"Ankestyrelsen vurderer, at Bornholms Regionskommune handler i strid med paragraf 3, stk. 2 i retssikkerhedsloven ved ikke at have offentliggjort frister for behandling af ansøgninger på alle relevante sagsområder", skrev Ankestyrelsen den 5. maj til regionskommunen.
"Der mangler for eksempel offentliggjorte sagsbehandlingsfrister for sager om fleksjob, ressourceforløb, revalidering og mentorstøtte efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, VISO-forløb efter lov om social service og forebyggende indsatser samt ansøgning om at blive netværksplejefamilie efter barnets lov", fortsatte Ankestyrelsen.
– Jeg betragter Ankestyrelsens udtalelse som en generel lammer til kommunen, der bare må rette ind efter loven. Det er selvfølgelig ikke noget, som jeg er glad for, siger socialudvalgets formand René Danielsson (DF).
Anden gang indenfor et år
Søgelyset på den lange række af svarfrister, som regionskommunen ikke har oplyst om, blev første gang rettet mod kommunen i oktober sidste år.