Livet er nu – men sorgen over at miste sin søn bliver han aldrig fri for

Bier bringer liv overalt, hvor de kommer. Og sådan lever den bornholmske biavler og antropolog Ole Hertz også sit liv, så som 77-årig er han stadig i fuld gang med at redde verden med bier i forskellige bi-bistandsprojekter. Sorgen over at have mistet sønnen Emil Westman Hertz for syv år siden bliver han aldrig fri for.

– I begyndelsen var der næsten ingenting her, da vi købte stedet for 50 år siden, siger Ole Hertz, da vi står i hans arbejdsværelse, som vender ud mod en gigantisk have tæt bevokset med træer.

For landstedet her, som han for 50 år siden købte sammen med sin kone Inge Lise Westman, var dengang et gammelt, lille husmandssted med 1, 7 hektar, hvor der i haven kun stod et grantræ og fire frugttræer.

– Det var det. Men siden har vi plantet 3000 frugttræer og buske og gået og bygget på huset, forklarer Ole Hertz, som bor tæt på sit barndomshjem på Bornholm. For huset, der ligger godt nede ad en markvej mellem Østerlars og Gudhjem, har udsigt mod Østersøen og Gudhjem, hvor han delvist voksede op som dreng.

– Mine forældre havde også en stor lejlighed i København, hvor jeg også gik i skole om vinteren. Men min far, Mogens Hertz, var kunstmaler og malede meget i Gudhjem, hvor vi altid både holdt jul og ellers tilbragte den varmeste del af året. Syv måneder om året gik jeg derfor i skole herovre, hvor der nu er børnehave og bibliotek i Gudhjem.

Senere var hans lillesøster og han selv blandt de første, der kom i skole i Østermarie.

– Det var noget anderledes end min skole i København. Min mor var som landets første børnepsykolog med til at lave den første lilleskole i Danmark sammen med Jens Sisgaard, der startede Frøbelseminariet Det var meget avanceret og alting var meget frit i lilleskolen. Men når jeg kom herovre til frøken Andreasen, skulle man stadig skrive i luften og sådan noget, fortæller Ole Hertz, hvis forældre på grund af den markante forskel på skolerne undervisningsstil endte med at sende deres søn i en almindelig kommuneskole med 1100 børn i København.

Grønlandsfarer i Gudhjem

Selvom moderen var landets første kvindelige børnepsykolog, levede hun af at skrive børnebøger.

– Hun skrev 120 børnebøger i sit liv. Først skrev hun også for Land og Folk, og efter Ungarnskrigen gik hun over til Berlingske Tidende Søndag og lavede små tegneserier for børn. Men selv pendlede vi altså frem og tilbage fra Bornholm, så jeg fik to sæt legekammerater. Men det var en god barndom, og vi børn legede meget sammen i Gudhjem. Og i København var vi også nogle grupper af børn, der legede sammen ved Classens Have på Østerbro, hvor vi boede.

Forholdet til forældrene husker han også meget harmonisk.

– Flere af mine kammerater syntes også, det var så rart at komme på besøg hjemme hos os, fordi mine forældre talte med dem. Min mor var jo børnepsykolog, så hun talte med børnene på en fornuftig måde, og hun havde også damebrevkasse i mange år, hvor hun hjalp folk med problemer.

Så var det et hjem, hvor man godt kunne tage nogle følelser?

– Ja, hvis jeg havde nogen, siger han og griner.

Malerfaderen inspirerede ham også til selv at tage fat på farverne, og sådan malede han mange eventyr frem på papiret.

– Jeg tegnede rigtig meget. Jeg startede med at tegne elefanter og den slags. Siden blev det meget undervandsbåde. Jeg har faktisk også nogle barndomstegninger med hundeslæder, for Gudhjem var meget præget af Grønland dengang, hvor den gamle hvalfanger Ejnar Mikkelsen boede i byen.

Tømrermesteren Viggo Petersen stod samtidig for at bygge en hel grønlandsk bygd i samlesæt fra Gudhjem Havn, så der kom også mange grønlændere til Gudhjem for at gå i lære som tømrere. Og hjemme hos Ejnar Mikkelsen, som hans forældre var venner med, hang billeder af hans ekspeditioner på væggene, fortæller Ole Hertz. Han finder et gammelt foto frem.

– Der er jeg i kajakken her i Danmark, siger han og peger på billedet.

– Så allerede der startede den første grønlandske forbindelse, som gav mig lysten til selv at opleve Grønland.

Drøm gik i opfyldelse

Turen gik dog først tilbage til København, hvor han tog studenterkursus på to år.

