Tidligt mistede hun sin mor, men faderen gjorde et stort arbejde med pigerne, og Solvejg talte altid om ham med kærlighed, beundring og respekt. Da hun i teenageårene viste stor interesse for at komme ud at opleve verden, havde hun hans fulde opbakning, og hun arbejdede både i Skotland, England, Island og Norge, ligesom hun også havde et længerevarende ophold i Israel i kibbutz.
Flere uddannelser
Efter dette uddannede Solvejg sig som pædagog og arbejdede med udsatte børn på børnehjem, både i København og på Bornholm. For at få lagt et lag på sin kunnen tog hun derefter uddannelsen som socialrådgiver i Esbjerg, og her blev hendes store interesse for familiebehandling grundlagt.
Efter få år som kommunal socialrådgiver tog hendes erhvervsforløb fart, og blandt andet kan nævnes: Amtskonsulent, centerleder på Familiebehandlingscenteret Møllebakken, uddannelsesleder i Baltisk Uddannelsesø, kultur- og socialchef i Hasle kommune, børne-og familiechef i Nexø kommune, og afdelingsleder i regionskommunen vedrørende handicap, socialpsykiatri og misbrug.