsker det.

Ølbarer

Men skruer vi tiden tilbage til, før Ølstauan åbnede i 2019, var det ikke givet, at Aase og Kim Pedersen ville åbne stedet.

For her var de, som så mange gange før, på motorcykeltur. Her skulle de køre til Bulgarien og Grækenland.

– Vi ville køre den direkte vej ned mod Italien, men der lignede det møgvejr, og så kørte vi over mod Prag i stedet for. Og der skinnede solen, husker Kim Pedersen.

Han får også spurgt Aase, om det ikke kunne være sjovt at åbne en ølbar.

– Det var kun for sjov, at jeg sagde det. Vi havde siddet på en tysk ølbar om aftenen for at få en bid mad og en øl. Men Aase siger ”Nej, det skal vi ved gud ikke”. Så snakkede vi ikke mere om det.

– Vi nåede til Prag og skulle ud at have mad og en øl – vi holder begge rigtig meget af en god øl. Så kommer vi ind et sted, hvor der står 40 haner på rad og række. Dem når vi ikke at komme igennem, men vi nåede et par stykker, og så siger Aase pludselig, "hvis vi skal starte en ølbar, skal det være noget med rigtig mange haner og bornholmsk øl". Så gik snakken derfra på, hvad man kunne og ikke kunne. Vi havde jo god nok tid til at snakke sammen, når vi var på vej til Bulgarien, siger Kim Pedersen.

Mens parret er i Bulgarien, ringer Aases storebror til hende, at lokalerne i pizzeriaet, som før holdt til i de nuværende Ølstauan-lokaler, var til leje og spurgte, om vi vidste det.

– Så sagde hun, "jamen Tom, du ved sgu da lige så godt som os, at vi sidder her i Bulgarien, hvordan skulle vi dog kunne vide det?" Men det var så det, og vi kendte jo lokalet. Og Carsten Grønning, der havde huset dengang, kendte vi også. Jeg er lige ved at sige, at inden vi kom hjem fra den tur, havde vi næsten lavet en færdig forretningsplan. Så prøvede vi den lige af på et par af vores bekendte, og der klarede den sig ganske godt. Det gjorde, at jeg gik på pension, og Aase sagde sit job op. Og så startede vi, siger Kim Pedersen.

I ganske mange år var Kim Pedersen politibetjent i Rigspolitiets færdselsafdeling, men han var 12 år fra 2007 hos Bornholms Politi.

– Aase var derimod den professionelle af os, da hun var køkkenleder på Løvstikken og også havde været det i en restaurant. Så jeg havde bare en stejl læringskurve, og vi delte rollerne op mellem os.

Lokale gæster

Og målet var ganske klart for de to. For Ølstauan skulle være et ølbar, hvor man også kunne få mad, og en restaurant, hvor man også kan nyde en øl.

Sådan endte det også med at blive. Og efterhånden vandt de også et stort indpas hos de lokale.

For Kim Pedersen anslår, at 80-85 procent af gæsterne er lokale, når man ser hen over året. Også denne første lørdag i november er der kun et enkelt bord, som ikke er fyldt op.

– Noget af det bedste er, at det er lykkedes os at skabe en forretning med så stort et kundegrundlag, som vi har. Det er sjovt, at rigtig, rigtig langt den største procentdel af de kunder, der kommer her, har været her før og kender os. Vi har også et skønt personale.

Det krævede dog også lidt at overbevise folk om, at Ølstauan kunne blive en succes. Men Ølstauan er kommet for at blive.

– Det er en drøm, vi har udlevet. Jeg synes, vi har opnået det, vi kunne. Der er nogle steder, hvor vi er blevet slået lidt tilbage, og det har ikke været særlig sjovt. Det er eksempelvis med økonomien. Men nu er det da på rette spor. Det er os selv, der har taget valget med at sælge, så vi gør det i en positiv måde. Når der er nogle døre, der lukker sig, er der nogle andre, der åbner, fortæller Kim Pedersen og fortsætter:

– Vi har et sted, hvor folk syntes, det var rart at komme, og hvor vi kunne interagere lidt med gæsterne, og gæsterne kunne interagere lidt og prøve at skabe noget her på nordlandet, som ikke havde været der før. Det må vi sige, at den del af det er jo lykkedes til fulde. Jeg synes, vi har haft succes med det.

Tilbageslag

Netop tilbageslagene, som Kim Pedersen nævner, har der været flere af. For med åbning i 2019 er det ikke svært at huske, hvad der lukkede landet året efter.

– Der fik vi jo tre nedlukninger hen over hovedet. Umiddelbart efter det var det ganske umuligt at skaffe personale, fordi min lommefilosofi siger mig, at rigtig mange unge mennesker skulle ud og realisere sig selv. De havde masser af penge på kontoen og havde ikke haft mulighed for at rejse. Og det er jo typisk unge mennesker, som har været beskæftiget i den her branche. Måske ikke så meget hos os, men det gør jo så, at der kommer endnu mere pres også på de profiler, som vi har brugt hernede. Så det var fuldstændig umuligt at skaffe personale den ene sommer, siger Kim Pedersen og fortsætter:

– Og så løb der jo lige en inflationskrise hen over det hele også. Så på den måde bliver man jo slået lidt tilbage hver gang. Det har ikke været sjovt. Det har det ikke.

