Luksusrestauranter med discountforhold: 'De skulle skamme sig'

Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvor det skal være!

Efter at have set TV2's dokumentar om forholdene på Michelin-, og andre såkaldte fine-dining restauranter, måtte brækspanden frem. En muldvarp med kamera kastede i programmet lys ind i en gedulgt verden på flere Michelin-restauranter og viste billedet af systematisk nedslidning af medarbejdere, overgreb, udnyttelse af gratis arbejdskraft. Læg dertil at listen over ”fine dining” restauranter, der giver overskud og bidrager til samfundet omkring os, kan skrives på bagsiden af et frimærke. De er konstant afhængige af rigmænd, der skal skyde penge i deres mærkelige forretninger.

At det vi sætter op på en piedestal, er samtidig en af grundene til den systematiske åreladning af såvel arbejdskraft som tilgang af nye medarbejdere i branchen er jo grotesk. Intet under at folk flygter fra branchen. Og intet under at branchen lider, hvis det ”fineste”, vi kan præstere, er røvsotsbefængte forretningsmodeller, hvor alt kun handler om at tilfredsstille narcissistiske kokke med hestehale og kokainrester i næseborene.

Der er næsten sådan et ”Scientology-agtigt” skær over fine-dining-klanen og den måde, man ynder at præsentere sig på: Med vaseline på linsen svanser hipsterkokke med cafe-pik og tatoveringer rundt med en kurv på armen og plukker urter, mens snakken vellystigt går om bio-dervisitet, lokale råvarer, tissemyrer, tre stykker græs og tøris.

Os, der er i branchen, har vidst det i årevis. Og det har altid undret mig, at ”de fine” sidder og tørrer munden med stofservietterne i de dekadente restauranter ovenpå slavehandelslignende forhold for personalet. Om disse gæster sømmer det sig vist bedst, at jeg tier. For deres pengeseddel er jo en stemmeseddel.

På mange af disse såkaldte ”flagskibe” i restaurationsbranchen er 70 timers uger normen. Mange arbejder gratis bare for at få restaurantens navn på CV’et. Andre igen får langt lavere løn, end de er berettiget, mens de fine spiser ”ovenpå”. Man hører om ansatte, der besvimer hen over gryderne, sover i restauranten, udsættes for korporlige overgreb, chikane og det der er værre. De bliver syge, og forlader klogeligt en branche, som de tror tegnes af disse forretninger.

Jeg fatter simpelthen ikke, at de forretningsmodeller overhovedet har kunnet vinde indpas. Des mere poleret overfladen er, des mere fordærvet er deres indre. Det moralske kompas er ikke bare ude af drift. Det er helt væk. Respekten for de mennesker, der arbejder der, er ligefrem proportionel med de latterlige små portioner og pseudoakademiske anprisninger, de pakkes ind i.

Så til alle jer, der af én eller anden grund bliver ved med at omtale disse forretninger som flagskibe: Giv jer selv en lussing og glæd jer over, at det er jeres skattekroner, der finansierer cirkusset.

Personligt vil jeg hellere skylle ganen i væsken, der drypper fra bunden af affaldscontaineren uden for kinagrillen end at spise deres mad.

Snobberi, siger jeg! Og lige så ærlige forretninger som pyramidespil, russisk hvidvask og strandsælgere på Grand Canaria. De skulle skamme sig. Deres gæster skulle skamme sig.

Til slut ordet til folk-musikeren Allan Olsen:

De har græs mellem tænderne fra Noma

De pudser kostbare fjer

Men vi har altid haft det nordiske køkken

Til at vokse op af markerne hér.

Se mågen på sin Pullert

Den mangler det ene ben

Den står kun på det andet

Nå - nu har den to igen

ALLAN OLSEN

Fra sangen "DET NYESTE SORT"