Peter Juel: 'Det er stadig en sorg for mig, at jeg ikke var der, da min far døde'

Venstres bornholmske folketingsmedlem Peter Juel-Jensen voksede op i en familie, hvor man ikke talte om følelser. Men faderens død lærte ham, at man skal huske at fortælle folk, hvad de betyder, mens de lever.

Mit livs øjeblik

Dette interview afslutter serien ”Mit livs øjeblik”.

Min far døde i foråret 2017, mens jeg sandsynligvis hang et sted over Atlanten på vej til Canada. Men jeg ville gerne have været der til at holde ham i hånden.

Jeg nåede at få et fantastisk forhold til min far, selvom jeg nærmest først lærte ham at kende, da jeg var 15-16 år, fordi han arbejdede så meget hele min barndom. Det var ham, der blev den første forretningsfører for BAF (Bornholms Andels Foderstofforretning), da han blev hentet til øen i begyndelsen af 1960’erne. Han havde mødt min mor i København, og de kom til at føle sig som bornholmere, efter de flyttede til øen.

De var begge stærke personligheder. Min mor blev senere borgmester i Aakirkeby, og i løbet af 15-20 år fik min far som forretningsfører udkonkurreret alle andre gårdejerselskaber på øen og lavet ét stærkt bornholmsk firma, BAF. Det brugte han utrolig meget krudt på, så opbygningen og driften af BAF blev sådan en slags stedbror i familien, en storebror min far altså skulle se til. Sommerferier blev aflyst, og min far så aldrig nogen af mine fodboldkampe, fordi han skulle passe sit arbejde. Han var utrolig arbejdsom, men også principfast. For han ville ikke rette ind, da nogle af de store gårdejere ikke længere ville acceptere andelstanken, så små og store gårdejere havde én stemme hver. Til sidst blev min far fyret. Men det betød også, at jeg endelig lærte ham at kende.

Kom tæt på faderen

Jeg syntes, min far var meget fraværende hele min barndom, men da han blev gået i BAF og formentlig fik en pæn pose penge med, købte vi en gård mellem Vestermarie og Nyker, og den drev vi så sammen som et familieprojekt. Jeg havde været bybarn hele mit liv og skulle lige pludselig til at harve, pløje, tærske og så videre. Min far var heller ikke uddannet landmand. Og jeg beundrede ham for at kaste sig ud i at drive landbrug efter 40-50 år med kontorarbejde. Men min far trak i arbejdstøjet, og det gjorde han i øvrigt til det sidste, hvor han selv i en alder af over 90 år stadig kunne køre traktor, fylde træpiller på eller tage en tur med motorsaven, hvis der var behov for det.

Jeg var den yngste søn og den, der var længst tid hjemmeboende, så jeg kom utrolig tæt på ham og syntes, at han var et fantastisk menneske. Selv da jeg flyttede fra øen og startede i forsvaret, var jeg hjemme og hjælpe med høsten. Og da min mor stoppede som borgmester i 2001, overtog jeg sammen med min bror, der bor i København, gården.

Mine forældre flyttede ind til Rønne ved siden af sygehuset, fordi de mente, at de nok ville blive gode kunder der, som de sagde. Og det fik de begge ret i. Men min far vedblev at være en god sparringspartner for mig, og det var ham, der så til gården, når jeg passede mit arbejde på Christiansborg. Nu er jorden forpagtet bort. Men det er stadig mig, der bor på gården, så jeg bliver hele tiden mindet om det samarbejde, jeg havde med min far.

Passede på fællesskabet

Det vigtigste, min far har lært mig, er respekten for andre. Man skulle altid passe på det, han kaldte almenvellet, altså fællesskabet. Han sagde, at man kan opnå meget selv, men at det ikke er sjovt, hvis man ikke har nogen at gøre det sammen med. På trods af at han var et privat menneske, holdt han utrolig meget af andre. Det har jeg taget med mig. Det lå også i den måde, min far og mor var liberale på. På trods af at man skal hytte sig selv og sine egne, så er det ikke noget værd, hvis man ikke også altid passer på fællesskabet. Tag et personligt ansvar, men også for fællesskabet. Min far kunne for eksempel ikke udstå sort arbejde, som han mente undergravede fællesskabet.

I min familie er vi blevet opdraget til, at alle potentielt set er ens næste. Gennem hele sit liv var min far et religiøst menneske. Han gik i kirke, når han havde muligheden. Min far var en rimelig god sanger, og når han sang, kunne man høre ham over hele kirken. De var glade for ham i Vestermarie Kirke. Han kendte mange af salmerne udenad, så han sang med, og han sang højt. Det var selvfølgeligt pinligt for mig, at ens far sang så højt, da jeg var barn. Men senere hen tænkte jeg, at der også skulle noget personligt mod til at brøle igennem i kirken. Min far slappede rigtig godt af i kirken, og senere havde jeg nogle gode stunder med ham der, da mine børn gik til konfirmationsforberedelse, hvor vi gik med i kirken.

Søster advarede før tur

Da min far blev syg af kræft, ramte det mig, for der havde vi lige overtaget gården, og det kan godt være, jeg var med til at drive den op gennem 1980’erne og 1990’erne, men jeg syntes alligevel, at jeg var kommet noget på afstand af det. Han var stadig en rigtig god sparringspartner. Når jeg passede mit arbejde på Christiansborg, var det også ham, der lige kørte op og så, hvordan det hele stod til på gården. Min mor og far var rigtig tætte, og da han så blev syg af kræft og det så skidt ud, tænkte jeg også på, hvordan det skulle gå min mor, der sad i et parcelhus inde i Rønne. Jeg var formand for Folketingets udvalg for landdistrikter og øer, og vi havde planlagt en studietur til Canada. Der er relativ store afstande i Canada, men de kan både få turisme og sundhedstilbud op at stå i de områder, der er tyndt befolket. Vi havde derfor tænkt meget over den tur som udvalg for at gå i dybden med de canadiske erfaringer. Vi skulle af sted i marts måned, og på det tidspunkt var jeg godt klar over, at der ikke var langt igen for min far. Men både min mor og far syntes, at jeg skulle tage af sted og passe mit arbejde. Min far mente selv, at han havde mange gode år endnu.

”Du skal ikke passe dit arbejde for din egen skyld, men for dem der har stemt på dig. For du er jo tillidsmand for Bornholm, så du skal bare se at komme afsted,” sagde han. Det var han meget bestemt om, og jeg syntes også, at han var i en relativ god forfatning, da jeg tog afsted. Men min søster, der er uddannet sygeplejerske, sagde, at jeg skulle overveje det godt og grundigt, fordi det kunne være, at han gik bort, mens jeg var ude at rejse. Det tænkte jeg kun var en hypotetisk mulighed. Men jeg nåede kun lige at lande i Canada og ankomme til mit hotel, før min mor ringede og fortalte, at nu var min far altså gået bort. Og jeg skyndte mig hjem.

– Vi har aldrig snakket meget om følelser i min familie. Det er noget, som jeg selv er begyndt at ændre på overfor mine egne børn, siger Peter Juel-Jensen. Foto: Jacob Jensen


Tal om følelserne

I min familie plejer vi at håndtere tingene i takt med, at de opstår, så selvom jeg havde sagt farvel til min far inden min rejse, var det ikke en rigtig afsked. Vi fik trykket hænder og kigget hinanden dybt i øjnene, men jeg fik ikke sagt de ting, som jeg gerne ville have sagt til min far.

Jeg tror godt, at min far vidste, hvor meget jeg holdt af ham, og hvor meget jeg anerkendte hans væsen og respekterede hans værdisæt. Men det bedste råd, jeg kan give andre, er at få sagt alt det, der betyder noget, mens alle er i live. Der kan være mange grunde til, at man ikke får sagt de ting. Vi har aldrig snakket meget om følelser i min familie. Det er noget, som jeg selv er begyndt at ændre på overfor mine egne børn. Man skal få sagt tingene og anerkende, at man selvfølgelig godt kan være emotionel en gang i mellem og tage en snak om de ting. Det gjorde vi ikke i min familie. Det lå måske også i mine forældres generation, at man var mere privat. Men man skal klappe folk på skulderen og få givet dem den anerkendelse, man synes, de skal have. Og det skal man ikke vente med.

Det var rigtig svært at modtage beskeden om min fars død på den måde, syntes jeg. Jeg var helt alene på et hotelværelse i en anden del af verden. Den eneste, jeg kunne læne mig op ad, var en udvalgssekretær, Jørgen Nielsen, som prøvede på at samle mig lidt op. Men flyveturen hjem var skrækkelig. Jeg kunne ikke få fat i min søster, og jeg kunne hverken bruge telefonen eller internettet undervejs. Jeg var isoleret. Især turen fra København til Bornholm var skrækkelig, fordi jeg var så tæt på. Min mor tog imod mig i lufthavnen, og hun var helt opløst, så dér lovede jeg mig selv og min mor, at det gjorde jeg aldrig igen.

Pas på familien

Jeg har lært, at det godt kan være, at man jagter en eller anden karriere og skal gøre sig fortjent til et eller andet på sit arbejde, men i det øjeblik, hvor familien har brug for en, så skal man være der. Det må en arbejdsgiver kunne forstå, for der er rigtig mange ting, man efterfølgende kan gå og tumle med. Spørgsmål, der kan være svære, og sår, som ikke kan læges, fordi man føler, at man har svigtet dem, man skulle være der for.