– Egentlig ville jeg have været på seminariet for at blive lærer i Grønland, men fordi jeg havde taget gymnasiet på to år i stedet for tre år, var jeg ikke gammel nok til at komme ind på seminariet, så begyndte jeg i stedet at læse etnografi, som antropologi hed dengang, på universitetet. Dengang var alle fag jo åbne. Og det skulle være noget med Grønland at gøre, for det havde jeg allerede en interesse for dengang.

Jeg tænkte, at jeg jo lige så godt kunne blive lærer på Grønland som antropolog. Det kunne bruges på alle mulige måder. Og det var spændende at lære om andre folkeslag, siger han og fortæller, at i hans studietid var antropologi et meget lille fag.

– Vi var kun 8 studerende på min årgang. Nu er der flere hundrede. Men dengang var det almindeligt, at man havde studenterjob på Nationalmuseet. Det fik jeg også. Vores institut var nærmest et skab på nationalmuseet i begyndelsen.

Men her gik hans drengedrøm i opfyldelse, da hans gamle professor besluttede sig til at se Grønland og tage Ole Hertz med.

– Min professor var egentligt ekspert i nomader i Nordafrika. Men når han kom ud til konferencer, blev han altid spurgt om, hvordan det var på Grønland, fordi folk troede, at en antropologiprofessor fra Danmark måtte vide det. Under en julefrokost besluttede vi derfor, at han skulle lave en ekspedition til Grønland, og jeg blev sendt i forvejen med Nationalmuseets motorbåd, som vi skulle bo i på ekspeditionen. Det var i 1966. Det der billede er derfra, siger han og peger igen på et ældre fotografi.

– Det tog ti døgn med fragtbåd at komme derop, men vores motorbåd blev undervejs skyllet over bord på vejen op i en storm, så vi måtte sejle med lokale både i stedet for. I tre måneder rejste vi rundt og besøgte alle bygder. Robert Petersen, der senere blev Grønlands første professor i eskimologi var også med, og samlede oplysninger om folks rettigheder til fangstpladser og fiskepladser. De blev senere brugt i diskussionen om retten til Grønlands undergrund.

Fotokunst og børnebøger

Ole Hertzs egen første opgave på Grønland blev at beskrive en lille boplads eller bygd, som man ellers ville nedlægge. Dengang var han endnu ikke færdig som antropolog, men han skrev en bog og en rapport, som viste, hvor gode de sociale forhold var, og hvor gode forholdene var for fangst og fiskeri.

– De lokale tjente mange flere penge, end folk troede. Man betalte jo ikke skat dengang, så der var ikke nogen statistik over, at folk tjente det. Og den rapport, jeg lavede til Grønlandsministeriet, var med til, at den bygd ikke nedlagt. Og jeg har fulgt bygden siden, siger han og viser en bog frem med 2 forældre og deres 11 børn på forsiden.

– Børnene på forsiden er voksne nu, og de bor der næsten alle sammen stadig. Det er blevet en mønsterbygd, hvor man bygger nye huse, og folk slutter sig til andre steder fra. Og i modsætning til nabobygden ti kilometer væk er der ingen alkoholproblemer, fordi stort set alle indbyggerne i bygden er med i Blå Kors.

Ole Hertz boede mellem de lokale i flere måneder og lavede også senere en stor fotoudstilling på Nationalmuseet fra den lille bygd, han havde besøgt, for at vise, hvor godt folk havde det sammen.

– Børn legede sammen på tværs af aldersgrupperne i modsætning til København, hvor der var meget mobning, da jeg selv var barn. Men den fotoudstilling blev misforstået, fordi folk kun så, hvor fattige folk var. Vi sov ti børn, to forældre og en antropolog på gulvet, fordi huset var jo ikke større end det. Men på andre måder var det et rigt liv, folk levede der.

Modet til at være freelancer

Siden har han lavet mange forskellige projekter i Grønland – fra at undersøge minedriftens virkninger for fangerbefolkningen i Uummannaq til at importere bier til Sydgrønland og hjælpe grønlandske fåreholdere med at lave foder af tang, ligesom han i sin både mors og fars ånd har skrevet og illustreret flere børnebøger og fagbøger fra Grønland for Samvirkes forlag og nationalmuseets forlag. Og som en fri bi flyver fra blomst til blomst, har han selv fløjet gennem skiftende projekter i sit liv.

