Et liv i karantæne: Sådan har Mathias det lige nu

Mathias Christiansen afsoner i øjeblikket 12 måneders karantæne, fordi han har begået fejl i indberetningen af sine whereabouts. Han må hverken spille officielle kampe eller træne med landsholdet, men det betyder ikke, at han har lagt ketsjeren på hylden.

Det er ikke meget, man har hørt til Mathias Christiansen, siden han i september fik tildelt 12 måneders karantæne af DIF’s Dopingnævn.

Men nu fortæller han til Tidende, hvordan han ser tilbage på de fejl, han begik i sine whereabouts, og som betød, at han måtte trække sig fra OL. Han giver også et indblik i, hvad han laver under sin karantæneperiode, og hvordan oplevelsen har givet ham en større værdsættelse af livet som professionel badmintonspiller.

– Lige da det skete, væltede min verden sammen. Det føltes, som om gulvtæppet blev revet væk under mig, og det eneste jeg ville var bare at komme tilbage på centret og træne igen. Jeg kunne næsten ikke forestille mig, at jeg ikke skulle det, når jeg har haft min daglige gang derude i 11 år, fortæller Mathias Christiansen om de tanker, der strøg gennem hovedet på ham, da det stod klart, at han i en periode på et år ikke må være med til landsholdstræningerne i det nationale træningscenter i Brøndby eller spille med i officielle turneringer.

– Det var en ganske hård periode. Og den tror jeg ikke bare lige, jeg kommer mig over efter et par måneder. Det er nok noget, der vil sidde i mig i lang, lang tid.

– Det var heller ikke meget af OL, jeg så. Det var simpelthen for hårdt, fortæller han.

To år havde dræbt karrieren

Mathias Christiansen fik sin karantænedom, fordi han begik tre fejl inden for et år i forbindelse med indberetninger af sine ’whereabouts’, hvor topatleter skal indberette, hvor de dagligt opholder sig de kommende tre måneder.

Han kunne have fået op til to års karantæne, men Antidoping Danmark og Dopingnævnet valgte at give ham minimumsstraffen, da de vurderede, at der var tale om ren uforsætlighed og ikke forsøg på snyd. Mathias Christiansen lægger ikke skjul på, at strafreduktionen spiller en stor rolle for hans fremtid som badmintonspiller.

– Hvis der skulle have sket det helt usandsynlige, at jeg skulle have fået to år, så tror jeg, det havde været en anden sag. Det ved jeg ikke, om jeg havde kunnet være i og holde til. Men jeg kunne ret hurtigt se, at jeg godt kunne klare et år, så det har aldrig strejfet mig at give op eller stoppe med at spille, siger han og fortæller, at karantæneperioden har vist sig at føre flere gode ting med sig. Især har det åbnet hans øjne for noget, som han tidligere tog for givet.

– Når jeg kommer tilbage, så tror jeg helt sikkert, jeg vil begynde at værdsætte mit liv som badmintonspiller noget mere, end jeg gjorde før. Fordi det var jeg ikke specielt god til. Jeg har selvfølgelig forsøgt at sætte pris på det, men når man lever i så stort et pres for at præstere hele tiden, så glemmer man lidt alle de privilegier, der er ved at spille. Og det er jo sådan noget, der går op for en, når det ikke er der mere.

– Så den her periode kommer helt sikkert til at bære noget godt med sig, og forhåbentlig på den lange bane kan det være med til at gøre mig stærkere, især i hovedet, så jeg kan få noget godt ud af det sidste af min karriere, siger 30-årige Mathias Christiansen.

Mathias Christiansen har stadig råd til at træne badminton på fuld tid. Det skyldes blandt andet, at han vandt nogle præmiepenge til et privat showevent i Indonesien i efteråret. Eget foto

Træner stadig på fuld tid

Under karantæneperioden kan allingeboen ikke vinde pengepræmier, da han ikke må stille op i officielle turneringer. Men han har alligevel haft råd til at fortsætte med at træne badminton på fuld tid takket være nogle personlige sponsorer, primært fra Bornholm, hvor Oceans Prawns er en af hans store støtter. Derudover var han heldig at få lov til at deltage i et privat showevent i Indonesien, som kastede nogle penge af sig.