Jeg synes, stadig jeg har en stor sorg, fordi jeg ikke var der. Jeg synes faktisk, at jeg har svigtet lidt. Jeg har ikke svigtet mit arbejde, men jeg har svigtet min familie, fordi jeg ikke var der til at samle dem op. For man skal sørge for at være der i sådanne situationer. Der er nogle ting, der betyder mere end andre ting. Det har jeg lært, og det har jeg prøvet at praktisere efterfølgende. Familien er det vigtigste. Dem, man har helt tæt på, skal man også passe på, så hvis der er bøvl i familien, holder man sig altså tæt på. Og jeg havde heldigvis muligheden for at sidde ved min mors side, da hun forlod denne verden i 2020. Jeg kunne se, at hun fik fred. Hun havde sine børn omkring sig. Vi fik alle sammen sagt pænt farvel. Selv hendes gravhund var der, så min mor kom herfra på en værdig måde.

– Selvom jeg var over 50 år, da jeg mistede min far og mor, gjorde det stadig utrolig ondt. Det mærkes selvfølgelig specielt op til højtiderne. Mine børn holdt også utrolig meget af deres bedsteforældre, fortæller Peter Juel-Jensen. Foto: Jacob Jepsen

Mærker faderen i kirken

Det er stadig en sorg for mig, at jeg ikke var der, da min far døde. Men jeg føler, at jeg har en forbindelse med ham, når jeg går i kirke. Det er, som om jeg kan stille mange spørgsmål til ham, når jeg sidder der i kirken og går ind i mig selv. Jeg lytter lidt til præsten, men sidder også og spørger min far, hvor han fik lagt den ekstra savklinge, vi havde til saven og den slags. Jeg ved ikke, om jeg er lige så troende, som min far var, men jeg føler en helt særlig fred, når jeg sætter mig ind i kirkerummet i Herrens hus, for dér har man en mulighed for at gå ind i sig selv. Og de danske veluddannede præster er altid værd at lytte på. Man kommer ud med flere spørgsmål, end man er kommet ind med. Netop fordi de forstår at stille spørgsmål til dagens tekst, så man som kirkegænger kommer til at tænke videre over det, så jeg holder utrolig meget af at komme i kirke. Det er ikke sådan, at jeg er blevet mere religiøs, efter min far døde, men jeg finder fred i at komme i kirken. Det er med til at gøre smerten mere tålelig, synes jeg. For selvom jeg var over 50 år, da jeg mistede min far og mor, gjorde det stadig utrolig ondt. Det mærkes selvfølgelig specielt op til højtiderne.

Mine børn holdt også utrolig meget af deres bedsteforældre. Og jeg ved, at mine forældre ville have elsket at se, hvad mine børn efterhånden er ved at blive til. Selvstændige, sjove, rare og glade mennesker, som også er betænksomme og hjælpsomme. Alle steder får de at vide, at de er utrolig velopdragne. Det var sådan noget, som min far lagde meget vægt på. Når vi kom på besøg hos mine forældre, skulle mine børn komme hen og give hånd, de skulle sige tak for mad og holde bordskik. På et tidspunkt tænkte jeg selv, at det var lige i overkanten, men jeg kan se, hvilken fordel og glæde det giver, uanset hvor mine børn kommer. Og nu har jeg også lært at sige ordentligt farvel.

Kort om livssyn

Hvad tror du på?

– Jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord. Og det kan jeg tænke over, når jeg sætter mig ind i en kirke.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Det er kærligheden, herunder næstekærligheden. Det er kærligheden, der giver alt andet mening. Uden kærlighed er det svært at komme op om morgenen. Men det giver mig selv energi og glæde at stå op og vide, at jeg elsker mine børn og min forlovede. At der er mennesker, jeg er forbundet med.

Hvad er dit yndlingscitat?

Størst af alt er kærlighed.

Blå bog

Peter Juel-Jensen.

Født 18. maj 1966 i Rønne, søn af forhenværende forretningsfører Jens Juel Jensen og fhv. borgmester i Aakirkeby, Birthe Juel Jensen. Har børnene Jeppe, født i 2002, Rasmus, født i 2004 og Asta-Maria, født i 2006. Peter Juel-Jensen blev folketingsmedlem for Venstre i Bornholms Storkreds fra 13. november 2007 og er i dag blandt andet landdistrikts- og øordfører, ligesom han tidligere har været formand for blandt andet Udvalget for Landdistrikter og øer.