Flere hjorte forlader skoven og søger mod vejene netop nu. Eksperter har gode råd til, hvordan de undgår at ramme dem.
Man skal være ekstra opmærksom for tiden, når man sidder bag rattet.
Højsæsonen for hjortepåkørsler er nemlig over os.
I 2025 er der indtil starten af november påkørt 262 hjorte på Bornholm, der er blevet meldt til Dyrenes Beskyttelse. Ifølge organisationens opgørelse giver Bornholm en tredjeplads af kommuner med flest hjortepåkørsler. Den kommune med flest påkørsler er Aalborg Kommune, hvor der er registreret 309 påkørsler i år hos Dyrenes Beskyttelse.
Peter Gravlund, der er projektleder for fauna hos Dyrenes Beskyttelse, har et bud på, hvorfor Bornholm ligger så højt på listen.
– Jeg kunne forestille mig, at der er en ret tæt hjortebestand på Bornholm, og at den er voksende, siger han.
Peter Gravlund tilføjer, at der mangler data på rådyrbestanden.
– Men jeg har fundet data, der siger, at dårdyrbestanden på Bornholm er voksende.
En anden forklaring kan være, at der er meget skovareal på Bornholm.
– Hvis du har en mark, så ser du meget nemmere hjortene stå derude på forhånd, og så er man lidt advaret. Men i en skov, hvor der er beplantet tæt, så ser man dem sjældent, før de hopper ud foran bilen, siger han.
På landsplan har Dyrenes Beskyttelse registreret 9.526 påkørsler på hjorte i 2025. Det svarer til cirka 31 påkørsler om dagen i Danmark. I 2024 lød tallet i alt på 11.387 påkørsler.
Falck som bagstopper
Hvis uheldet er ude, og man rammer en hjort, er det Dyrenes beskyttelses vagtcentral på 1812, man skal have fat på, hvis dyret overlever påkørslen. Organisationen har frivillige rundt i hele landet, der bliver sendt ud for at finde dyret og sikre sig, at det ikke ligger og lider. Hvis de frivillige er forhindret, rykker Falck Bornholm ud.
– Dyrenes Beskyttelse har os som bagstopper. De har en liste på Bornholm med nogle frivillige jægere. Det er klart, at hvis de ringer klokken 2 om natten en lørdag, og de er til fest, så siger de nej tak. I de tilfælde ender det hos os, siger William Koch, der er områdeleder hos Falck på Bornholm.
Hvis dyret er dødt, er det i stedet MP Auto, der skal kontaktes, og så kommer de og henter det døde dyr. Den opgave har tidligere ligget hos Falck, men fra 1. januar 2025 overtog MP Auto den opgave efter aftale med Bornholms Regionskommune.
Årstiden spiller en stor rolle
Tallet for påkørsler kommer til at stige de næste måneder, da dådyr er særligt aktive lige nu. Ifølge naturvejleder hos Naturbornholm Troels Larsen er der flere forklaringer på det.
– Hovedsageligt er det fordi, det er deres brunstperiode nu, så de er mere aktive. De skal simpelthen rundt og parre sig.
Tidspunktet på året har også meget at sige, forklarer Troels Larsen. Hjortene gemmer sig nemlig i skoven i løbet af dagen, og først efter mørkets frembrud kommer de ud til vejene.
– Om vinteren bliver det tidligere mørkt, det vil sige, at vi stadig er aktive og vågne i den periode, hvor de kommer frem. Derfor ser vi hjortene meget oftere om vinteren, end vi gør om sommeren.
Den samme forklaring lyder fra Peter Gravlund.
– Brunsten kan gøre, at de løber mere rundt i landskabet. Men det tidspunkt, hvor vi kører mest i bil, det er jo på vej til arbejde og på vej hjem fra arbejde. Og det tidspunkt, hvor hjorte er mest aktive, er om morgenen og om aftenen, når lyset ikke er så stærkt. På den her tid af året overlapper det med, når vi kører mest i bil, siger han.
Skader på ambulancer
Nogen af dem, der ofte suser afsted på vejene, er ambulancefolkene.
– Som jeg husker det, har vi haft i hvert fald to til tre påkørsler af rådyr inden for de sidste tre måneder. Vi kører rigtig mange kilometer på landevejene, og vi kører også i skumringstid, siger William Koch.
Hos Falck har de derfor valgt at sætte såkaldte 'vildtfløjter' på alle ambulancerne. Det er en lille anordning, man sætter på sin bil, der laver en højfrekvent lyd, som kun nogle dyr kan høre. Vildtfløjten bruges til at gøre dyrene opmærksomme på bilen.
– Det er i hvert fald ideen, siger William Koch.
– Vi har valgt at gøre det. Det kan jo ikke skade at sætte den på. Så kan man håbe på, at det i hvert fald i nogle tilfælde hjælper.
De gange hvor ambulancen alligevel har ramt et dyr, har det heldigvis ikke ført til skader på personalet, men bilerne har fået nogle knubs.
– Det er klart, at det koster. Det er dyre skader. Der er meget, der kan gå i stykker på sådan en bil. Skaden kan hurtigt løbe op i 20.000 til 40.000 kroner.
Gode råd til bilister
Hvis man rammer en hjort og ringer 1812 for at få assistance, så kan det være en fordel at afmærke stedet, så de tilkaldte ved, hvor de skal lede, siger William Koch.
– De bliver anbefalet at blive og vente. Der kan være årsager til, at man ikke har mulighed for det, hvis man for eksempel skal nå en færge. Der kan der være smart at afmærke stedet ved for eksempel at sætte en pind med en plastikpose, så man kan se, om det er venstre eller højre side af vejen, når man kommer ud og skal eftersøge dyret.
Peter Gravlund fra Dyrenes Beskyttelse har også nogle gode råd, han vil give med på vejen.
– Det bedste at gøre, det er at lette foden lidt fra speederen, siger han.
Og så skal man være opmærksom på, at hvis man ser én hjort smutte over vejen, så er der en stor sandsynlighed for, at der kommer flere efter. Derudover kan det være en fordel at køre med langt lys, når der er mørkt, så man kan holde øje med genskær fra deres øjne, siger han.
Hvis man ser en hjort på vejen, så skal man ikke bare hakke bremsen i.
– Man skal aldrig lave en katastrofeopbremsning. De ulykker, der kan ske ved, at der kommer en bil bag fra, der ikke når at bremse, den kan være meget mere alvorlig, end hvis man skulle ramme et dyr. Det er det samme, hvis man undviger. Det er meget bedre, at det er mere kontrolleret, så sæt farten lidt ned, siger Peter Gravlund.