– Begge mine forældre var freelancere. Så det har nok givet mig modet til at turde satse mere på mine egne interesser end på en fast indtægt. Jeg vil hellere være fri til at selv bestemme, så arbejdsmæssigt har jeg meget fulgt mine interesser og søgt penge til forskellige projekter, men selvfølgelig har der været gange, hvor jeg ingen penge har fået, hvor det har været surt. Men livet er fuldt af spændende projekter, så der er nok at tage fat på, siger han med et smil.

– Det sidste arbejde, jeg lige har afsluttet, var et toårigt forskningsprojekt for DTU, hvor vi prøvede at undersøge forekomsten af gaffeltang i den sydlige Østersø. Det er det, der skyller fra Hasle og hele vejen ned til Snogebæk . Og hvis man høster den ud af Østersøen, kan det være med til at frigøre Østersøen for nogle næringsstoffer, som der er for mange af. Vi har fundet en drivende forekomst på ca 37.000 tons syd for Lolland, så måske kan man starte en lille bæredygtig virksomhed der, hvis man høster 7.000 tons om året, men ellers prøver vi også at se, hvem der vil aftage det. Der er i forvejen én estisk fabrik i Østersøen, der bruger gaffeltang til kosmetik og vingummifabrikation. Bornholms Landbrug er også interesseret, hvis det kan høstes uden for mange urenheder.

Det lyder jo nærmest biolog-agtig?

– Man kan jo sætte sig ind i meget, hvis man vil. Og det er tit, man finder et godt projekt, når vi går ved siden af sit fag. Og jeg har hele tiden haft noget at tage fat på. I perioder har jeg måske været indtægtsløs, men aldrig arbejdsløs. Men vi har også altid boet billigt. Vi købte huset her for 45.000 kroner i sin tid, siger han og lader blikket glide gennem sit kontor i det åndfulde hus, der er spækket med kunst og genstande fra hele verden, ligesom hustruen Inge Lise Westman også har sit atelier her.

Ole Hertz mødte Inge Lise, mens han læste antropologi sammen med hendes bror.

– De boede i Nordsjælland, så jeg mødte hende, da jeg besøgte min ven i Fredensborg.

Var det så kærlighed ved første blik?

– Ja, det var det faktisk. Så vi flyttede hurtigt sammen i et lille hus i en skovarbejderbolig i Nordskoven i Jægerspris, hvor huslejen var på 75 kroner om måneden. Senere flyttede vi ind til byen til noget, der hedder Fiskergade, hvor vi kunne få en lille lejlighed på betingelse af, at vi giftede os. Sådan var det dengang. Vi giftede os på Københavns Rådhus i 1968, og så gik vi ned i Nationalmuseets personalestue, hvor der var nogen, der fandt ud af, at vi lige havde giftet os og gik ud og købte en flaske snaps for at fejre det.

Det var den bryllupsfest?

– Ja, men vi har så siden haft både sølvbryllup og guldbryllup, hvor vi da inviterede nogen med.

Hjælper pygmæer

Parret købte huset i Østerlars i 1972 og fik hurtigt to bihuse med i købet, fordi en lokal maler var blevet allergisk overfor sine bier. Sådan startede en livslang passion for Ole Hertz, der i dag har mange bistader på parrets grund. Og de sidste 30 år, har der også været projekter med biavl i troperne.

– Først var det et forskningsprojekt, jeg lavede for den Danidas forskningsråd. Det handler om biavls betydning for landbrugsudviklingen i troperne. Det var Caribien og i Vestafrika. Der var ikke tidligere nogen oplysning om det, så det kunne være spændende at se på. For 70 procent af det, man dyrker i troperne, er afhængigt af bestanden af bier. Men de brændte bare bierne af, så det endte med at blive kritisk for dem, så jeg lavede nogle Danida-projekter – først i Gambia, Guinea-Bissau og så i Tanzania, Caribien og senest på Zanzibar.

I øjeblikket koordinerer han også et projekt for en gruppe pygmæer i Uganda, der er smidt ud af regnskoven.

– De måtte faktisk leve af tiggeri og prostitution, før vi hjalp nogle af dem til at blive biavlere, så det føles meget meningsfuldt at prøve at hjælpe dem, siger Ole Hertz, der stadig kan blive harm over, hvordan pygmæfolket bliver behandlet.

– Det var i virkeligheden Afrikas urbefolkning, der var der længe før, at bønderne kom derned. De havde levet i regnskoven som folk i 4000 år uden problemer, men så har man bare sendt nogle soldater derind og smidt dem ud. Og de fleste af de penge de var blevet lovet fra Verdensnaturfonden og andre, er gået i andre lommer. Så nu må de altså leve af usselt daglejerarbejde, tiggeri og prostitution, og desværre tror lokalbefolkningen, at hvis man er sex med en pygmækvinde, så bliver man fri for AIDS eller ondt i ryggen. Og det gør det jo ikke bedre for pygmæerne. Og lige på den anden side af grænsen i Congo findes der soldater, der tror, at man bliver usårlig, hvis man spiser noget kød fra en pygmæ.

