Borgmesterkandidat om vild ungdom: Jeg var hjemløs og misbruger

Linda Kofoed Perssons vej mod borgmesterposten har været alsidig. En vild ungdom, social fordømmelse, kærligheden til travheste og en hverdag i Bornholmertårnet er altsammen elementer på vejen rådhuset. 

En borgmester i maven

Fire partier har i de seneste meningsmålinger skilt sig ud som de sandsynligvis klart største i den nye kommunalbestyrelse. Både Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti går da også efter borgmesterposten.

I en serie på fire portrætter tegner Bornholms Tidende et billede af de fire: Thomas Thors (S), Søren Schow (V), Morten Riis (EL) og i dag Linda Kofoed Persson (DF).

Linda Kofoed Persson går og muger ud i stalden, mens hun taler i telefon med pressen. Hun og gemalen, Jess Persson, har 13 travheste på stutteriet på Vestermarievej, og hestepærerne flytter sig ikke af sig selv.

Linda Kofoed Persson stiller op til kommunalvalget som gruppeformand og spidskandidat for Dansk Folkeparti på Bornholm. Det er hendes tredje periode, hvis hun kommer ind, og hun føler sig efterhånden dreven nok til også at gå efter borgmesterposten – hvis der vel at mærke er stemning for det.

– Vores primære mål er at få fire mandater, ligesom vi har nu. Vi skeler til situationen på landsplan, hvor det ikke går så godt for DF. Så vi vil være glade for fire mandater, siger hun.

Trækker på egne erfaringer med misbrug

Linda Kofoed Persson, 45, meldte sig ind i Dansk Folkeparti i 2003. I 2013 fik hun sæde i den bornholmske kommunalbestyrelse som suppleant. Derfra har hun langsomt arbejdet sig frem til posten som gruppeformand. Men politik er ikke det eneste system, hun kender indefra.

DF's spidskandidat stiftede som ung bekendtskab med livet som misbruger og var i den forbindelse i nærkontakt med psykiatrien.

Senere i livet sendte en arbejdsskade Linda Kofoed Persson ud på en lang rejse, hvor hun kom i kontakt med fænomener som jobtræning, udredningsforløb og førtidspension. For tre år siden gennemgik hun et nyt udredningsforløb og arbejder i dag som salgsassistent i Bornholmertårnet.

– Jeg følte mig stemplet som førtidspensionist. Hver gang jeg sad til middag eller til møde med nogle mennesker, som ikke kendte mig, og de spurgte: Hvad laver du? Og jeg svarede: Jeg er førtidspensionist. Så svarede de: Nå, du ser sgudda ikke syg ud. Det var jeg led og ked af.

Jeg var lidt vild

Linda Kofoed Persson er født og opvokset i Rønne. Gik på Østre Skole og startede på Bornholms Amtsgymnasium, men sprang fra efter et halvt år.

– Jeg var lidt vild som ung. Lidt meget. Efter det halve år i gymnasiet tog jeg et halvt år som au pair i Tyskland, og derefter boede jeg på Nørrebro i København i seks år.

Linda Kofoed Persson arbejdede i Føtex om dagen og festede om natten. Da hun blev smidt ud af kærestens lejlighed blev hun i en periode hjemløs og overnattede i nogle klublokaler på Nørrebro. På det tidspunkt havde hun allerede eksperimenteret en del med stoffer, herunder ecstasy.

– Mens jeg boede i klublokalerne, fandt jeg ud af, at man kunne holde sig kørende i et par døgn på små, blå piller. Det var ikke sundt, siger hun.

Indlagt til afrusning

Nytårsnat mellem 1999 og 2000 gik det helt galt.

– Jeg var virkelig langt ude og stod på en S-togstation og ventede på, at toget skulle komme. Jeg var parat til at springe. Og så ringede min mor for at ønske mig godt nytår.

Linda Kofoed Persson beskriver sine forældre som ressourcestærke mennesker med stort overskud. Og det var heldigt, for hendes mor kunne også høre, at den var helt gal med datteren, da hun fangede hende på telefonen for at ønske hende godt nytår.

Samme nat blev Linda Kofoed Persson indlagt til afrusning på psykiatrisk ambulatorium på Bispebjerg. Efter en måned blev hun hentet hjem til Bornholm.

Det var ikke en stolt 23-årig, der rykkede ind hos mor og far.

– Jeg var pisseflov, da jeg kom tilbage. Jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne klare livet i København og fortsatte med at rode rundt.

I et anfald af panik blev Linda Kofoed Persson gift med en søn af nogle forældre i familiens nære omgangskreds.

– Vi blev skilt efter et år. Og så mødte jeg Jess.

Systemet skal være klar til dig – ikke omvendt

Linda Kofoed Persson trækker altså på egne erfaringer, når hun skal stå på mål for DF's politiske arbejdsprogram. Både det nye, som er fremlagt i denne uge, men også for den socialpolitik, hun har kæmpet for i sine otte år som lokalpolitiker.

