Derfor er det rigtig trist, at vores politisk udpegede bevillingsnævn har besluttet, at netop Minipennys alkoholbevilling ikke må fortsætte i Gudhjem. Det er umuligt at drive bar uden bevilling. Det er et tab for Gudhjem, når der tilsyneladende ikke er markante naboklager over baren.
Men det største tab for Bornholm er, at nævnets beslutning og begrundelse er visionsløst og dårligt formidlet. Nævnet skræmmer andre væk fra Bornholm.
Nævnet skriver: ”Bevillingsnævnet vurderer således, at der i området er stærk lokal koncentration af restaurationsvirksomheder og derfor ikke ønsker at imødekomme jeres ansøgning.”
Logikken skulle være, at fordi der er mange restauranter i Gudhjem, så er der ikke plads til sommerbaren Minipenny.
Man forstår godt, at nævnet ikke ønsker et Jomfru Ane Gade i Gudhjem. Men vi er en oplevelsesø med stor turistindustri, og Gudhjem er ikke fyldt op med barer. Overfor Tidende har formand Benny Schou fra Horesta uddybet, at nævnets beslutning bunder i en kombination af, at bevillingen kun er kortvarig, og at nævnet har en strategi, hvor de ønsker et større hensyn til lokalbefolkningen. Det giver umiddelbart ikke mening set herfra. En kortvarig bevilling må da genere mindre end hele året, og hensynet til beboerne synes misforstået, når Benny Schou selv nævner, at beslutningen ikke bunder i klager fra lokale.