Vi lever i en tid, der kalder på håb og opbyggelighed. Med krig og mistrivsel og økonomisk usikkerhed har kirken en vigtig opgave i at være relevant til stede overalt. Det gælder både i hverdagslivet på Bornholm – til kulturmøder, politiske arrangementer, og ved at interessere os for menneskers og naturens forhold. Det er vores opgave at involvere os i livet omkring os og bygge broer til hinanden, og ikke sidde i hver vores kirker og vente på besøg.
Et 50 års religiøst gab
På en ø, der har været under kommunistisk religionskontrol i 50 år, er der nogle store forskelle på folkereligionens indflydelse i hverdagen.
De saaremaaiske præster blev overrasket over, hvordan vi samarbejder med skolerne, og hvordan vi holder aftenandagter med højskolesangbogen og præster i civil, der tiltrækker mange ikke-kirkevante, ligesom efterårsferiens godnathistorier med bibelfortælling fra lænestolen og levende lys trækker børn fra alle familier.
Størst er forskellen at se på medlemstallene. Hvor omkring 80 procent er medlemmer af kirken på Bornholm, er der 80 procent, der ikke er det på Saaremaa. Og da præsterne i folkekirken er statslønnede, har vi mulighed for at sætte en masse arrangementer i værk for at være relevante i tiden, mens de frivillige præster på Saaremaa kun får en beskeden hyre fra menigheden og derfor har fast lønarbejde ved siden af.