Heldigvis blev Claus frisk igen, og der blev ansat en ny souschef, som lige nu er på barsel, men kommer tilbage, ligesom der blev skruet på alt, hvad der kan skrues på af åbningstider, personale med mere for at spare på udgifterne.
Anstrengelserne var dog ikke nok til at redde årsresultatet, som viser et underskud på 680.000 kroner efter skat. Omsætningen har blot været 7.000 kroner lavere end i 2021, men til gengæld har avancen - hvor meget man tjener på en vare eller ydelse - været markant dårligere, og det er det, som trækker regnskabet ned.
– Vi lukker ikke, men det er ingen hemmelighed, at det ikke er nemt. For at vi skal overleve, og Svaneke fortsat skal have en brugs, så må I støtte os. Vi kan se, at der er nogle af vores medlemmer, som må handle andre steder, fortalte Lene Nielsen og konstaterede, at medlemmernes andel af omsætningen er faldet fra 53,67 procent i 2022 til 52,45 procent i 2023.
Det har dog ikke været ynk alt sammen, forsikrede Lene Nielsen, som glæder sig over, at der i dag er 1173 medlemmer af brugsen i Svaneke, hvilket er 100 flere end i 2021. Dog er kun 21 procent af medlemmerne under 55 år.
– En opfordring er også, at I medlemmer bruger jeres opsparede bonus i butikken, og det er jo ret mange penge, fortalte næstformanden og oplyste, at den seneste opgørelse viser, at der i Svaneke er opsparet hele 235.093,70 kroner.