Lægen med de muntre anekdoter og hans kamp for respekt

Den 72-årige borgmester har i et langt, aktivt liv gjort sig gældende i Bornholms Tidendes spalter siden 1960'erne som amatørskuespiller, læge og politiker – selv på de indre linjer som korrekturlæser. Som borgmester i 2021 har han kastet sig ud i en kamp for at forbedre vilkårene for det embedsværk, der ligger i familiens rødder. Og han erkender, at de seneste måneder har givet ham nogle ridser i lakken.

EN BORGMESTER I MAVEN

Fire partier har i de seneste meningsmålinger skilt sig ud som de sandsynligvis klart største i den nye kommunalbestyrelse. Både Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti går da også efter borgmesterposten.

I en serie på fire portrætter tegner Bornholms Tidende et billede af de fire: Thomas Thors (S), Søren Schow (V), Morten Riis (EL) og Linda Kofoed Persson (DF).

Den nye chefredaktør er fraværende, så Thomas Thors og jeg vælger det gamle bladhus’ mest rummelige kontor. Som Rønnes og senere hele Bornholms borgmester i 1990’erne, 2000’erne og nu 2020'erne har han været i jævnlig kontakt med Tidendes chefredaktører, men forbindelsen til avisen strækker sig længere tilbage. Meget længere tilbage. Den tidligste kontakt er den lidt for dryppende kuglepen, Thomas Thors som ugens fødselar i 1955 modtog gennem onkel Tom-klubben, der var opkaldt efter en af bladets journalister. Lidt senere fik Thomas Thors som elev på Rønne Privatskole brug for trykkeriet, da han fandt på at udgive skolebladet Stafetten. Og i 1967 var han som 18-årig student endda på lønningslisten som korrekturlæser hen over sommeren, og det er denne korte tid, han nævner i sin første af mange anekdoter, mens vi sætter os til rette.

– Min far sad derhjemme og fulgte med i, hvad jeg havde bedrevet, fortæller Thomas Thors, som en dag måtte høre for at have overset en komisk fejl i en overskrift.

”Krupp død. Den tyske industrimagnet blev 60 år,” endte der med at stå i stedet for ”industrimagnat”.

Som korrekturlæser overså Thomas Thors i juli 1967 denne stavefejl, som han måtte høre for hjemme hos sin far, der fulgte med i studentens arbejde på Tidende.

Selvom portrætfotografierne af alle de forhenværende chefredaktører hænger ovenpå i det gamle bestyrelseslokale, har Thomas Thors ingen problemer med at opremse listen af chefredaktører, som han har mødt. Under sommeren som korrekturlæser tilhørte kontoret Erling Brøndum, der allerede som 26-årig blev chefredaktør efter kort tid på Tidende.

– Han var søn af oberst Brøndum, som var leder af hjemmeværnet på Bornholm efter krigen. Erling var naturligvis venstremand og blev senere forsvarsminister i den smalle Hartling-regering i 1973. Min far og ham kendte hinanden fra Round Table, som var en klub for unge mænd. Han startede faktisk som journalistelev efter at have arbejdet som skovarbejder i Sverige. Så efterfulgte han – ja, det er mærkeligt, at jeg kan huske alle de her ting – chefredaktøren Stenbæk, fortæller Thomas Thors.

Rønne Statsskoles forestilling "Livet er jo dejligt" blev i 1966 anmeldt i Tidende. Thomas Thors (th.) instruerede og spillede rollen som Joe.


Erling Brøndum udmærkede sig ved at skrive nogle små indlæg om pudsige ting, fortæller Thomas Thors, som mindes dengang chefredaktøren omtalte statsskolens teaterforestillinger. Thors, der som voksen mand i mange år underholdt på Knudsker Revyens skrå brædder, var formand for studenternes teaterforening Exusu, og han husker bladets omtale af eksperimentalteaterstykket Den Skaldede Sangerinde.

– Da skrev Brøndum en lille en, som jeg var stolt over. Nu skete der noget interessant på Statsskolen, fortæller Thomas Thors og griner nostalgisk.

En samtale med borgmesteren om de tidlige år, hvor han dyrkede teater og valgte lægestudiet efter at være blevet student, indeholder et væld af hyggelige anekdoter med detaljerede beskrivelser af nøglefigurer og begivenheder. Der er en grundighed og dvælende hastighed i fortællingerne, som harmonerer dårligt med nutidens behov for at formulere sig i skarpe oneliners, der kan afkodes i en snæver vending på Instagram, Facebook eller netmedierne. Efter halvanden times samtale ønsker borgmesteren mig held og lykke med at formidle det hele i en artikel, som vi begge kan indse, bliver lang og snørklet at formidle.

Mest interesseret er jeg i, hvordan den politiske ild blev tændt i manden, der som 72-årig endnu engang rækker ud efter borgmesterposten. Forældrene flyttede til Bornholm, mens Thomas var spæd, og tjente begge som embedsmænd. Faderen Jørn gjorde karriere ved Bornholms Amt og avancerede til øverste embedsmand, og moderen Vibeke, der var socialrådgiver, blev den lokale leder af Dansk Forsvarsselskab, senere Kriminalforsorgen. Socialdemokrater var de ikke, snarere socialkonservative med sympati for konservative Christmas-Møllers politiske linje, og det er ikke en tilfældighed, at de i barndomshjemmet læste den borgerlige avis, Bornholms Tidende.

Blev din personlige interesse for politik vakt fra barnsben?

– Det var faktisk meget tidligt, vil jeg sige, fordi min far var amtsrådssekretær og fortalte om de personligheder, han mødte i amtsrådet og i de mere end 20 små kommuner, der fandtes inden den første kommunalreform. Det, som jeg blev indpodet, var den respekt, som man viste over for politikerne og deres engagement. Det er da noget, der har fulgt mig. Og så har jeg kendt flere af de bornholmske politikere, blandt andre Jens Brandt, som var amtsborgmester for Venstre frem til 1990. Ham og hans kone, som stadig lever, var min mor og fars gode venner. Preben Holm-Jensen, som var borgmester i Nexø, var også en af mine forældres gode venner. På den måde har jeg fulgt med i politik, for min far fortalte, hvad han oplevede. Det var nok ikke hans mening, at jeg skulle være socialdemokrat, bemærker Thomas Thors.

– Det blandede han sig nu ikke i. Men sådan blev det.

Medlem af Socialdemokratiet blev Thomas Thors nu heller ikke, mens faderen levede. Jørn Thors gik bort i en ung alder i 1971, finder jeg efter interviewet ud af ved at læse i opslagsværket Klippeøens Mænd og Kvinder. De mest personlige emner kommer Thomas Thors ikke ind på i samtalen, heller ikke hans ægteskab med Kirsten gennem mere end 50 år og deres to børn. Jeg spørger ikke ind til familieforholdene, for han har på forhånd nævnt, at han værner meget om privatlivet.

Vejen til medlemskab af partiet, som han har repræsenteret i byrådet – og kortvarigt i amtsråd og folketinget – siden midten af 1980’erne, tog han et længere tilløb til. Sammen med sin kone begyndte Thomas Thors at gå til foredrag i socialdemokratisk sammenhæng på Nørrebro, mens han læste til læge. Da de efter studietiden flyttede til det nordlige Sverige, var Olof Palme statsminister, og hans politik og visioner var en inspirationskilde.

Født i 1949 tilhører Thors 68’er-generationen, og han betegner sig selv som ”en moderat socialdemokratisk indstillet person” i en tid, hvor ungdomsoprøret skabte enorme omvæltninger i samfundet.

– Jeg deltog i nogle demonstrationer og var med til at manifestere vores ungdomsoprør. Meget stilfærdigt, vil jeg sige. Eksempelvis kunne der på medicinstudiet sidde 600-800 studerende i salen, og når professoren kom ind, rejste alle sig. Det syntes vi altså var for meget, så det holdt vi op med. Jeg sympatiserede med mange af de ting, der skete, men bevægede mig ikke ud på den yderste venstrefløj, som en god del af mine kammerater faktisk gjorde.

I 1979 vendte Thors-parret hjem til Bornholm, da Thomas blev ansat som læge på centralsygehuset. Her blev han optaget af fagforeningsarbejdet og blev udpeget som formand for Yngre Læger. Viceforstanderinden på sygehuset var Leila Lindén, der disse uger bejler til genvalg til regionsrådet.

– Det var faktisk hende, der opfordrede mig til at melde mig ind i Socialdemokratiet, hvad jeg så gjorde. Ja, det er 40 år siden, nærmest sukker Thomas Thors, der blev valgt til byrådet første gang i 1985 som 36-årig.

Inden den politiske karriere kom han som fagforeningsmand på sygehuset i konflikt med amtsrådet og en af sine forældres gamle venner.