– Det skal nok hænge sammen det hele. Men det er selvfølgelig stadig et slag på min økonomi. Det er der ingen tvivl om, siger han og fortæller, at han blandt andet ikke længere får penge fra sin udstyrssponsor.

Under karantæneperioden træner han på Peter Gades akademi i København, og her har han haft mulighed for at skrue op for træningstimerne, da han ikke længere skal bruge tid på at rejse rundt til turneringer i hele verden. Derfor er hans fysiske form bedre end nogensinde. Omvendt træner han ikke længere med de bedste spillere i Danmark, men med dem der ligger niveauet under.

– Det er klart, at det er jo et andet spillermateriale, end hvad jeg er vant til, men derfor kan man stadig sagtens blive god til at spille badminton ved at træne med en masse andre. Så det får jeg det bedste ud af.

Træningen på akademiet kan måske ligefrem gøre ham til en bedre spiller.

– Der er et stort pres forbundet med at være elitesportsudøver. Det er sådan et pres, vi går og træner i hver dag, når vi er på centret, og det er rart at få noget luft derfra. De frustrationer, der er ved at gøre sig klar til store turneringer, de er der jo ikke lige for mig nu her. Nu kan jeg egentlig bare have det sjovt og koncentrere mig om at træne og blive bedre, og det har været megafedt. Jeg har en god hverdag, og det er en god mulighed for virkelig at få lagt på. Det er sådan et år, hvor man kan træne, og det får man ikke bare lige igen. Så jeg prøver at se mulighederne i det, og ikke grave mig ned.

Han indrømmer, at det kommer lidt bag på ham, at han har det sådan.

– Jeg har jo tænkt over, hvordan min motivation ville være i hele det her. Om den ville være dalende, og om jeg ville synes, det var megahårdt at tage ned og styrketræne hver dag. Men det har egentlig været det helt modsatte, for min motivation for det hele er nærmest større end nogensinde. Jeg har det sgu godt, og jeg er glad for det setup, jeg har nu. Men jeg ser selvfølgelig også frem til at komme tilbage og konkurrere mod de bedste i verden. Det er jo det, jeg synes er sjovt, og det glæder jeg mig til.

Dårlig timing for makkerskab

Det er dog ikke kun positive åbenbaringer karantæneperioden har givet ham. Det gør blandt andet ondt på ham, når han tænker på, hvad han og makkeren Alexandra Bøje kunne have opnået af resultater, hvis ikke han havde fået en dom.

– Udover at miste OL er noget af det hårdeste ved det her, at mixeddoublerækken er fuldstændig i opløsning, siger han og forklarer, at alle de etablerede verdensklassepar, som har ligget i top 10 i verden i de sidste fem-seks år, enten har stoppet deres karriere efter OL eller har skiftet makker.

Danskerparret lå på 10. pladsen på verdensranglisten, da Mathias Christiansen fik sin karantænestraf, og de kunne derfor sandsynligvis have avanceret til fjerde- eller femtepladsen.

– At se mixeddoublerækken være så relativt svag, som den er nu, det gør sgu ondt. Fordi jeg ved, der havde fulgt nogle rigtig store ting med til os, hvis vi stadig havde været der i den her tid. Rigtig mange af de par, som vi har konkurreret med og slået mange gange, det er jo dem, der ligger og går langt nu.

– Det er en rigtig dårlig timing for vores makkerskab at ryge ind i, men forhåbentlig er vi der også, når vi kommer tilbage. Så spiller vi os derop igen, siger Mathias Christiansen, som i øjeblikket kun træner sporadisk med Alexandra Bøje. Det er en ny situation for parret, som også danner par privat.

– Vi har vænnet os ret hurtigt til det. Hun træner jo derude på centret, så vi tager til hver vores arbejdsplads nu, siger han.

