Leder: De bekymrede borgere

Du sidder i et tog i en togvogn med kun to fremmede medpassagerere. Pludselig rejser den ene sig op og trækker i håndbremsen. Det giver et hårdt ryk i hele togvognen, og du falder ned fra sædet.

Vi vil da gerne deltage i samfundet,
men ikke for enhver pris

Du rejser dig op og ser, at den ene person stadig klamrer sig til bremsen, mens den anden aggressivt råber, at vedkommende skal forsvinde. Personen ved bremsen prøver at forklare, at hvis ikke toget stopper, vil der ske en ulykke. Det har vedkommende nemlig hørt. Det mildner ikke den anden person, som råber efter beviser. Personen ved bremsen siger, at det er fra en pålidelig kilde, som dog ikke vil stå frem af frygt for repressalier fra togselskabet. Det hidser blot den anden person op, som begynder at tage fat i den første person. Hvad gør du? Hjælper du med at fjerne personen fra bremsen, eller vil du høre mere om den ikke-definerede trussel? Hvis du vælger det sidste, hvor længe vil du så lytte, før du også begynder at kræve beviser? Og hvad vil du gøre, når personen fortsætter med ikke at give nogen?

Meningen med dette scenarie og de hypotetiske spørgsmål er, at det illustrerer et dilemma, som fylder mere og mere i samfundsdebatten. Hvad stiller vi op med dem, som bliver ved med at stille spørgsmål til samfundets retning?

I Bornholms Tidende i sidste uge møder vi nogen, som kalder sig for "de bekymrede borgere". De vil hverken have coronavaccinen eller -testes. En beslutning, de mener, er deres alene, men at samfundet forsøger at tvinge dem til at træffe et andet valg, hvilket de nægter.

– Der er ikke nogen frivillighed tilbage. Vi vil da gerne deltage i samfundet, men ikke for enhver pris, siger Gitte Frigioni.

Dilemmaet er, at historien har vist, at kritikere af det bestående mange gange har banet vejen for nye videnskaber og samfundsordner. Men historien er også mættet med dommedagsprofeter, demagoger og konspirationsteoretikere, hvoraf de fleste i dag er glemt, men et fåtal har desværre efterladt sig en uhyggelig arv, som minder os om, hvad det i værste fald kan ende med, hvis vi ikke tæmmer vores skepsis og frygt.

Så den demokratiske borger skal altså både prise skepsissen og tage sig i agt for den. Det kan være en svær øvelse, der hurtigt sætter selv de mest tålmodige af os på prøve. For når éns argumenter, bliver mødt af den samme urokkelige skepsis – eller ligefrem afvisning – tilskynder det ikke til videre debat. Så er det vi fristes til at smøge ærmerne op og sige: "Nu smutter du væk fra den håndbremse".

Men prøv at se det fra den anden side. Skeptikernes – eller de bekymrede borgeres. De føler ikke, flertallet lytter til dem. Plus de oplever at blive udskammet eller ligefrem truet af folk, som ikke mener, deres holdninger har nogen berettigelse. Det er opskriften på konflikt: Når to modstridende parter ikke synes, den anden lytter.

Lydhørhed og en vedvarende tålmodighed er derfor nøglen, hvis vi vil undgå, at grøfterne graves dybere og broer brændes. Det er også centralt, hvis vi vil undgå, at nogen føler sig ekskluderet fra samfundet alene på grund af én holdning. Sådan må ingen føle i et demokrati. Og her skal vi huske, at demokratiet ikke er nogen utopi. Det er et system baseret på, at mennesker grundlæggende er uenige om frygteligt meget, men at et flertal kan overbevises via argumentation baseret på sande, begrundede påstande.

Så når vaccinemodstanderne forklarer sig, skal de ikke mødes med vrede. De skal mødes med sobre spørgsmål eller i det mindste: "Jeg er ikke enig, hav en god dag".