– Man havde en dramatisk konfrontation med Amtsrådsforeningen. Faktisk nedlagde Yngre Læger arbejdet en hel uge i 1981, i uge 21, fordi man var meget uenig med den overenskomst, som blev os påtvunget. Der endte med, at der kom et kompromis. Jeg kan huske, at jeg sagde til (amtsborgmester, red.) Jens Brandt, at overenskomsten ville betyde, at vi skulle have dobbelt så mange reservelæger på sygehuset. Det troede han nu ikke. Men der ikke mere end et år eller to, før han sagde, ”du fik jo ret”.

I 1990 beskæftigede han sig en kort overgang med ødækkende politik i amtsrådet. Efter få måneder trak han sig på grund af en intern konflikt i Socialdemokratiet om at udarbejde en slags bornholmsk nationalregnskab, der skulle dokumentere, hvordan landsdelens økonomi så ud i forhold til resten af kongeriget.

– Man flirtede lidt med, at Bornholm skulle arbejde hen imod en eller form selvstændighed. Det kunne jeg simpelthen ikke have, siger Thomas Thors.

Efter sin hurtige afsked blev han spurgt, om han ville være formand for Socialdemokratiet. I 1993 blev han på ny valgt til byrådet, og efter en periode med den klassiske kronprinsestatus i økonomiudvalget blev han spidskandidat og borgmester.

– Jeg var temmelig spændt på, om det skulle lykkes de borgerlige at overtage posten, så jeg var den, der kom til at bryde traditionen med socialdemokratiske borgmestre, men vi fik flertallet. 11 mod 10, fortæller han om 1997-valget.

Med 2.515 personlige stemmer var Thomas Thors' popularitet en afgørende faktor, da han første gang blev valgt til borgmester i Rønne i 1997. Tidendes Flemming Kofoed analyserede hans fremtidsmuligheder: "Og så kan Thors gå hen og blive lige så folkelig, som Arne Hansen har været, selv om Thors langt mere er den akademiske type. Men humor og lune har han til fulde, har bl.a. hans optræden og skriverier til Knudsker-revyen vist".


Rønne Kommune forblev socialdemokratisk til evig tid, for Thomas Thors skulle blive den sidste borgmester inden sammenlægningen – og den første borgmester i den nye storkommune, som han var en af fortalerne for.

Årene op til årtusindskiftet var en tid, hvor man begyndte for alvor at drøfte, om man ikke skulle samle Bornholm til én ø, én kommune.

– I 1998 var der stadig stigende tegn på, at vi havde problemer på Bornholm. Ude i de små kommuner blev det sværere at klare økonomien, samtidig med at kravene til faglighed var stigende. Meget pegede på, at det ville være en god idé at slå sig sammen. Avisen her med Dan Qvitzau i spidsen kørte meget hårdt på med én ø, én kommune, fortæller Thomas Thors og nævner nok en chefredaktør.

I begyndelsen virkede det urealistisk for at gennemføre visionen, fordi borgmestrene i Aakirkeby og Hasle, Birthe Juel-Jensen og Birgit Rasmussen, var imod. Men i løbet af et par år ændrede billedet sig. Bjarne Kristiansen overtog ledelsen af Hasle Kommune efter Rasmusssens pludselige dødsfald, og han og Thomas Thors opbyggede et godt samarbejde. Ved indgangen til 2001 gik fire ud af fem borgmestre ind for en sammenlægning. Kun Thors’ partifælle fra Nexø Annelise Molin, der tidligere havde været positivt stillet, var modstander. Ved et afgørende møde på rådhuset i Aakirkeby blev fire ud af øens fem borgmestre og deres kommunaldirektør enige om at indkalde til folkeafstemning i maj.

– Ingen kunne som borgmester modsætte sig, at man spurgte befolkningen. Ved folkeafstemningen blev der flertal i alle fem kommuner, fortæller Thomas Thors.

Præcis et år efter folkeafstemningen blev han valgt som formand for sammenlægningsudvalget og modtog derfor automatisk posten som første regionsborgmester efter effektueringen af sammenlægningen. Alle kommunaldirektører fik en plads i en ny, stor direktion, og den politiske ledelse besluttede at opdele kommunen i mange såkaldte virksomheder.

– Det betød, at forvaltningscheferne fra de små kommuner kunne komme ind og lede nogle af de her virksomheder, så vi brugte alle de kompetente folk. Det, føler jeg, var rigtig vellykket. Sidenhen har man ændret strukturen til de ti centre, regionskommunen nu har, fortæller Thomas Thors.

