'Det udstråler helt sikkert mere et rådhus'

'Det udstråler helt sikkert mere et rådhus'
Sådan så det ud for godt et år siden, da flytningen var i fuld gang.
ERHVERV | Torsdag 23. november 2023 • 05:30
Af:
Tekst
foto: Jesper Dollerup Merved
ERHVERV | Torsdag 23. november 2023 • 05:30

For nylig kunne en stor del af kommunens medarbejdere fejre etårs-dagen for flytningen fra Ullasvej i Rønne til Snorrebakken. Tidende har besøgt det nye rådhus for at tage temperaturen på, hvordan borgmester og medarbejdere trives i de nye rammer.

Godt et år er gået, og de tidligere UCC-bygninger på toppen af Snorrebakken har efterhånden vænnet sig til at agere rådhus.

Det var helt præcist den 3. november 2022, at borgmester Jacob Trøst (K) sammen med udviklingsafdelingen, politisk service, HR og kommunikation, juridisk service og direktionen flyttede fra lokalerne på Ullasvej i Rønne til de nyrenoverede lokaler på Snorrebakken. Og selvom der nu er gået over et år, siden borgmesteren flyttede ind på sit nye kontor, er der ikke sket det helt store i forhold til indretning.

– Jeg går ikke rigtig op i det. Det afslører nok sig selv, siger Trøst med et smil, da Tidende møder ham på borgmesterkontoret og noterer, at det ligner sig selv fra et år siden.

– Det er noget, jeg går op i, i mit eget hjem. Men når jeg er på arbejde, er det mit fokus. Det må selvfølgelig gerne være præsentabelt, og jeg får også to billeder på væggen snart, men det er nok mere andre, der tænker på det end mig.

Har nogen banket på døren og sagt: ”Jacob, du er altså nødt til at få hængt noget på væggene?”

– Ja ja, det er der. Også at jeg skal have ryddet op på skrivebordet og så videre. Men jeg får heldigvis lov til selv at bestemme. Jeg har dog nikket til, at de må sætte grønne planter op, men det er ikke noget, jeg selv har bedt om, fortæller borgmesteren grinende.


Andre har kommenteret på det lidt rodede skrivebord, fortæller Jacob Trøst.

Trives i nye omgivelser

Det gode humør afspejler sig også, når snakken falder på, hvordan flytningen er forløbet.

Selv har han skiftet arbejdsplads flere gange i sit arbejdsliv, hvor han har oplevet det, han selv kalder 'mildt sagt skiftende arbejdsklima'.

– Jeg har skullet arbejde i storm og orkan ude på et skib eller fra en bil og motorcykel i alt slags vejr. Så bare det at komme ind og sidde på et kontor er luksus, siger Trøst, der derfor ikke havde den store udfordring med at finde sig til rette i de nye rammer.

– I starten skal man lige have nogle ting tilpasset. Der var blandt andet noget med en ventilation, der larmede lidt, så der var nogle småjusteringer undervejs, hvilket der jo altid vil være i nye omgivelser. Men der gik ikke mange dage, før jeg havde vænnet mig til, at nu er det her, jeg sidder.

Derfor har det største fokus i stedet været, hvordan de forskellige medarbejdere, der flyttede ind på Snorrebakken sidste år, har oplevet at rykke arbejdsplads.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vores medarbejdere trives, og at man kan imødekomme de ønsker, som man har til, at man kan fungere bedst muligt. For nogle betyder de fysiske rammer selvfølgelig meget. Er det for eksempel storrumskontor, eller er det enkeltmandskontor. Men det er mit indtryk, at det nu fungerer godt, og at medarbejderne trives, siger Jacob Trøst, som stort set kun har hørt positive ting.

Også selvom det er blevet lidt mere bøvlet for dem, der bor i Rønne, at de nu skal op på toppen af Snorrebakken i stedet for Ullasvej.

– Men samtidig er der også nogle, der nu bor tættere på arbejdet, bemærker Trøst i samme ombæring.


Det har forbedret arbejdsmiljøet markant at flytte til Snorrebakken, mener Caroline Meyer White.

Sad nærmest på skødet af hinanden

En ting er dog, hvad borgmesteren oplever, en anden ting kan være, hvordan medarbejderne reelt har det i de nye rammer.