De udsatte unge skal have hjælp. Det gælder især misbrugere.

– Det allerallerførste, man skal gøre, er at behandle dem for abstinenser. Det er ligegyldigt, om det er alkohol eller stoffer, det vigtigste er, at der står nogen klar med åbne arme. For det værste ved at være misbruger, det er abstinenserne. Det gør ondt, både fysisk og psykisk.

– Hjælpen skal være der, men den skal være frivillig. Systemet skal være klar til dig, ikke omvendt, siger Linda Kofoed Persson.

– Det er ikke tomt, når jeg siger, at vi skal sørge for, at få de unge mennesker behandlet for deres abstinenser. Abstinenser gør dig svag. Der er stoffer overalt. Har du bare den mindst smule ondt i livet, bare en enkelt dag i livet, så falder du i igen, hvis du ikke får den rette hjælp.

Linda Kofoed Persson mand, Jess Persson, har 13 travheste på stutteriet på Vestermarievej, så der er nok at se til. Foto: Jacob Jepsen


Man lukker nogle skoler – og åbner nogle andre

Som kommunalpolitiker med otte år på bagen har Linda Kofoed Persson haft fingrene nede i nogle svære sager. Nogle beslutninger hænger mere fast end andre.

– Jeg gik på Østre Skole, som jeg selv var med til at lukke ned, og bor i Vestermarie, hvor jeg også har været med til at lukke skolen. Det er jo lidt pudsigt, at tænke på.

Men det er jo politikerens ansvar, påpeger Persson.

– Jeg har ikke fortrudt, på den måde. På det tidspunkt havde vi hverken børnene eller økonomien til de små skoler, siger Linda Kofoed Persson.

I dag ved hun mere, og udviklingen er drejet i en ny retning. Og det sætter de historiske beslutninger i et nyt lys.

– I dag kan jeg godt ærgre mig over, at vi var med til at lukke de små skoler, for nu kan vi se, at børnene ikke trives så godt på de store skoler. Så det kan godt give min en klump i maven. Til gengæld har jeg været fortaler for overbygningen på Svartingedal. Så jeg har forsøgt at rette op på det.

I har fire mandater, men I har ikke siddet i den konstituerende gruppe, som består af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Kristendemokraterne. Så I har i realiteten været sat uden for indflydelse. Hvordan har det været?

– Det har været skideirriterende, for at sige det ligeud. Vi har en supergruppe, alle vores medlemmer er virkelig dygtige. Så det er da hamrende frustrerende, at ingen vil lytte til en. Til gengæld er vi det eneste oppositionsparti, der har lavet medlemsforslag, og som har forsøgt at få indflydelse på politikken. Men så er vi altså blevet stemt ned hver gang.

Magten tilbage til politikerne

Hvis Linda Kofoed Persson bliver borgmester, kan hun allerede nu love, at der kommer til at ske forandringer. Det gælder blandt andet kommunen, som er øens suverænt største arbejdsplads. Her har embedsværket overtaget styringen, siger Linda Kofoed Persson.

Dansk Folkeparti går blandt andet på valg med et forslag om at afskaffe kommunaldirektøren. Men det skal ikke opfattes som en personsag, siger Linda Kofoed Persson.

– Vi vil ikke fyre Johannes Nilsson (siddende kommunaldirektør i BRK, red.), vi vil nedlægge hans stilling. Så kan han sagtens søge en anden stilling, bare ikke som kommunaldirektør. Politikerne skal turde tage magten tilbage fra embedsmændene, og fagdirektører skal have mindre områder, end de har i dag.

En anden del af Perssons bekymring går på arbejdsfordelingen i kommunens top:

– Vi er eksempelvis bekymrede for Trine Dorow (servicedirektør i BRK, sidder i direktionen sammen med Johanns Nilsson og direktør Lillian Rasch Madsen, red.). Hun gør det sindssygt godt, men har et vanvittig stort område. Skole, sundhed, ældrepleje, psykiatri, alle de bløde områder, alt i Børne- og Skoleudvalget, alt i Social- og Sundhedsudvalget. Hvis hun går ned med stress, så er vi fanme på røven.

Det er mig, der står på mål

Går man Linda Kofoed Persson lidt på klingen, ligger der alligevel en personlig erfaring bag ønsket om at nedlægge kommunens øverste administrative embede.

– Jeg synes, han har fået for meget magt. Jeg har ofte siddet og ikke følt mig godt nok klædt på, når vi skulle behandle sagerne. Det er blevet embedsværket, der træffer beslutningerne, og det er ikke godt, når det er mig, der skal stå på mål for politikken, og som går på valg hvert fjerde år. Jeg skal have et ordentligt beslutningsgrundlag. Ellers er det mig, der ryger ud, siger hun.