Opfordring efter brand: 'Tænk dig endnu mere om'

Opfordring efter brand: 'Tænk dig endnu mere om'
Brandvæsnet fik hurtigt kontrol over branden i Knudsker Plantage tirsdag eftermiddag. Foto: William Sonne Kaalø
Onsdag 2. juli 2025 • 15:09
Onsdag 2. juli 2025 • 15:09

Både Bornholms Politi og den lokale beredskabschef opfordrer til forsigtig omgang med ild, fordi det i øjeblikket er tørt.

Tirsdagens mindre naturbrand i Knudsker Plantage får nu Bornholms Politi til at anmode borgerne om at udvise omtanke og forsigtighed ved omgang med ild, da tørkeindekset i øjeblikket er højt.

Det oplyser politiet i døgnrapporten.

Branden opstod i forbindelse med, at en traktor, med en såkaldt slagleklipper, var kørt over nogle sten, hvormed der opstod gnister, som antændte græsset.

Selvom branden hurtigt blev slukket, kommer politiet altså nu med en opfordring til borgerne om at udvise forsigtighed.

Bornholms Regionskommunes beredskabschef, Louise Lyng Bojesen, fortæller, at beredskabet tilslutter sig politiets melding.

– Vi er ikke tæt på afbrændingsforbud. Men ja, det er tørt derude i de øverste jordlag, så vi kan også kun opfordre til forsigtig omgang med ild. Vi siger altid, at man skal tænke sig om - men tænk dig endnu mere om i forhold til cigaretskodder, engangsgrill, hvor man gør af aske og tænder bål, og man skal være forsigtig med ukrudtsbrænderen, siger hun.

Tørkeindekset på Bornholm lå onsdag på værdien 9,7 ud af 10. I weekenden var tørkeindekset dog helt oppe på 9,9. Brandfareindekset var onsdag på niveauet moderat til højt på store dele af Bornholm, hvor moderat risiko betyder, at antændelse af naturen ved glød eller mindre flamme er sjældent forekommende, mens høj risiko betyder, at antændelse vil kunne forekomme.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT