Tilflytter: 'Jeg niver mig ærlig talt lidt i armen'

Tilflytter: 'Jeg niver mig ærlig talt lidt i armen'
Nina Valeur. Eget foto
DAGENS NAVN | Onsdag 21. maj 2025 • 05:30
DAGENS NAVN | Onsdag 21. maj 2025 • 05:30

 

Nina Valeur er ny koncernjurist i Ocean Prawns - her fortæller den 35-årige tilflytter blandt andet om turen fra Aarhus til Bornholm, og hvorfor hun valgte at læse jura.

Du har boet på Bornholm i fem år med din familie og startede sidste år i en nyoprettet stilling hos Ocean Prawns i Nexø. Hvor kommer du fra?

– Jeg er opvokset i Aarhus, hvor min familie stadig bor, og hvor jeg kommer så meget, som det nu er muligt.

Du er jurist med speciale i blandt andet ansættelses- og selskabsret. Jura, er det noget der ligger i generne, eller hvad fik dig til at vælge lige præcis det fag?

– Jeg har altid været optaget af samfund og politik og var den nørdede gymnasieelev, der læste avisen hver morgen før jeg tog i skole. Juraen er med til at forme normer og værdier i vores samfund, demokratiet. Det er vildt spændende. Realiteten på jurastudiet var ikke helt så højtflyvende, men nok mere brugbar.

Du tog din bachelor i Aarhus og kandidaten i København. Hvad fik dig til at skifte?

– København er generelt attraktiv for studerende, da der er mange muligheder for studiejobs i advokathuse, ministerier og organisationer. Samtidig var jeg ung og eventyrlysten og trængte til at prøve noget andet end de trygge rammer i Aarhus. Min oplevelse er, at vi som mennesker kan trives mange steder med en positiv og åben tilgang. Det viste sig også at være tilfældet på Bornholm.

Du har arbejdet som advokatfuldmægtig hos Kammeradvokaten og i Dansk Industri. Hvilke sager var du mest inde over?

– Hos Kammeradvokaten sad jeg blandt andet med finansiel regulering og selskabsret. Hos Dansk Industri rådgav jeg om arbejds- og ansættelsesret. En stor del af mine arbejdsopgaver var at bistå til mæglings- og organisationsmøder. Jeg trives i et forhandlingsmiljø og er meget løsningsorienteret. Selvom jeg også har arbejdet med retssager, så ligger det mig på sinde at håndtere konflikter i opløbet. Det er selvfølgelig ikke altid muligt, men en retssagsproces er hård for alle parter.

I 2020 flyttede du til Bornholm med mand og to børn. I er begge to fra Aarhus. Hvad lå der bag den beslutning?

– Vi fik vores andet barn og der blev trængt i Østerbro-lejligheden. Vi så det som en mulighed for at tage et par år på eventyr som familie, selvom det var vildt at opsige to gode jobs og rykke østpå. For at det ikke skal være løgn, ramte corona to uger efter vi flyttede, så vi fik set rigtig meget af øen en grå og regnfuld marts. Det var selvfølgelig uheldig timing, men det viste sig også at være en gave at få ro til at lande. Vi fik nogle meget nære venskaber i den tid, som også er en del af grunden til, at vi stadig er på øen i dag.

Hvordan har det så været at flytte fra København til en ø langt ude i Østersøen?

– Bornholm er jo fantastisk smuk og har meget at byde på inden for korte afstande. Fra at stå på en legeplads i København lørdag formiddag med en to-go kaffe i hånden, kan vi nu gå på svampejagt i skoven eller lege på klipperne. Børnene har en fri og tryg barndom i et lokalsamfund, hvor man har øje for hinanden. Når vi tager et aftendyp fra klipperne med børn og venner, så niver jeg mig ærlig talt lidt i armen. Men Bornholm har jo også udfordringer. Noget af det spændende ved at være del af Ocean Prawns er netop udviklingsprojekterne på øen. Det blev hurtigt meget tydeligt for mig, at Bornholm er en stor del af DNA’et i Ocean Prawns. Det ser jeg i de beslutninger der bliver truffet og den måde der føres forretning på.

I har slået jer ned i Svaneke, hvad får du tiden til at gå med, når du ikke er på arbejde?

– Jeg lever et meget klassisk børnefamilieliv med arrangementer og aktiviteter, men griber mine muligheder for at stikke i et par løbesko eller sidde med en bog. Svaneke er fyldt med initiativrige mennesker, så der sker en masse og fællesskabet er stærkt. Senest har vi en flok læselystne kvinder startet en lille bogklub, hvor vi mødes, drikker et glas vin og snakker – også lidt om bogen.

Nina Valeur

Alder: 35

Uddannelse: Cand. Jur.

Bopæl: Svaneke

Civilstand: Gift med Tobias, sammen har vi tre børn på to, fem og otte

Fritidsinteresser: Venner/familie, rejser, natur, løb



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT