Leder: At stoppe dominoeffekten

Unge mennesker, der bliver kørt væk af politiet, er altid et tragisk syn. Forstokkede stemmer vil mumle indbyrdes, at den unge blot skal tage sig sammen. De undrer sig over, at man i et velfærdssamfund som det danske med frie uddannelsesmuligheder kan vælge en kriminel løbebane. Det er en undren, der kan ramme os alle, men hvor de fleste af os tænker tanken videre og spørger ind til, hvorfor nogle ender i et liv med kriminalitet og misbrug, sidder andre fast i deres privilegieblindhed, uvidenhed og fordomme.

Heldigvis har vi i Danmark et SSP-samarbejde, som har en opsøgende tilgang til unge, som af den ene eller anden grund er kommet i politiets søgelys. Hos SSP-medarbejderne ved de, at bag hver ung, der bliver ført væk i en politibil, er en række dominobrikker af begivenheder, som har ledt frem til øjeblikket, hvor politimanden smækker politibilens bagdør i.

– Der er altid en årsag til, at unge har en bestemt adfærd. Der ligger noget nedenunder adfærden, som man skal kigge på. Adfærden er dybest set en invitation til at komme i kontakt. Det er uhensigtsmæssigt, hvis de ridser biler eller laver andet hærværk, stjæler eller siger et eller andet meget grimt op i hovedet på en politibetjent. Det er rigtig dumt, men for nogen er det den form, deres invitation har, fortalte Karina Elkjær, leder af Det Gule Team – en del af BRK's SSP-indsats – til Bornholms Tidende i weekenden.

Dominoeffekten er forskellig fra person til person, men Karina Elkjær fremhæver nogle sammenfald, der går igen. Især en dårlig skolegang, hvor den unge føler sig ekskluderet af fællesskabet. Det gælder både fra de andre elever, men også fra lærere, som sætter dem uden for døren eller på anden måde udskammer dem fra deres opførsel. Man kan et stykke hen ad vejen godt sætte sig ind i frustrationen hos læreren, der i forvejen skal holde styr på mere end 24 andre børn, men det har været velkendt i pædagogikken i mange år, at straf ikke hjælper. Børn er nogle fantastiske væsner, der i udgangspunktet vil andre børn og voksne det godt. De forstyrrer ikke undervisningen, som et mål i sig selv, og de laver ikke ballade, fordi de er onde. Det er altid et råb om hjælp, og det, eneste straf hjælper, er, at den unge bliver styrket i sin tro på at være anderledes.

Dermed ikke sagt at det at lytte, skabe dialog og tage pædagogiske indsatser i brug ikke også kan have følgeskab af sanktioner, som forbud indenfor en bestemt periode. Men de hjælper ikke, hvis den unge ikke forstår, hvorfor der er en sanktion. Og sanktioner må aldrig blive automatreaktionen, som det eksempelvis er tilfældet med politiets opholdsforbud mod fire unge, som ifølge politiet og erhvervsdrivende i Snellemark Centret lavede hærværk og skabte utryghed. En beslutning, som ifølge Heidi Johannsen og Karina Elkjærs erfaringer ikke hjælper:

– Jeg går ikke ind for det overhovedet, og jeg tænker ikke, at det hjælper, og de har fået et halvt års opholdsforbud. Jeg tænker ikke, at det har god effekt, fordi det får dem til at føle sig endnu mere forkerte. Det er ikke noget, man vokser i og får selvtillid af. Jeg tænker, at der sker det modsatte. At man bliver endnu mere trist og endnu mere ked af det og måske bliver mere udadreagerende, siger Heidi Johannsen, der er kollega til Karina Elkjær i Det Gule Team.

Det vi skal tage med os fra interviewet med Karina Elkær er, at dominoeffekten skal stoppes før hun og Det Gule Team kommer ind i billedet.