Arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og medarbejderne burde egentlig have henvendt sig til deres respektive fagforeninger, hvis de mener, at der er en, som i strid med en aftale går i gang med nogle arbejdsopgaver, som faktisk var øremærket nogle timelønnede medarbejdere.
– Så burde fagforeningerne have ført en sag mod arbejdspladsen, men jeg tror, der også har været en masse følelser involveret i den her arbejdsnedlæggelse. Det er mit indtryk, og så har de måske handlet mere instinktivt og følelsesmæssigt end at sige, at det er deres opfattelse, at der er tale om et aftalebrud, og det vil de gerne have deres fagforeningerne til at se på, lyder det fra Teddy Hansen.
I samtaler med nogle medarbejdere fornemmer han frustrationer over, at Jensen Denmark i stedet for at gøre brug af hjælpepakker sendte folk hjem i takt med, at efterspørgslen og produktionen faldt under coronakrisen.
– Men det er et trosspørgsmål. Det er min opfattelse, at der har været nogle opsparede frustrationer. Det er det, vi har kunnet mærke på vores medlemmer, at Jensen ikke gav meget dengang. Jensen kiggede på, om der var noget, der skulle laves. Det var der ikke, og så blev folk fyret, siger Teddy Hansen.
Den berømte dråbe