Aage om næsten 60 år som landmand: Han fik de gamle tanter til at ryste på hovedet

Det var en livsform med lange arbejdsdage, men Aage Folkmann ville ikke vælge anderledes, hvis han havde været ung i dag.

– Da jeg kom hjem fra USA, fortalte jeg om gårde, der var så store, at tre af dem ville dække hele Bornholm. De gamle tanter rystede på hovedet og sagde: "Han har taget skade".

Aage Folkmann fortæller historien om en ungdom, hvor han over 10 år fra 1953 til 1963 arbejdede 17 forskellige steder for at forberede sig til et liv som selvstændig landmand.

– Det var ikke nok, at det var en god plads. Jeg ville gerne se lidt mere, siger han.

Den lange liste starter med fødegården Strandbygård i Østerlars efter konfirmationen. Så følger pladser rundt på Bornholm, på Sjælland og i Vestjylland, et ophold på Køng Højskole på Fyn og værnepligtstiden på Almegårds Kaserne er også talt med, og de næsten to år i USA, hvor han var i Washington og Californien.

Den 20. januar 1964 overtog Aage Folkmann Gildesgård i Vestermarie, og i maj samme år blev han gift med Maja fra Vestjylland.

Gildesgård var dengang en gård med 16,8 hektar jord (13 hektar avlsjord), fire køer, seks kalve og 20 grisesøer. Da han i 1997 solgte til sønnen Jens, var gården vokset med seks små ejendomme og nået op på 100 hektar jord, 50 grisesøer, slagtegrise og 40 køer.

Flyttede til Grønvang

Maja og Aage Folkmann flyttede til ejendommen Grønvang på Vestermarievej, hvor de fortsatte produktionen af op imod 2.000 slagtesvin om året. Der var dyr på Grønvang indtil for syv-otte år siden, hvorefter Aage Folkmann fortsatte med at dyrke de 39 hektar avlsjord og sælge kornet.

For to år siden forpagtede han jorden ud til sønnen Lars på Lynggård i Rø, og Aage Folkmann, der i efteråret fyldte 85 år, blev "rigtig" pensionist efter næsten 60 år som selvstændig landmand.

– Nu holder jeg haven og bygningerne, og så har vi et sommerhus, som også skal passes, siger han.

For den unge Aage var det en selvfølge, at han skulle være landmand.

– Der var heller ikke så mange alternativer dengang i Østerlars. Jeg kunne måske også være blevet smed eller snedker, siger han.

Da Aage Folkmann startede som medhjælper på Strandbygård, fik han 800 kroner for det første halve år – med besked fra faren om, at de 400 skulle i banken.

Det var en ganske god lærdom, som Aage Folkmann har bragt med sig videre.

– Dengang skulle man i hvert fald selv komme med 20 procent af købesummen, når man skulle købe en gård.

Gjorde du også det, da du købte Gildesgård?

– Jeg lagde 50 procent. Men det hele skulle også renoveres. Vi startede med stuehuset. Det regnede ned i soveværelset, og der var rottehuller i stuen.

Vi havde ikke fjernsyn

Mælkekusken kom med traktor og vogn ved 7-tiden for at hente mælkejungerne til først Lobbæk Mejeri og senere Bornholms Andelsmejeri i Klemensker.

Så arbejdsdagen på Gildesgård startede med malkningen ved 5.30-6 tiden om morgenen, og så skulle der malkes igen sidst på eftermiddagen. Indimellem var der så alt det andet arbejde, og nogle gange blev aftenerne taget i brug til at renovere.

– Vi havde jo ikke fjernsyn dengang...

– Og man gik jo ikke i banken og lånte penge til 20 procent i rente, hvis man kunne undgå det. Vi sparede op, og når der så var penge til det, byggede vi lidt igen.

– Det var lange arbejdsdage for at få det til at hænge sammen, men det betød ikke noget, når det også var en hobby, og jeg kunne se, at indsatsen gavnede. Det var en tilfredsstillelse, siger Aage Folkmann, der dog glæder sig over, at mange hjælpemidler har gjort arbejdet i staldene lettere.

– Dengang kunne man have en fornemmelse af, at man løb rundt med en trillebør mellem hænderne en stor del af dagen, siger han.

En anden livsform

– Det var en livsform, som er væk i dag. Maja og jeg var aldrig på arbejdsmarkedet, men levede af landbruget, og vi var hjemme til at drøfte tingene over både formiddagskaffen og eftermiddagskaffen.

– Vi fik tre sønner og en datter (John, Lars, Jens og Gitte), og der kom mange børn i huset efter skoletid, for vi var jo hjemme, og klokken 15 var der saftevand i køkkenet. Drengene hjalp med landbruget, og da den yngste, Jens, flyttede hjemmefra, ansatte vi en medhjælper. Det var et liv, som jeg ikke ville have byttet for noget.

– Jeg har været godt tilfreds hele tiden og aldrig haft minus. Men overskuddet har ikke altid været så stort, og vi har ikke været i den gruppe, som tog til Mallorca hvert år. Vi tog måske en firedages tur til Majas familie i Vestjylland. En rejsedag i hver ende og så to dage hos familien.

– Det med at rejse lagde vi ud i fremtiden. Det fik Maja desværre ikke glæde af, idet hun døde i 1998. Det blev i stedet for Karen og jeg, der kom ud at rejse, og vi har været en del rundt i verden.

Karen Sørensen fra en naboejendom mistede sin mand næsten samtidig med, at Maja døde.

– Så blev vi efter et stykke tid enige om at spare et Bornholms Tidende-abonnement, og Karen flyttede ind på Grønvang.

Aage Folkmann med tre udgaver af Gildesgård – den nederste på det meget falmede billede var den gård, han overtog for 60 år siden. Foto: Holger Larsen

Søn overtog gården

Den yngste søn Jens overtog Gildesgård i 1997. Han udvidede, og det gik godt i mange år.

Aage Folkmann har tre fotos på væggen af Gildesgård. Et af gården, som den så ud i 1964, da han overtog den, og så to billeder, der viser hvor meget større gården er blevet siden, og han hiver en kopi frem fra Tidende for at vise, hvordan gården ser ud i dag med den seneste udvidelse.

Det sluttede brat for Jens Folkmann i 2017, da det gik galt med økonomien.

– Jeg synes, at alt for mange unge er blevet "prikket" ud af landbruget. Det er dem, der har opbygget store besætninger, som skaber god beskæftigelse og omsætning andre steder, som på mejeriet. Jeg mener, at det uforskyldt er gået galt for mange. Renten var nede på 0 procent på et tidspunkt, og det har måske væltet nogen ud i ulykke, fordi det var så nemt at låne penge, mener Aage Folkmann.

– Intet er stabilt. Det har altid gået op og ned, og der har i min tid også været landmænd, der ikke kunne klare sig, siger han.

Aage Folkmann glæder sig over, at Jens er landet godt på benene igen efter det kedelige farvel til fødegården. Han har uddannet sig som mekaniker og arbejder i dag hos Sivertsen / Hellisen i Lobbæk – ligesom broren John.

Amerikanske tilstande

Hvor det tidligere var Gildesgård, som opkøbte, er det nu gården, der er blevet opkøbt for at indgå i et større landbrugskooperativ.

Det er ikke en udvikling, som Aage Folkmann bifalder, men han erkender også, at udviklingen med større enheder har været i gang i mange år, og at han faktisk selv var med til at starte opkøbene:

– Men hvor vi dengang i 1980’erne begyndte at opkøbe små ejendomme, når de kom til salg, så er det i dag gårde, som bliver opkøbt, siger han.

– Her i området er der også blevet langt mellem bedrifterne. Der kommer en traktor en gang imellem, og i løbet af nogle få timer er det hele tilsået. Og så kan der gå lang tid, inden man ser nogen igen. Når vi hakkede roer i gamle dage, gik naboen også og hakkede roer.

– Det næste bliver, at landbrugene bliver drevet af store selskaber. Der er ingen unge landmænd, der kan låne penge til den store investering, det er blevet at investere i en gård.

Udviklingen på Bornholm nærmer sig de amerikanske tilstande, som Aages gamle tanter havde så svært ved at forstå. Men alligevel erklærer Aage Folkmann:

– Jeg tror også, at jeg var blevet landmand, hvis jeg havde været ung i dag.

Sprøjtegiften skulle graves ned

Miljø, udledning af kvælstof, økologi, bæredygtighed med videre var ikke temaer, da Aage Folkmann drev Gildesgård.

– Jeg mener, at man har ret i nogle af tingene. Det hele er jo vendt på hovedet. Da jeg startede, blev jeg rådgivet til at dræne over det hele for at kunne indvinde så meget landbrugsjord som muligt. Det første miljøtiltag, jeg husker, var da vi fik gravet op for at genskabe nogle gamle vandhuller af hensyn til løvfrøerne.

– Jeg brugte ikke kemi i mange år. Men jeg husker, at på de første dunke med sprøjtegift stod der, at eventuelle rester skulle graves en halv meter ned i jorden...

– Men jeg købte altså ikke mere, end jeg skulle bruge, understreger Aage Folkmann.

– Med hensyn til økologi har det jo vist sig, at ingen kan leve af det. Hvis vi forestillede os, at hele landbruget blev økologisk, ville der ikke blive meget til eksport, og vores fødevarer blev dyrere.

– Men forbrugerne vil jo ikke betale mere end højst nødvendigt. Da jeg startede, brugte vi 25 procent af vores disponible indkomst på fødevarer, i dag er det under 10 procent. Vi har fået andre vigtige ting at bruge penge på som fjernsyn, computere, mobiltelefoner og den slags...