Stop med at ødelægge vores kultur og natur

Stop med at ødelægge vores kultur og natur
Arkivfoto
KOMMENTAR | ABONNENT | 28. SEP 2023 • 05:30
Af:
Finn Rowold
Storedalen 35
Sandkås
KOMMENTAR | ABONNENT
28. SEP 2023 • 05:30

Tak til chefredaktøren og til Anette Benzon for deres indlæg om 'kleenex box'-byggeriet langs vores kyster og i de små byer på Bornholm, hvor huse med enorme glasfacader for enden af en boks med skråt tag dominerer landskabet.

Man spørger sig selv, om der har været en arkitekt til stede, og hvis der har, må inspirationen være hentet fra en container, mest mulig plads inde uden tanke på udseendet.

Jeg er helt enig i, at den vandalisme af vores kultur og natur må stoppes, inden det er for sent, ikke kun af æstetiske grunde, men også for at begrænse omfanget af CO2, som udledes af de enorme mængder cement, der medgår til byggeriet. Ikke nok med at husene bygges på betonfundamenter, men også yder- og indervægge er ofte af cement. Hertil kommer, at heroppe nordpå begynder byggeriet ofte med bortsprængning af store mængder granit, så der kan fyldes uanede mængder af beton i undergrunden.

At ydervæggene så beklædes med træ, gør det kun helt grotesk med tanken om, at væggene kunne være bygget af træ hele vejen igennem. Rent faktisk bygges der nu etageejendomme i træ andre steder i landet, ligesom der faktisk findes et eksempel på et byggeri her på egnen, hvor der er bygget med træ oven på klipperne.

Det er nødvendigt, at kommunen tager fat på problemet i forbindelse med at udfærdige byggetilladelser samt ser på bygningsvedtægterne med hensyn til at skærpe kravene både til bæredygtighed og æstetik.