Skyd mågerne i Gudhjem

Skyd mågerne i Gudhjem
LEDER | DEBAT | Mandag 12. december 2022 • 05:30
LEDER | DEBAT | Mandag 12. december 2022 • 05:30

Nærgående måger, der angriber mennesker, fungerer ikke for os på Bornholm. Der findes en blodig løsning.

Nok er naturen vores største skat på Bornholm. Men af og til udvikler moder jord også forhold, vi ikke kan leve med. Det er sket i de fleste havnebyer på øen. På den store klinge er det tilbagevendende mågeproblem nok ikke det vigtigste, vi har. Men det fylder alligevel og bliver ved med at vende tilbage. Derfor skal vi gøre noget ved det.

Nogle måger lurer, at specielt i havnebyerne er der dejlige is og madvarer, man kan mæske sig i, ligesom de tidligere gjorde det, når fiskerne smed indvolde af fangsten ud i havet.

Den type mågefodring er der i takt med fiskeriets afslutning blevet langt mindre af. I stedet har flere måger fundet andre fødemuligheder i havnebyerne.

Det er almenkendt, at måger spiser det meste. Det går fint an, når efterladte madvarer og is bliver fortæret af de larmende måger. Men når mågerne ligefrem angriber mennesker for at flå bakken med pomfritter eller den store vaffelis ud af hånden på en havnebruger, så må der sættes stopper for det.

I Gudhjem er der sågar beretninger om en kvinde, der blev revet til blods i ansigtet under et mågeangreb af denne type. Det går simpelthen ikke. Derfor giver det god mening, at flere borgere i byen nu ansøger om at få tilladelse til at regulere mågebestanden i byen.

Det er langtfra alle måger, der har den oplærte frækhed. Fuglene i Helligpeder Havn for eksempel, hvor der stadig er en smule fiskeri og ingen is og fastfood, går ikke til angreb på mennesker. Men når måger først har lært sig den frække og farlige måde at skaffe sig føde på, så er der ingen anden vej end at få dem aflivet, så vi kan færdes trygt på vores dejlige Bornholm.

Derfor lyder herfra en opfordring til at følge Gudhjems eksempel og melde sig i korpset af grundejere, der er mågedræbere, så alle kan færdes trygt i havnebyerne uden at have angst for at blive angrebet fra luften.

 

FÅ ABONNEMENT