Der er ingen børn med PDO – kun voksne, der burde vide bedre

Lad os lytte lidt mere til 17-årige Johannes – og lidt mindre til 44-årige Mattias.

En ung mand skrev i lørdags en artikel i Tidende. Johannes er 17 år og går på 2.hf på Campus Bornholm. Han og hans jævnaldrende kører et forløb med Tidende, hvor de hen over skoleåret kommer en tur forbi avisen og har en en dag, hvor de skriver artikler.

Johannes valgte et meget personligt og fint emne og skrev ud fra sit eget perspektiv; Han havde nemlig slået sig lidt på børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes PDO-udmelding for en god måneds tid siden. PDO står for pissedårlig opdragelse, og det er forståeligt, at en ministers skrækkelige diagnosticering af dele af en generation falder nogle af de unge for brystet.

Johannes fortæller i sin artikel, at han har flere diagnoser, men at PDO ikke er en af dem. Den præmis køber han nemlig ikke. Og det er der god grund til.

For selvfølgelig findes der ikke børn og unge med den "diagnose". Der findes børn og unge, der mistrives. Børn og unge med traumer. Børn og unge, der kæmper med at passe ind. Og så findes der voksne – også ministre – der burde vide bedre end at gøre børnene til problemet.

Undervisningsministeren har også talt om lærernes ret til at tage fysisk fat i elever, der ikke makker ret, og det er en skadelig bemærkning, for også her flytter han fokus væk fra det ansvarlige system og over på de børn, der i forvejen kæmper mest.

Når Johannes skriver i avisen, at hans skolegang blev bedre af, at nogen faktisk mødte ham med forståelse, så er det en opskrift, som fremtidens skoler langt hellere skal lytte til end en minister, der har fået ordet opdragelse galt i halsen.

Disciplin, respekt og læring bør bygge på tryghed og ikke på tvang. På nysgerrighed, ikke på skældud. Og af voksne, der ser mennesket før nogen som helst diagnoser.