På en tur rundt i det, man nok stadig godt kan kalde det 'nye' rådhus, møder Tidende blandt andre Caroline Meyer White.

Hun sidder i udviklingsafdelingen som konsulent og er derudover koordinator for Energiø Bornholm. Og der er opbakning til borgmesterens indtryk af forløbet, når hun ser tilbage på, hvordan flytning og tilpasning er gået det seneste år.

– Flytningen foregik meget struktureret, og så var det egentlig mest op til os selv, at vi fik ryddet op på vores tidligere kontorpladser, siger Caroline Meyer White, der meget hurtigt fandt sig til rette.

– Det gik egentlig nemt, men jeg vil dog sige, at det lige tog lidt tid at få styr på, hvor de forskellige mødelokaler ligger. I starten havde de nogle søde charmerende bornholmske navne, men det blev lidt nemmere, da de fik numre, griner hun.

På Ullasvej sad de nærmest på skødet af hinanden i nogle små lokaler, hvor de nu i stedet kan sidde sammen i hele teamet indenfor deres arbejdsområde, fortæller hun. Derudover var det ofte svært at finde ledige mødelokaler i de tidligere rammer, og det var særligt et problem, hvis man selv eller andre pludselig fik et online møde, forklarer udviklingskonsulenten og giver et eksempel på den tidligere udfordring.

– Jeg var projektleder på et projekt, hvor det var ret vigtigt, at jeg sad jævnligt sammen med en kollega fra en anden organisation. Han ville simpelthen ikke komme ned og sidde på Ullasvej, fordi han havde mange online møder i løbet af en dag, og det kunne han ikke få til at fungere der. Men efter vi flyttede herhen, kunne han komme og få det til at passe. Så det har været en kæmpe forbedring fra dag et, og det har helt klart forbedret arbejdsmiljøet.

Caroline Meyer White og udviklingsafdelingen holder til i et stort åbent lokale, hvor det er svært at undgå at få en masse lys ind qua de markante vinduespartier, der pryder facaden.

– Jeg synes jo, det er et fantastisk lokale. Især efter vi fik planterne, som vi nu går og passer, fortæller hun og tilføjer, at de enkelte medarbejdere har været meget inddraget i processen.

– Alle kom herop og så det, inden vi flyttede, og var med til at se på, hvordan vi selv synes, vi ville sidde bedst. Jeg startede for eksempel med at sidde i den anden ende af lokalet, men så fik vi lov til at flytte lidt flere op i den her ende. Det er rigtig fedt, fordi så mærker man, at man er en del af hele afdelingen på en lidt mere aktiv måde.


Stephanie Østergaard Christiansen (th.) og Rikke Agnete Andersen har oplevet en meget smidig overgang fra Ullasvej til Snorrebakken.

Ingen er blevet løbet over ende

Går man op ad trappen fra det store åbne kontor, ligger borgmesterens kontor nede for enden til venstre, og går man til højre, kommer man ned til sekretariatsservice, der deler de to kontorer, der ligger over for hinanden.

Her holder de to HR-konsulenter Rikke Agnete Andersen og Stephanie Østergaard Christiansen til, og man møder en lignende ordlyd, når de reflekterer over, hvordan det har været at flytte ind på Snorrebakken.

– Jeg synes egentlig, at det gik godt og meget smidigt. Vi fik god hjælp af de servicemedarbejdere, der var på Ullasvej. Jeg opfattede det i hvert fald ikke som stressende, siger Rikke Agnete Andersen, der suppleres af kollegaen.

– Der har været ret god information og kommunikation, så man vidste hele tiden, hvad der skulle ske, og hvornår det skulle ske, fortæller Stephanie Østergaard Christiansen.

De har på samme måde som Caroline Meyer White oplevet, at medarbejderne i stor stil er blevet taget med på vejen i forhold til at indrette sig i de nye rammer - helt ned til små lavpraktiske ting.

– Vi har selv indrettet kontorerne, og det har vi gjort med de møbler, vi lige har kunnet finde. Der var sådan et depot med gamle møbler, der har været til overs tidligere, siger Rikke, før Stephanie bryder ind:

– Det er derfor, vi har sådan en lidt 70’er-retro stil på vores kontor. Det stammer fra kælderdepoter. Men tiderne er jo moderne i forhold til genbrug, griner Stephanie Østergaard Christiansen og slår over i en mere seriøs tone.

