Svanens død er Bornholms tab

Bornholm og Svaneke har alle tabt fortællingen om fortidens store søfartstradition med Svanens triste ophugning.

Barken Svanen var mere end blot et gammelt skibsskrog i Svaneke Havn. Den var et vartegn, et monument over Bornholms stolte og stærke skibsbyggertradition. Det største fartøj, vi har bygget i træ. I årtier har spanterne, som ribben fra en forhistorisk gigant, stået og fortalt historien om dengang, Bornholm kunne bygge skibe af en størrelse, vi i nutiden knap kan forestille os og tilsyneladende slet ikke genskabe.

Det kuldsejlede projekt med at genskabe Svanen illustrerede netop, hvor imponerende fortidens kunnen var. Vi ville så gerne genopbygge den i vores eget årtusinde, men skibet viste sig for stort et projekt for samtiden. Nu står vi tilbage med en bitter påmindelse om vores egen formåen – eller rettere mangel på samme.

Spanterne fik lov at forfalde, og stormfloden for to år siden gjorde tilsyneladende skade på skibet. I stedet for at sikre denne kulturelle skat i tide, blev dens sidste dage præget af sikkerhedsbekymringer og forsøg på nødløsninger. Til sidst stod valget mellem at bevare eller beskytte de forbipasserende, og det blev sikkerheden, der vandt på kulturarvens bekostning. Nu står kun kølen tilbage som et reduceret minde om det engang så ambitiøse projekt.

Svanens endeligt bør give stof til eftertanke. Bornholm har en rig kulturarv, men den skal plejes og passes, før tiden og elementerne tager livet af den. Hvis vi fortsætter med at overse betydningen af vores fælles historie, vil vi igen stå med driftige save i hænderne og blive tvunget til at skære væk i fortiden – for almenvellets sikkerhed.

Må Svanen i Svanekes tragiske skæbne minde os om vigtigheden af at tage ansvar for vores kulturarv, før det er for sent. Vi fortjener bedre end at se vores stolte symboler reduceret til blot en skygge af fortidens storhed.