Kære Brevkasse: Skolekoncertens skærsild

Denne gang om musikalitet.

Vores yndige talentfulde datter startede med at gå blokfløjte på Bornholms Kulturskole for mange år siden.

Blokfløjten er et løjerligt instrument, som fanden må have skabt på en dårlig dag til sin værste fjende. Hver eneste gang vores yndige talentfulde datter proppede blokfløjten i munden, gik tyverialarmen i gang, mine hovedtelefoner sendte højspændte frekvenser direkte ind i frontallapperne, hunden hylede som et helt ulvekobbel, svigermors pacemaker gik i selvsving, og Siri formaterede vores harddisk. Så det var med udelt glæde, da vores yndige talentfulde datter skiftede pusterøret ud med en violin.

Indrømmet, der gik et par år inden “Mariehønen Evigglad” faldt helt på plads. Men nu nynner hele familien unisont med på “Søren snegl der lå og sov med sneglehuset på.” Hunden døde godt nok i mellemtiden.

Men nu er vi kommet til den tid på året, hvor der står musikskolekoncert på kalenderen. Det er den lørdag, jeg frygter mere end kælekaninudstilling i Søndermarkshallen. Alene ordet musikskolekoncert giver mig hylen for ørerne. Jeg klarer det ikke.

Min kone, som er født tonedøv, kan ikke se problemet.

“Op med humøret skat. Det varer kun fem timer. Og så er der hjemmebagt kage.”

Min læge siger, at det er noget psykisk, men der findes ingen behandling. Vi er mange, der lider af skræk for musikskolekoncerter. Der findes et stort mørketal, for det er ikke noget, vi snakker højt om.

Min kone mener, at det er et dårligt signal at sende, hvis jeg tager høreværn på. Og vores yndige talentfulde datter vil blive meget ked af det, hvis jeg lægger mig syg. Jeg har overvejet at brække benet på langs, men det er sikkert ikke nok. Alle de andre forældre smiler begejstret til hinanden, inden vi skal ind og sidde på de hårde træbænke, størrelse 7 år, med fare for diskusprolaps og ondt i røven.

Og så sidder vi dér. Med dagens program i hånden. 4 siders fotokopi, hvor side 3 er trykt på hovedet, med punkter som “Mandolinorkestret spiller russiske folkemelodier fra det 17 århundrede arrangeret af slagtermester Jørgen fra Brugsen i Østermarie” og

“Banjokvintetten spiller uddrag af Gladiatorenes indtogsmarch fra operaen Aida”.

Til sidst skal vi allesammen klappe med på 2 og 4, når Spilopperne meget originalt fremfører en rytmeforladt udgave af Kim Larsens “Dyt Båt”, under ledelse af en inspirerende musikpædagog fra forrige århundrede.

Vores yndige talentfulde datter er som altid den allersidste i denne musikalske ørkenvandring, hvilket ikke levner den mindste mulighed for at sive ubemærket ned på Cafe Gustav og få en kølig bajer. Sidste år kostede det mig en sygedag, da jeg røg ned af bænken under Champagnegaloppen, fordi janitsharen kom to takter for tidligt med sine volumiøse grydelåg.

Jeg vil jo så nødigt skuffe vores yndige talentfulde datter, og jeg er da osse interesseret i at se, hvad alle vores penge er gået til i årenes løb. For de enorme summer vi har smidt i Bornholms Kulturskoles kasse, kunne hele familien været taget til Operaen i Rom - all inclusive. Men næh nej, intet er for godt til vores yndige talentfulde datter.

Og nu vil vores knapt så talentfulde søn Gud-hjælpe-mig spille sækkepibe!

Så nu er det, jeg spørger:

1. Kan man meditere sig væk i en tilstand, så man er fysisk tilstede, men mentalt fraværende, uden nogen bemærker det?

2. Findes der en måde, hvorpå man diskret kan molestrere en violin?

3. Hvor gik Mozart på musikskole?

med venlig hilsen Tinnitus Koefoed

Kære Tinnitus

Som curlingforældre bærer vi en stor byrde på vores brede skuldre - og det stopper aldrig. Tag et billede, eventuelt en lydoptagelse fra koncerten som dokumentation, og gem det til den dag, du får brug for hjælp til at få lappet rollatoren. Taknemmelighedsgæld er uden udløbsdato.

Musik er ikke til at spøge med. Det tog mig mange år at få slettet “Barbie Girl” fra min underbevidsthed. Alene det at nævne melodien betyder, at jeg i skrivende stund har genoptaget kontakten til min hypnotisør.

Som barn havde Mozart alt for travlt med at lave chokoladekugler. Derfor gik han ikke på musikskole.

Og Mozarts forældre klappede aldrig i hænderne, når lille Wolfgang Amadeus kom med en ubehjælpsom tegning af en tændstiksmand. “Det kan du gøre bedre min søn. Det er en ommer!” Og så krøllede de Mozart juniors tegning sammen og smed den i kaminen.

med venlig hilsen Brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: ?Der findes ingen dumme spørgsmål?. God fornøjelse.