Thorborgs bar lukket af myndighederne

Thorborgs bar lukket af myndighederne
Minipenny i Gudhjem er blevet lukket, fordi Bevillingsnævnet har givet baren afslag. Foto: Jacob Jepsen
TOPNYHED | ABONNENT | 5. JUL 2022 • 14:39
TOPNYHED | ABONNENT
5. JUL 2022 • 14:39

Iværksætterens bar, Minipenny, i Gudhjem har fået afslag fra Bevillingsnævnet, og baren er derfor lukket øjeblikkeligt.

Sidste år åbnede udendørsbaren Minipenny i Gudhjem. Bag baren stod iværksætterparret Martin og Janni Buch Thorborg, der blandt andet også overtog Therns Hotel tidligere på året. Men baren Minipenny, som for nylig åbnede for sæsonen, er nu blevet lukket af myndighederne.

– Bevillingsnævnet, som gav os tilladelse til at drive bar sidste år, ville ikke give den samme tilladelse i år, fortæller Martin Buch Thorborg.

Baren fik ellers en midlertidig bevilling til opstart af sæsonen, som ifølge Martin Buch Thorborg varer et sted mellem seks og otte uger henover sommeren fra slut juni til midt august. Men den endelige bevilling fik de altså afslag på.

– Vi tog det roligt, fordi vi fik en bevilling sidste år, og vi har kun fået én klage, og den er blevet adresseret. Så vi var fortrøstningsfulde. Vi har brugt 14 dage på at sætte baren i stand og gøre klar til sæsonen, og det har haft sine omkostninger. Nu står vi i en situation, hvor vi kan lukke og slukke og sende de ansatte hjem. Det er super ærgerligt.

Af nævnets afslag, som Tidende har fået indsigt i, fremgår det blandt andet, at 'Bevillingsnævnet har lagt vægt på beliggenhed og planmæssige forhold. Bevillingsnævnet foretager vurdering af restaurationsvirksomhedens beliggenhed og byplanmæssige betragtninger, herunder om restaurationsvirksomheden er beliggende i boligkvarter. Bevillingsnævnet vurderer således, at der i området er stærk lokal koncentration af restaurationsvirksomheder og derfor ikke ønsker at imødekomme jeres ansøgning.'

Den begrundelse undrer Martin Buch Thorborg.

– Det er lidt komisk og lidt selvmodsigende. Så det er en blanding af, at baren ligger i et boligkvarter, men i samme sætning er der mange beværtninger. Den nærmeste bolig er tre huse væk, og ellers er vi omgivet af hoteller og butikker.

Støjgener

Ifølge Martin Buch Thorborg bunder afslaget i klager fra nogle få lokale kræfter i byen. Men ifølge ham selv har han kun fået én klage fra en lokal borger, der handlede om støjgener.

– Vi har fået én klage sidste år fra én borger i byen. Den tog vi selvfølgelig seriøst og fik indrettet tingene, så det, der var adresseret, blev rettet op på med det samme. Og så fandt borgeren nye ting, der var galt, og vi rettede op på de ting, og så fandt han på nye ting. Men vi kan ikke rigtigt forhindre, at personer i baren engang i mellem griner eller taler med lidt højere stemme.

Du siger, der er kommet én klage fra én borger. Det virker underligt, hvis nævnet træffer en beslutning på baggrund af det. Kan du være sikker på, at andre i byen ikke også oplever gener?

– Selvfølgelig kan jeg ikke fortælle, hvad 800 mennesker tænker. Men rigtig mange af de lokale er stamkunder og synes, det er rigtig hyggeligt. Når du tager 800 mennesker og spørger, hvad de synes om, at det ægtepar fra Skodsborg åbner en bar i deres by, vil nogle nok have automatholdninger til det. Men langt de fleste, vi har snakket med, har været utroligt positive, fortæller han og tilføjer:

– Hvis du boede i en by og følte dig chikaneret af en lokal erhvervsdrivende, så vil du enten gå til den erhvervsdrivende eller kontakte myndighederne og formulere en form for klage. Der er kun én, der har gjort det, i hvert fald til vores kendskab. Jeg kan ikke sige, om nogen har klaget til andre instanser, som ikke er vendt tilbage til os. Men lad det ligge, der er ikke så meget at gøre ved det. Bevillignsnævnet har talt.

Klagen, I har fået, er gået på støj. Hånden på hjertet, kan du så sige, at I ikke har larmet?

– Det har vi ikke. Hvis man havde sat en støjmåler op og kommet med noget dokumentation for det, så var jeg foldet. Vi har selv købt et db-meter og målt og målt og ikke kommet tæt på nogle grænseværdier. Så jeg kan 100 procent sikkert fortælle, at vi ikke har overtrådt nogle former for støjlovgivning. Så det er løse, udokumenterede påstande.

Et tab for Gudhjem

Beslutningen fra Bevillingsnævnet ærgerer iværksætteren, som mener, at det ikke bare er et tab for dem, men også for Gudhjem.

– Jeg gør ikke det her for at tjene penge. Minipenny gav sidste år en overskud på cirka 100.000 kroner, og jeg tager 45.000 for et foredrag på en time. Så hvad Minipenny tjener på seks-otte uger er det, jeg tjener på to foredrag. Bare for at sætte det i perspesktiv. Det her projekt er et kærlighedsprojekt. Sidste år skænkede jeg mere end 1000 fadøl over disken i Minipenny til de mennesker, der var der. Det gør mig ekstra ked af det. Det er et bidrag, som jeg synes, gør byen mere levende. Det gør mig ondt, at det skal lukke. Men rent finansielt er det pisseligegyldigt for mig.

– Jeg er ikke bitter, jeg er skuffet. Oprigtigt skuffet og ked af det på Gudhjems vegne. Det er en af Danmarks mest populære feriebyer, og jeg synes, at hvis man vælger at bo i en by, som næsten 100 procent er finansieret af turisme, og at turisterne primært er der i noget, der ligner seks-otte uger, så må man tage en dyb indånding lige der, hvor pengene tjenes i byen. Hvis synspunktet er, at der ikke må være noget i Gudhjem, som på nogen som helst måde giver nogle gener for nogen, så tænker jeg, at det bliver svært at bevare et Gudhjem som en ferieby.

Han nævner også, at Minipenny udelukkende benytter sig af bornholmske varer, og at lukningen af baren derved også medvirker til tabt omsætning for de lokale erhvervsdrivende.

– Minipenny sælger udelukkende øl produceret i Tejn, vi sælger most fra Bornholms Mosteri, vi køber isterninger i den lokale købmand, og al vores opblanding til cocktails kommer fra Høstet. Så det er ikke bare noget, der går ud over os. Det går ud over noget, der ligner otte forskellige bornholmske leverandører af lokalproducerede råvarer. Det skal man også have med i regnestykket.

Martin Buch Thorborg fortæller, at de har tænkt sig at anke Bevillingsnævnets afgørelse.

– Men de nok er gået på sommerferie, og så kigger de på det til september. Så er de seks uger, vi skulle have åbent, væk. Selvfølgelig sender vi en anke på det og klager, men jeg er ikke super optimistisk.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT