Spærretiden vil ikke kun svække kommunen, men også de ansatte, frem for alt ledere og chefer
Men vil det virke meget andet end modsat? Spærretiden vil mest betydeligt fratage alle kommunens ansatte enhver mulighed for at forklare hvert eneste aspekt af deres virke, der måtte få opmærksomhed i de bornholmske medier under spærretiden. På den måde vil spærretiden ikke kun svække kommunen, men også de ansatte, frem for alt ledere og chefer, der vil blive efterladt ude af stand til at kommentere en eventuel kritik eller bare forklare helt banale forhold. Det er selvsagt ikke at beskytte de ansatte. Det er ganske klart at svække dem.
Nærmest skræmmende er al refleksion over de ansattes fratagne ytringsfrihed heller ingen steder at spore hos hverken Helms eller Riis. Og dét på en baggrund, hvor kommunen ”danser på kanten af grundloven”, som kommunalforskeren Roger Buch forleden sagde det til TV2 Bornholm. For Bente Helms førte selv så store ord hverken til andre eller større tanker end den vanligt bastante forestilling, at Buch jo er fra medieverdenen og derfor forsvarer medierne. Hvor virkeligheden er, at Roger Buch er PhD i statskundskab og landets førende kommunalekspert, der blot underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, i sammenhængen ret underordnet, for Roger Buchs ekspertise er kommuner.
Helt rabundus spiller spærretiden, når det nu også står klart, at de ansatte ikke en gang ønsker den selv. For man må jo gå ud fra, at FOA Bornholm-formand Anja Juhl Kofoed har sine medlemmer bag sig, når hun ligefrem kalder det ”en falliterklæring, at man som kommune har behov for at indføre den slags restriktioner”.