– Vi lagde meget vægt på, at der skulle være kommunal tilstedeværelse rundt på øen. Men nu er det klart, at hvis vi skal have en smidig og velfungerende administration – hvad vi i øvrigt langt hen ad vejen har – er vi nødt til at byde vores medarbejdere ordentlige arbejdsvilkår, ikke mindst vores ledelse.

I begyndelsen overtog den nye regionskommune amtets ansvar for sygehuset. Tidligt ønskede Thomas Thors at blive knyttet tættere til sygehusene i København, og han betegner den nationale strukturreform fra 2006 som en gave, da den banede vejen for, at hovedstadsregionen kunne overtage ansvaret for sundhedsvæsenet. I den bornholmske debat op til reformen stillede Thomas Thors sig igen i opposition til de røster, der gik ind for et nærlokalt selvstyre.

– Venstre og Annelise Molins Regionslisten argumenterede for, at vi skulle være vores egen hospitalsregion. Det kæmpede jeg imod med hænder og fødder, fordi jeg mente, at der ingen fremtid var i det.

I mellemtiden tabte Thors borgmesterposten ved valget i 2005, og i denne sidste periode, som han regnede ville blive hans sidste i politik, blev afløseren kørt i stilling.

– Vi var i den gode situation, at Winni var kommet ind som ung kandidat, og jeg så hurtigt, at hun havde talentet, fortæller han.

I forbindelse med sin 60 års fødselsdag trådte Thomas Thors ud af kommunalbestyrelsen.

– Nu skulle jeg aldrig have mere med politik at gøre, siger han efterfulgt af sit rolige grin.

Tiden var inde til at vende tilbage til lægegerningen som vikar i lægehuset, hvor han i årene som Rønne-borgmester havde holdt evnerne ved lige ved at arbejde én aften om ugen. Den politiske pensionisttilværelse varede, indtil Winni Grosbøll ringede ham op en dag i 2012 og tilbød ham posten som formand for Rønne Havn, hvis økonomi haltede gevaldigt på den tid. Arbejdet med at udvikle og udvide havnen fremhæver han som noget af det mest spændende, han har været med til i sin lange karriere. At det lykkedes at finansiere udvidelsen på almindelige kommercielle vilkår, sporer man en vis stolthed over.

– Efter jeg havde været i banken, kom jeg hjem til mine børnebørn og spurgte dem, ”ved I, hvad jeg har gjort i dag? Jeg har lånt 500 millioner”. Det fortalte jeg i bestyrelsen, og de sagde, at det skulle jeg vare mig med, for nu stiger deres forventninger til julegaver ganske betragteligt, fortæller Thomas Thors.

Havnens transformation, der i år er kulmineret med den store ordre som installationshavn for Danmarks største havvindmøllepark, gav ham appetit på endnu en omgang som folkevalgt.

– Uden jeg havde siddet i havnen, havde jeg aldrig stillet op igen, siger Thomas Thors, der for fire år siden for første gang siden valget i 2005 var at finde på stemmesedlerne.

Han sammenligner Rønne Havns udvidelse med rådhusplanen, som han har investeret meget politisk kapital i at gennemføre.

– Overskriften var at fremtidssikre havnen, så den kunne anløbes i hårdere og hårdere vejrlig og modtage fremtidens større skibe. Det, jeg nu i realiteten vil – og som jeg får mange knubs for – er at fremtidssikre regionskommunen, fortæller borgmesteren og henviser til rådhusprojektet, der i den grad præger valgkampen.

Når han kæmper med at overbevise kommunalbestyrelsen og vælgerne om, at kommunen skal bruge over 100 millioner kroner på at lave en ny administrativ struktur, minder borgmesteren sig selv om resultaterne på havnen.

– Så tænker jeg nogle gange på, at jeg har stået i spidsen for investeringer for 900 millioner kroner nede på havnen.

Jeg har tænkt over, om du de seneste år med din politiske erfaring bevidst har valgt at koncentrere dig om de store projekter på bekostning af mindre ting, som måske egentlig har mere offentlig interesse?