Indtil karantænen er overstået, træner Alexandra Bøje fast med en hollandsk spiller, Robin Tabeling, og det bakker Mathias Christiansen op om.

– Robin har været en del i Danmark og træne, hvor han har boet hjemme hos os, og jeg gør egentlig det bedste, jeg kan for at hjælpe deres makkerskab. Jeg bakker dem op, når de er ude at spille turneringer, og jeg siger, hvad jeg tænker om de kampe, de skal spille. For det er trods alt lidt sjovere at tage ud og vinde kampe end at tabe hver gang, så jeg håber jo bare, at de gør det godt, siger han.

Mathias Christiansen tror på, at han kan få noget godt ud af den sidste del af sin karriere, når han vender tilbage fra sin karantæne den 22. juli. Eget foto

Sådan vil han undgå flere advarsler

Mathias Christiansen må konkurrere igen den 22. juli, og to måneder inden den dato må han igen træne fast med Alexandra Bøje. Når de forhåbentlig igen vender tilbage til verdenstoppen, så betyder det, at han igen skal indsende whereabouts. Og han har gjort sig nogle overvejelser om, hvad han kan gøre for ikke at ende i samme situation.

– Det er klart, at jeg er nødt til at skærpe mig mere på whereabouts , end jeg gjorde før, indrømmer han blankt.

– Det er ikke, fordi jeg ikke tog det alvorligt, men man kan lynhurtigt få en advarsel i det her whereabouts-system. Jeg kender næsten ikke nogen omkring mig, de andre kollegaer, som ikke også har fået en advarsel her og der. Det er bestemt ikke unormalt, og man tager det lidt for givet, fordi det kan gå så hurtigt, at det sker, siger han.

Det er da også først, når man får sin tredje advarsel, at man står med håret i postkassen, og han forstår stadig ikke helt, hvordan det kunne ske.

– Efter jeg fik min anden advarsel, der gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for ikke at få den tredje advarsel, for jeg vidste godt, hvad der ville ske, hvis jeg fik den. Jeg havde daglig alarm hver eneste aften til at huske at opdatere mine whereabouts, og jeg satte et skilt op over min seng for at minde mig om det. Men alligevel i sidste ende glemte jeg at opdatere én enkelt dag, en lørdag, hvor jeg ikke var hjemme, men i Jylland, og lige netop den dag dukkede de op. Det er selvfølgelig for dårligt af mig, siger Mathias Christiansen.

Selvom han mener, at han gjorde en stor indsats for at undgå den tredje advarsel, så er han klar over, at han må prøve at finde nogle nye metoder til at undgå advarsler i fremtiden.

– Jeg vil selvfølgelig prøve at tage de foranstaltninger, jeg skal, så jeg ikke løber ind i flere advarsler.

Mange synes jeg er en stor klovn

Hvilke reaktioner har du egentlig fået på din karantænedom fra folk i badmintonverdenen og uden for badmintonverdenen?

– Jamen, det kan jeg meget nemt svare på. Alle dem, som kender til whereabouts-systemet, det vil sige alle omkring sporten, tidligere spillere, nuværende spillere, folk i og omkring badminton, de forstår godt, hvad det vil sige. Så der har jeg fået utrolig stor opbakning. Masser af tidligere spillere, som også har kæmpet med flere advarsler, har skrevet til mig og har bakket mig op.

– Og så er det jo klart, at der sidder rigtig mange, som bare synes, at jeg er en stor klovn. Og det er også fair nok, men det bruger jeg altså ikke så meget tid på.

Tænker du stadigvæk på det, der skete?

– Det er klart, at en gang imellem tænker jeg på, hvad der skete. Det gør jeg helt sikkert. Og det gør ondt helt nede i maven. Men det bliver jo færre og færre gange, jeg gør det, jo mere tid der går. Men det er klart, det er nok noget, der vil sidde i mig i lang, lang tid, siger Mathias Christiansen.