"Krøllebølles onde stedmor"

Noget, der heller ikke altid er nemt, er kunderne. For selvom, som Kim Pedersen siger, 99,9 procent af gæsterne, er glade og tilfredse, vil der altid være dem, som vil brokke sig - og man vil også selv begå fejl.

– Når man har med mennesker at gøre, vil der jo altid være fejl. Sådan er det. Hvis det er en fejl, vi har begået, så går der ikke noget af os for at sige det, "hør nu her, vi har begået en fejl, det er vi kede af," siger han.

– Andre gange, de sidste 0,1 procent, kan man jo bare ikke gøre noget ved. Der er bare nogen, der vil finde et eller andet at brokke sig over. I starten gjorde det lidt ondt, når man har gjort sit bedste og alt, hvad du kunne og opført sig pænt overfor en kunde, der ikke har gjort det. Nu er jeg blevet noget mere tykhudet, fortæller Kim Pedersen med et grin.

– Men jeg har taget mig den frihed nogle gange, når der havde været sådan noget helt, helt hen i vejret, så giver jeg det, jeg kalder en elegant sviner tilbage.

Han har også et eksempel på noget, hvor det den dag i dag stadig ikke giver mening for ham.

– Der kom 12 mennesker om eftermiddagen, lidt før køkkenet lukkede ned - for de skal jo også have en pause i løbet af dagen. Men de ville have noget at spise. På det tidspunkt havde vi ikke 12 pladser, og så spørger de, om de kan sidde udenfor. "Jamen, vi har ikke 12 pladser, og vi kan ikke få plads udenfor heller", siger jeg til dem. Men så går de ud og flytter rundt på vores borde derude. Det skal de ikke gøre. Vi har en aftale med kommunen, og der er et fortov, som folk skal kunne bruge. Så vi var nødt til at smide dem væk, simpelthen. Så stiller de sig på den anden side af gaden og begynder at stå og råbe af os. Der var også en af dem, der kaldte Aase for 'Krøllebølles onde stedmor', fordi de ikke kunne få sin vilje. Det kan man da ikke være bekendt. Vi har bare sagt, på en pæn og ordentlig måde, at de ikke kan få plads til 12 mennesker lige nu.

Biksemad

Men selvom der har været de mindre spændende episoder, er det de gode stunder, som Kim Pedersen husker på.

Noget af det, som gæsterne måske husker bedst, er Aase berømte biksemad. Noget, som den nye ejer, Jonas Bagger Sørensen, også sagde, at den må han se, om han kan lave ligeså godt.

– Vi har en god bekendt i vores netværk, Frank Truberg, som også er godt. Jeg tror, Aase prøvede den lidt af. Jeg ved ikke, hvordan han var kommet ind på det der med biksemad, for jeg blander mig ikke rigtigt i den del. Jeg har bare sagt, at jeg vil have vetoret. Hvis de kommer op med noget, der er for åndssvagt, vil jeg simpelthen have vetoret. Det var lige de første par gange, der rådførte vi os lidt med Frank. "Hvad skal vi sætte på menuen?". Han er jo dybt, dybt professionel. Sammen udviklede de opskriften til det. Det er jo blevet vores signaturret. Noget så principielt simpelt som biksemad. Det er sgu da sjovt, men den er god, siger Kim Pedersen.

Og selvom Ølstauan er solgt - overtagelsen sker 25. marts - kommer man stadig til at kunne se især Kim Pedersen der.

For det bliver en glidende overgang, hvor han fremtil efter Folkemødet kommer til at hjælpe til.

– Jeg er hernede og hjælper til - ikke så meget med den daglige drift, men mere i en mentorrolle, fortæller han.

Masterplan

Det bliver dog ikke kun som arbejdende folk - hvor de ofte har brugt omtrent 70 timer på Ølstauan om ugen - at de kommer til at befinde sig i lokalerne. Det bliver også som gæster fremover.

Men når fritiden også snart bliver større igen, er der flere ting, som de vil kaste sig over. Kim Pedersen vil eksempelvis i gang med nogle veteranbiler, men de to skal også noget sammen. For motorcyklen skal - efter planen - igen ned til Sydeuropa.

– Jeg har kørt motorcykel, siden jeg var 18 år og har rundt en million kilometer på en motorcykel. Det hjælper også, at det var mit daglige transportmiddel i mange år - og også hos politiet. Men Aase og jeg har altid nydt at køre sammen, siger han og fortsætter:

– Vi har en masterplan. Nu må vi se, hvornår det kan blive til noget. Når vi får muligheden for det første gang, så pakker vi motorcyklen, og så kører vi på øhop i Grækenland. Uden at have en plan hjemmefra. Det er masterplanen. Selvfølgelig har vi motorcyklen stående, og vi får ikke kørt nær de kilometer vi gerne vil. Men der er jo to ting. Et er, at vi skal lige have tiden til det, og også skal vi være i stand til at komme op på motorcyklen. Så det bliver nok ikke i 2026. Men det kommer. Vi elsker at rejse på den måde - og rejse i det hele taget. Vi er begge lidt nysgerrige på andre mennesker, andre kulturer. Når vi har kunnet se vores snit til det, har vi taget et eller andet sted hen.