– Jeg tror, at du har fat noget af det rigtige. Det er jo sådan, at skal man beskæftige sig med politik, som jeg har gjort i en årrække, skal man prøve at tilpasse samfundet til fremtidens udfordringer. Der vil jeg nok mene, at jeg har været vedholdende – andre vil kalde det stædig – i mange af de her ting. Jeg troede virkelig på, at vi for al fremtid kunne sikre, at Rønne Havn ville kunne betjene resten af øen som forsyningshavn og få den kæmpe chance med offshore-virksomheder. Og jeg tror også fuldt og fast på, at vi kommer til at fortryde det, hvis vi ikke laver denne samling af medarbejderne på færre matrikler. Det er ikke hensigtsmæssigt, at en god del af medarbejdernes tid foregår på landevejen, og at lederne ikke er tættere på deres medarbejdere. Det er ikke luksus, men efter min mening sund fornuft. Og det går jeg så efter.

Han mener, at flytningen af medarbejdere gavne både behandlingen af bygge- og børnesager – to af de valgkampstemaer, som de socialdemokratiske magthavere gennem 12 år får hug for at have forsømt.

– Det er en enkel argumentation at sige ”mursten før mennesker”. Vi går ind og siger, at medarbejderne altså også er mennesker. Det giver også en mulighed for at effektivisere arbejdsgange og give bedre borgerbetjening, Men det budskab er svært at komme af med.

Det kunne man måske godt have forudsagt. Hvis du havde overtaget borgmesterposten med tre -fire år til et valg, forestiller jeg mig ikke, at du ville have ventet til sidste år med at få et rådhusprojekt vedtaget. Er der ikke noget om det?

– Jeg har jo ikke gjort det let for mig selv, erkender borgmesteren og indleder galgenhumoristisk opremsning.

– Jeg startede med at ændre i direktionen og forsøgte at redde kastanjerne ud af den såkaldte Snorrebakkesag. Jeg kastede mig ud i en diskussion om den såkaldte spærretid… siger han og klukker karakteristisk.

– …hvor jeg straks gik ind og sagde, at vi ikke har spærretid. Nu skal jeg så i min daglige avis se en kæmpe annonce om spærretid og ytringsfrihed. Jeg lagde mig ud med Dansk Journalistforbund og alt muligt. Og nu har jeg så ydermere gjort det besværligt for mig selv og partiet ved at pege på en sag, som så nemt kan blive drejet over mod, at det er luksus og overdrevet.

Borgmester blev han formelt 4. januar i år, efter at Winni Grosbøll havde bedt sin egen forgænger om at afløse hende. Siden da er tilslutningen til Socialdemokratiet faldet drastisk i de lokale meningsmålinger, så en halvering af partiets mandattal synes at være en mulighed. Efter overrækkelsen af borgmesterkæden indså han hurtigt, at der ventede ham en svær opgave.

– Jeg var fuldstændig klar over, at det ikke var noget, der lå på den flade hånd. Det blev klart for mig med alle de udfordringer, jeg fik, at jeg selvfølgelig ville få nogle ridser i lakken. Fordelene ved at have været i politik så længe er, at man ved, at det er betingelsen. Jeg må finde mig i Jakob Marschners ledere og sådan nogle ting, indtil jeg lige pludselig tænker, at det er for meget. Ellers er det om at vende den anden kind til og se på, hvad der er vores opgave, og hvad der skal gennemføres.

Lederartiklen, Thors refererer til, havde overskriften ”S for selvmord”, og den bragte ham til tasterne – det seneste møde i det årtier lange forhold mellem Thomas og Tidende. I byrådssalen må han finde sig i meget fra oppositionens side, der på det seneste har bebrejdet den socialdemokratiske leder for at overlade for meget initiativ til embedsværket med kommunaldirektøren i spidsen, og tonen er bestemt ikke bedre på de sociale medier.

Du fortalte i starten om den respekt, du fik indpodet for politikere i dit barndomshjem gennem din far, der var ledende embedsmand i amtet. Hvordan finder du den respekt, der i dag eksisterer i kommunalbestyrelsen og i den politiske debat i de lokale medier, på Facebook og lignende, hvis du kan lave en sammenligning?

– Dengang var der gensidig respekt efter min mening. Der var respekt for politikerne fra embedsværket, der ikke var så stort dengang. Og politikerne havde respekt for embedsværkets professionalisme. Og jeg synes virkelig, virkelig, virkelig, at det er vigtigt, at vi bevarer den respekt, og at vi som folkevalgte forstår, at vi ikke skal blande os i enkeltsager. En af de ting, jeg har været meget og stadig er optaget af, er, at det er os som politikere, der sætter rammerne. Og det byder mig i den grad imod, når enkeltmedarbejdere kan identificeres og risikere at komme i offentlighedens søgelys. Men vi politikere må kunne tåle alt det her.