S skal genopfinde sig selv
Socialdemokratiet sidder nu på kun tre sæder i kommunalbestyrelsen. Partiet har brug for en mindre revolution til at genrejse sig selv – gruppeformanden troede ikke på planen.
Socialdemokratiet har ramt et nyt historisk lavpunkt. Med Jonna Nielsens afgang er det traditionelt største og stærkeste parti på Bornholm reduceret til blot tre medlemmer i kommunalbestyrelsen, og det må være en rystende tid at være lokal socialdemokrat i.
Bornholm er en højborg for S, men lige nu har partiet altså et stort problem med sig selv, og det efterlader en åben banehalvdel til en række andre partier, der står på spring for at indtage den.
Ved det seneste valg var det vennerne fra Enhedslisten, der lavede en overhaling indenom og snuppede syv sæder i kommunalbestyrelsessalen, og da vi selvfølgelig betragter 2021-valget som en hundredeårshændelse, bør(!) bunden simpelthen være nået for S. Men november 2021 bør også stå som en bimlende alarmklokke og minde partiet om, at der skal ske ting og sager.
Så det skal der. Jonna Nielsen peger på interne drøftelser som årsag til, at hun har meldt sig ud. Hun er uenig i strategien frem mod det næste valg, men er derudover ikke særlig meddelsom om sine tanker om nu at være tidligere socialdemokrat. Men det er altså på et organisatorisk plan, at Jonna Nielsens utilfredshed skal findes.
Efter det seneste katastrofevalg tog tidligere borgmester Thomas Thors sit tøj og gik. Andre i Socialdemokratiet burde måske have set den samme skrift på væggen og valgt at sige, at på baggrund af sådan en vælgerlussing er tiden inde til et endnu større generationsskifte.
Formand Anette Stæhr har siddet på posten i mange år og har helt uomtvisteligt stået bag en lang række flotte valg. Hun har også været med til at opfinde og opfostre flere store bornholmske socialdemokratiske profiler gennem tiden. Men er hun stadig den rette til at sidde for bordenden i partiet?
Lige nu barsler hun og resten af S-organisationen med noget, der formentlig vil blive meldt ud inden længe. Det er det 'noget', som Jonna Nielsen ikke er enig i, og det skal blive interessant, om dét kan være med til at genrejse partiet og tiltrække de rette personer – eller om det i stedet skubber endnu flere væk fra Socialdemokratiet.
NYT JOB
MEST LÆSTE

Farlige vaner starter i stilhed

En sijllavitta
‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration