Fabrikken skal være større
Bornholm Spirits har stadig stort fokus på de produkter, som den tidligere ejer har solgt i mange år, som den kendte Bornholmerbitter og juleakvaviten, og de fylder fortsat meget på fabrikken. Men der kommer løbende nye drikkevarer med i porteføljen, og for de nye snapse er økologi et must. Og selvom virksomheden gerne så, at der blev brugt masser af bornholmske råvarer i snapsene, så har de været svære at skaffe.
– I de nye snapse fra Bornholm Spirits, dem der er nummereret fra et til otte, der har vi købt bornholmske råvarer i det omfang, vi har kunnet. For eksempel bruger vi havtorn fra Høstet i vores nummer to med havtorn, dild og agurk, og også i nummer seks med blåbær og citron, der får vi blåbær fra den økologiske plantage udenfor Rønne. Så der kommer noget Bornholm ind i vores produkter. Og det vil vi helst, fortæller produktionschef Dennis Christensen.
Generelt vil Bornholm Spirits lægge mere vægt på, at fabrikken ligger i Nexø, og den vil efter planen for de kommende år blive større, end den er nu.
– Vi har lige fået et tilbud i sidste uge på, hvordan vi kan bygge om og modernisere hele området. Så jeg vil skyde på, at indenfor tre år har vi en meget større spritfabrik, som Nexø kan være meget stolt af. Vi lægger meget vægt på, at fabrikken ligger i Nexø, og vi kommer også til at åbne for fabriksrundvisninger og får sat gang i vores kobberkedler, lover direktør Simon Vistisen.