Til gavn for hinanden

Tror du selv på noget?

– Jeg har i hvert fald svært ved at tro på en gud, for hvorfor lader han eller hun så meget ondt og så meget uretfærdighed ske? Der er ikke så meget, der tyder på en almægtig godgørende gud, når man ser på alle verdens problemer. Det kan jeg ikke se, og der er jo heller ikke meget at have sin optimisme i, når man ser på, hvordan folk smadrer jorden og hinandens liv hele tiden. Og det bliver sikkert kun værre, for det er jo de næste generationer, der for alvor kommer til at betale for klimakrisen. I øjeblikket virker det i hvert fald, som om det går den gale vej. Men i vores natur er vi på et dybere plan til for at være til gavn for jorden og hinanden, siger han med et opblødende smil.

– Vi er jo i hvert fald alle en del af et økosystem, så vi bliver omdannet til noget andet, når vi bliver begravet eller brændt. Men man skulle jo også gerne være til gavn i livet, og det er nok det, der driver mig. Det er jo fint, hvis man kan hjælpe andre og ovenikøbet have det sjovt imens, siger han og nikker ud mod alle de buske og træer, han har plantet på grunden.

– Det var også det, hvorfor vi gik i gang med at lave landbrug her, fordi man kan jo ikke lave ulandsprojekter, hvis ikke man har en eller anden grundlæggende kendskab til materialer og redskaber, og sådan nogle ting. Og nu blev det jo samme med biavlen. Hvis ikke man selv havde været biavler, så kunne man ikke undervise i biavler i troperne, selvom det jo ikke er det samme.

Vilde eventyr

Ole Hertz har rejst over hele verden og været på mange eventyr og adskillige bistandsprojekter, men særligt en tur for nogle år stikker ud som særlig dramatisk. Dengang rejste han sammen med et andet medlem af biavlerforeningen for at lave et biavlerprojekt på nogle matriarkalske øer ud fra Guinea-Bissau i Vestafrika, hvor kvinderne styrede øerne som en slags bidronninger.

– Kvinderne gik stadig i basskørter, men det var dem, der bestemte. Og traditionen dikterede, at en svigersøn skulle tjene sin svigermor i de første to år, så det var spændende at opleve det samfund. Men turen blev ekstra dramatisk. Da vi en nat sejlede mellem øerne, gik der pludselig ild i et af brændstofrørene på båden midt om natten, siger han og holder vejret et øjeblik.

– Jeg var den eneste, der havde en lommelygte med, så vi kunne finde noget værktøj at lukke for brændstofstilførelsen.

På vej tilbage til hovedstaden skulle de to danske biavlere finde en taxa til lufthavnen.

– Men vi fandt kun en chauffør, der ikke havde nøgle til den bil, han kørte i. Han skulle ud og starte den med sådan nogle ledninger, og den gik jo hele tiden stå.

Det danske biavlermakkerpar nåede flyet, men skulle overnatte i Lissabon, inden de kunne komme helt hjem, så de besluttede at slappe af med en tur i den lokale zoologisk have.

– Men så var min kammerat nærmest ved at blive spist af en isbjørn, der åbenbart ikke var blevet ordentligt fodret med andet end noget gammelt brød. Min ven stod og kiggede ned i isbjørnehule, da den pludselig hoppede op og gik til angreb få centimeter fra hans arm, så den kunne hevet ham ned. Vi forestillede os derfor, hvordan det ville se ud med en artikel i Tidsskrift for Biavl med overskriften ”Dansk biavler ædt af isbjørn i Portugal efter rejse til Guinea-Bissau”, griner han og tilføjer:

– Det var en vild tid. Netop i Guinea-Bissau var den største pengeseddel på 5 kroner så vi skulle have en trillebør med for aflønne vores ansatte på projekterne. Og vi var udsat for mange svindelnumre. Også fra et hollandsk firma, der påstod at være blevet bestjålet for 300.000 kroner af vores projektpenge, men det viste sig at være fup.

Mistede kunstnersøn

Hjemme på Bornholm har han også oplevet både medgang og modgang.

– Da vi flyttede til Bornholm i 1972, fik vi først Karen, der har læst dansk og kommunikation på RUC, og senere kom Emil, der blev billedkunstner. Det gik ham godt som kunstner og han er repræsenteret fint på flere museer, men det har han ikke meget glæde af nu. For han døde af leukæmi for syv år siden. Hans død er det værste, vi har været ude for indtil nu. Han var syg i syv år, hvor han boede i mit gamle barndomshjem i Gudhjem, så vi havde ham tæt på.

Hvordan kommer man videre oven på sådan en sorg?

– Det er man bare nødt til. Men sorgen bliver man aldrig fri for, det går aldrig over rent følelsesmæssigt. Det var selvfølgelig værst i begyndelsen. Men vi bliver stadig mindet om ham. Vi er omgivet af hans ting her, og hver gang, man hører om en, der har fået en lignende sygdom, dukker sorgen også op i en. Men man forskyder det jo på en eller anden måde. Det er svært at sige, men man bliver nødt til at leve med det. Og det er jo nemmere, hvis man også har noget at leve for. Vi arbejder stadigvæk begge to som før. Og det giver mig mening at prøve at hjælpe andre. Men kræft er jo bare helt meningsløst, siger Ole Hertz, som samtidig prøver at affinde sig med, at døden er en del af livet.

– Vi dør jo allesammen. Det er bare kedeligt, når man gør det for tidligt. Og der er ikke nogen mening i det. Men da vi mistede Emil, opdagede vi, hvor mange andre, der har været udfordret af det nøjagtig samme. Og det bedste råd må være at fortsætte livet og gøre det så meningsfuldt som muligt ved netop at hjælpe andre, hvis man kan. For hvis man ikke har noget at fordybe sig i, så fordyber man sig jo bare i sine egne sorte tanker. Men hvis man kan hjælpe andre, hjælper man på en måde også sig selv, siger Ole Hertz, som sammen med sin kone samtidig har fundet en smuk måde at mindes Emil med en forbindelse til familien, for de har fået støbt en bikube i bronze på hans gravsten.

Livet er nu

Selv håber Ole Hertz på flere virksomme år, selvom han godt ved, hvor det bærer hen i sidste ende.

– Jeg vil da gerne leve lidt længere. Men jeg ved da godt, at livet ikke varer evigt. Slet ikke i vores alder. Nu er jeg 77 år. Der er rigtig mange af vores venner, der dør, når de kommer i slutningen af 70’erne eller får alle mulige sygdomme. Men vi er her stadig, og vi hører til de privilegerede. 60 procent af de pygmæernes børn dør, inden de bliver fem år. Og det nærmeste med en mening for mig er at prøve at hjælpe dem til at blive biavlere i stedet for at være tiggere, siger Ole Hertz, som stadig både har lysten og kræfterne til at være flittig som en bi.

– Jeg er også med i bestyrelsen for en NGO, som laver biavlsprojekter over hele verden. Vi har lige samlet en million kroner ind i Storbritannien, hvor halvdelen af pengene skal gå til at fortsætte projektet hos pygmæerne, når Danidas penge er væk. For de giver meget lidt til den slags. Men det er jo tilfredsstillende for mig selv, når det lykkes at hjælpe. For der findes steder i Afrika, hvor værdien af en spand honning er lige så meget værd som en ko. Og det er den jo ikke herhjemme, så det kan være en af de billigste og mest sikre måder at hjælpe den fattige bondebefolkning med bestøvning.

Hvordan vil du gerne huskes?

– Jeg kan stadig have fornemmelsen af, at jeg kunne have gjort meget mere, men jeg synes, at det må være kedeligt, hvis man kun lever for sig selv, så jeg vil da gerne huskes for nogle af de gode ting, jeg gjorde for andre. Men det er ikke det, jeg tænker mest på. Når jeg er død, er jeg jo væk, siger han og smiler flygtigt.

– Det er nu, det gælder.

Blå bog

Ole Hertz. Født I 1945.
Uddannet magister i etnografi med speciale i arktisk arkæologi. Siden har han gennemført antropologiske projekter over hele verden – især i Grønland og Afrika. I 1972 flyttede han sammen med sin kone, maleren Inge Lise Westman, til Østerlars, hvor han også begyndte som biavler. Det har ført til mange bistandsprojekter med biavl som hjælpemiddel, og i dag er han stadig bestyrelsesmedlem i den internationale biavlerforening Bees for Development, der har til formål at hjælpe udviklingslande med biavl. Ved siden sine antropologiske projekter og sine biavlsaktiviteter har han også taget billeder og udstillet på blandt andet Nationalmuseet, ligesom han har skrevet og illustreret en række bøger. Sammen med Inge Lise Westman har han fået to børn og flere børnebørn.