Efter at have set TV2's dokumentar om forholdene på Michelin-, og andre såkaldte fine-dining restauranter, måtte brækspanden frem. En muldvarp med kamera kastede i programmet lys ind i en gedulgt verden på flere Michelin-restauranter og viste billedet af systematisk nedslidning af medarbejdere, overgreb, udnyttelse af gratis arbejdskraft. Læg dertil at listen over ”fine dining” restauranter, der giver overskud og bidrager til samfundet omkring os, kan skrives på bagsiden af et frimærke. De er konstant afhængige af rigmænd, der skal skyde penge i deres mærkelige forretninger.
At det vi sætter op på en piedestal, er samtidig en af grundene til den systematiske åreladning af såvel arbejdskraft som tilgang af nye medarbejdere i branchen er jo grotesk. Intet under at folk flygter fra branchen. Og intet under at branchen lider, hvis det ”fineste”, vi kan præstere, er røvsotsbefængte forretningsmodeller, hvor alt kun handler om at tilfredsstille narcissistiske kokke med hestehale og kokainrester i næseborene.
Der er næsten sådan et ”Scientology-agtigt” skær over fine-dining-klanen og den måde, man ynder at præsentere sig på: Med vaseline på linsen svanser hipsterkokke med cafe-pik og tatoveringer rundt med en kurv på armen og plukker urter, mens snakken vellystigt går om bio-dervisitet, lokale råvarer, tissemyrer, tre stykker græs og tøris.
Os, der er i branchen, har vidst det i årevis. Og det har altid undret mig, at ”de fine” sidder og tørrer munden med stofservietterne i de dekadente restauranter ovenpå slavehandelslignende forhold for personalet. Om disse gæster sømmer det sig vist bedst, at jeg tier. For deres pengeseddel er jo en stemmeseddel.