Spuling manglede

KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 1. juli 2025 • 20:00
Af:
Henrik R Thorsen
Svaneke
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 1. juli 2025 • 20:00

Hvor blev overspulingen af saltede biler af på Bornholmslinjen?

Torsdag 19. juni sejlede jeg fra Rønne med ankomst i Ystad cirka klokken 12.

Min bil holdt bagerst på øverste vogndæk, det vil sige i fri luft, uden overdækning. Det blæste en del.

Da jeg kom ned til bilen for at køre fra borde kunne jeg konstatere, at hele bilen, karosseri såvel som ruderne, var totalt oversaltede. Der var ikke længere væske, men et flere millimeter tykt lag tørt salt. Karosseriet tager skade og udsyn igennem vinduerne var stærk nedsat, også forruden, trods rudevasker og sprinkler.

Manglende mulighed

Jeg kontaktede en ansat og efterspurgte mulighed for at få skyllet bilen, men fik oplyst, at den mulighed ikke var til stede.

Vedkommende oplyste også, at fænomenet desværre opstod i kombination af vind og turbinerne under vending i havnen.

Jeg kørte til Virum og fik bilen vasket i en vaskehal. Udgift 89 kroner, som jeg efterfølgende bad om at få refunderet.

Service?

Men nej, jeg fik afslag med blandt andet den begrundelse, at de på grund af færgens konstruktion ikke kan garantere, at der ikke kommer skumsprøjt.

Nu var det ikke skumsprøjt - det har jeg tidligere oplevet i stævnen - men en total oversaltning.

I svaret, som jeg fik, står der desuden, at det er normal praksis, at de forreste biler overspules ved ankomst.

Jeg har aldrig oplevet dette, men hvis det er en mulighed, så forstår jeg ikke, at jeg ikke fik det tilbudt.

Endelig oplever jeg det som elendig service, at jeg ikke fik refunderet min udgift.



FÅ ABONNEMENT