– Men det betyder virkelig noget, at vi er blevet taget med på råd, og det har også været med til at gøre, at det har været en smidig overgang. Ingen har følt sig løbet over ende. Det er vores kontorer, og det er faktisk rigtig rart.

Udstråler mere rådhus

Udover det forbedrede arbejdsmiljø hos medarbejderne betyder de nye rammer også noget, når man skal invitere folk ind på rådhuset, mener Stephanie Østergaard Christiansen.

– Det udstråler helt sikkert mere et rådhus nu. Og selvom vi ligger på toppen af en bakke, som måske kan skræmme nogen væk, så føler jeg, det er meget mere inkluderende, end det gamle var, siger hun og fortsætter:

– Jeg synes også, det betyder noget, at vi har fået den her store aula, hvor der kan afholdes ting også for borgerne. At vi som kommune kan huse det, er et vigtigt signal.

Rikke Agnete Andersen tilføjer:

– Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at budgettet er lidt presset, så det, at vi faktisk har et lokale i kommunen, som vi selv kan bruge og råde over, er jo langt bedre, end at vi skal bruge penge på at leje lokaler ude i byen.

Begge dele kan Jacob Trøst godt nikke genkendende til. Også selvom han egentlig var fint tilfreds med sit kontor på Ullasvej.

– Men det er klart, at bygningen på Ullasvej måske ikke udstråler, at her bor borgmesteren. Og så synes jeg, det er meget positivt, at vi også kan holde store møder for både medarbejdere og borgere, så de bliver en del af rådhuset. Det er jeg rigtig glad for, og det sparer jo også penge.


Indgangspartiet til Snorrebakken, der for nylig kunne fejre etårs-dag som rådhus.

Flytte medarbejdere fra Tejn?

Selvom en god del af kommunens medarbejdere er flyttet ind på Snorrebakken, er der stadig nogle lokaler tomme, og står det til Caroline Meyer White, må der gerne komme endnu flere folk til.

– Forholdene er så fine her, så jeg tænker da, at det vil være godt, hvis man kan udnytte alle lokaler. Det har løftet kvaliteten ekstremt meget for os, der før sad på Ullasvej, og jeg tænker, at for lederne og direktørerne vil det være en endnu større fordel, hvis de får samlet flere på den samme matrikel, siger udviklingskonsulenten, der samtidig godt er klar over, at ikke alle kan flytte ind på Snorrebakken i dets nuværende form.

– Vi har et tæt samarbejde med Plan, så egoistisk set ville jeg da gerne have, at de også flyttede herop, men de har jo også et tæt samarbejde med Byg og Miljø, og så skulle de også være her, og det er der ikke plads til, lyder rationalet fra Caroline Meyer White.

Lige nu holder kommunens byggesags- og planmedarbejdere, men også miljøfolkene og brandtilsynet til på rådhuset i Tejn, og selvom tanken om et stort samlet rådhus er fristende, ligger det ikke umiddelbart i kortene, forklarer Jacob Trøst.

– Jeg kan sagtens se, at det giver god mening med et samlet rådhus, men vi har bare ikke de penge. Så vi må finde de bedste løsninger med de muligheder, vi har, siger borgmesteren og understreger, at der ikke er konkrete planer om at flytte nogen lige nu.

I forvejen rykker Bornholms Museum i den nærmeste fremtid ind på Snorrebakken, og Jacob Trøst forklarer da også, at det er vigtigt, at man udnytter den plads, man har bedst muligt.

– Nu skal museet rykke herop, og det glæder mig, at vi kan udnytte kvadratmeterne til gavn for alle. Men arbejdet fortsætter, og vi er i gang med at undersøge, om vi kan få flere medarbejdere herop. Men langt henad vejen er det jo også et arbejde, som direktørerne har mandat til. Det behøver vi ikke at gøre til politik. Vi er optagede af at udnytte vores matrikler bedre. Det går jeg meget op i. Dem vi ikke skal bruge, skal vi ikke have.

Borgmesteren glæder sig i det hele taget over, at man har kunnet trække den berømte streg i sandet i forhold til Snorrebakken og snakken om at bygge et helt nyt rådhus.

– Og jeg tror den gnidningsfrie flytning har haft indflydelse på, at debatten er forstummet lidt. Jeg synes faktisk, det er en god historie.


 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT