Efter 30 år: Q8 lukker og slukker

2023 bliver i første omgang uden en tankstation på havnen i Rønne. Lørdag klokken 18 er det slut.
Lørdag klokken 18, på årets sidste dag, lukker Dennis Skotte Corlin for sidste gang dørene til tankstationen Q8, der de seneste 30 år har betjent kunder på havnen i Rønne.
Han kan selv se tilbage på fem år som butikschef og sammen med et hold af 13 ansatte, skal han nu finde på noget andet at lave.
Tankstationen bliver offer for den store ombygning på Rønne Havn i forbindelse med ankomsten af Bornholmslinjens nye færge, Express 5.
Det blev allerede sidst i oktober offentligt, at tankstationen ikke kan blive liggende, og selvom Q8-kæden gerne vil blive på Bornholm, er der endnu ikke fundet noget nyt sted. På trods af at alle medarbejdere har været bevidste om, at deres arbejdsplads lukker, og at de alle mister jobbet, har de knoklet til det sidste, siger Dennis Skotte Corlin.
– Humøret har faktisk været højt hele vejen igennem, og personalet har passet deres arbejde og er mødt ind hver eneste dag, og det har været en gave. Vi har faktisk ikke tænkt på, når vi er mødt på job hver morgen, at vi alle har fået en opsigelse. Alle har været virkelig pligtopfyldende, siger han.
Når man har været butikschef i fem år, har man fået et nært forhold til både kolleger og kunder. Og det forhold bliver hårdt at miste.
– Det er som at miste gode venner. Jeg mister både kunderne og kollegerne, og det er et velfungerende team, der bliver splittet nu, påpeger butikschefen.
Alle varerne i butikken er blevet sat ned med 70 procent, og den sidste uge har ikke været særlig sjov for medarbejderne i butikken.
– Den sidste uge har været hård. Der er butikken begyndt at ligne et konkursbo. Vi har helt bevist kun sat vores varer langt ned i pris i den sidste uge. Nu har vi sat alt ned med 70 procent, og efterhånden er det ikke særlig sjovt at se på. Vi er jo stolte af vores butik, og det kan vi ikke være, når butikken er tom.
Vaskehallen blev onsdag afmonteret og sat på en lastbil. Vaskehallen skal bruges et andet sted i landet. Foto: Anders Liljeroth
Har jobtilbud
Onsdag blev vaskehallen afmonteret for at blive kørt til et andet sted i landet, og i det nye år har Dennis Skotte Corlin et par ugers arbejde på stationen, hvor han skal afmontere forskellige dele og sørge for, at eksterne montører kan få adgang til lokalerne. Herefter skal han selv finde ud af, hvad han skal lave.
– Jeg har fået nogle jobtilbud, som jeg overvejer i øjeblikket, så jeg skal lige finde ud af, hvad jeg vil. Jeg er blevet 50, og jeg kan mærke, at jeg har brug for ordnede forhold og en ordentlig løn. Så nu må vi se.
Så vidt han er orienteret, har de øvrige medarbejdere endnu ikke fået nyt job, men han forventer, at de alle i det nye år får tid til at koncentrere sig mere om den videre jobsøgning.
Hvordan bliver Rønne Havn uden en tankstation?
– Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver modtaget, særligt af turisterne. Bornholmerne skal såmænd nok finde ud af at ændre vaner, men jeg er mere bekymret for turisterne. Vi har i mange år været de første, der tager imod dem, der kommer med natfærgen, og vi er de sidste, som sender dem af sted om aftenen. Jeg tror, der kommer til at mangle et tilbud til dem, der kommer med færgen klokken seks. Og der kommer også til at mangle et toilet. Men det er måske noget af det, man finder ud af efter 1. januar.
Butikken har sat alle varer ned med 70 procent, og det har bevirket at de fleste af hylderne er tomme. Foto: Anders Liljeroth
Dennis Skotte Corlin fortæller om rigtig mange turister, der kommer til Bornholm og tager på tanken for at spise morgenmad og drikke deres morgenkaffe, og han mener, at tanken vil blive savnet af mange af de gående og cyklende passagerer.
– Vi har jo været et servicested, hvor vi ofte har sendt turisterne videre ud på øen. Dem der lige mangler en cykelpumpe eller noget helt andet. Der har vi ofte ageret turistinformation. Det bliver spændende at se, hvordan det vil gå i det nye år.
NYT JOB
MEST LÆSTE

Farlige vaner starter i stilhed

En sijllavitta
‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration