60 års vaskerihistorie i Allinge

60 års vaskerihistorie i Allinge
Et kig ind på Bornholms Andelsvaskeri i 2005. Arkivfoto: Allan Rieck
ERHVERV | Mandag 18. december 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Mandag 18. december 2023 • 05:30

Andelsvaskeriet drev i mange år også en badeanstalt.

Bornholms Andelsvaskeris historie daterer sig tilbage til umiddelbart efter Anden Verdenskrigs ophør, hvor der over hele landet opstod tanker om at oprette vaskerier på andelsbasis.

Da andelsselskabet på Bornholm var stiftet i 1948, blev der kamp om, hvor vaskeriet skulle placeres. Flere byer var interesserede. Det endte med at blive udslagsgivende, at Allinge-Sandvig Kommune tilbød en meget lav vandpris på kun 10 øre pr. kubikmeter på betingelse af, at vaskeriet oprettede og drev en badeanstalt, som byrådet ville yde et tilskud på 25.000 kroner til.

Det var på den tid ikke almindeligt med badeværelser i hjemmene, så i mange år kunne man komme og tage bad på vaskeriet, hvor der var masser af damp og varmt vand.

Der gik over tre år fra stiftelsen af andelsselskabet, til vaskeriet stod klar til at modtage det første tøj den 3. december 1951.

Vaskeriet i Allinge var i mange år en god forretning, der blandt andet havde hoteller og pensionater som kunder.

Man havde i gennemsnit 25 helårsansatte medarbejdere, 20 om vinteren og 40 i sommersæsonen.

Vandprisen blev sat op

Der blev løbende investeret i det bedste og nyeste materiel på markedet, og flere maskiner blev købt hos Jensen Denmark i Rønne. I 1972 gik man ind i renseribranchen ved køb af "Kemikohl" i Rønne, der senere flyttedes til Allinge.

Det betød, at badeanstalten, der blev flittigt benyttet af såvel borgerne i byen som turister, måtte nedlægges.

Samtidig benyttede kommunen lejligheden til at sætte vandprisen op og dermed annullere den gamle aftale.

Ved salget til De forenede Dampvaskerier pr. 1. januar 2006, var Allinge et af de sidste af efterkrigsårenes mange andelsvaskerier. De øvrige var bukket under for konkurrencen og ikke mindst, fordi vaskemaskinerne efterhånden blev fast inventar i danske husstande.

Den nye ejer kunne heller ikke få økonomi i forretningen, og i januar 2008 overtog Victor Vask vaskeriet og samlede aktiviteterne i virksomhedens faciliteter i Rønne.

Dermed sluttede vaskerihistorien i Allinge.

Forurening

Der kom et trist efterspil, da der blev konstateret forurening på vaskerigrunden på Birkebakken. Forureningen stammede fra de klorerede opløsningsmidler, man havde hældt ud fra renseriet.

Bornholms Regionskommune foretog i efteråret 2019 en større oprensning af vaskerigrunden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT