Kaas: Så mangler vi bare Sælbanden. Og Skarvbanden

Lad os huske på, at hvis der ikke var nogen mennesker, var der ingen til at bestemme, hvem der er den invasive art.

Minkbanden. I 25 år har en gruppe dedikerede frivillige gjort en stor indsats for at holde minken, en invasiv art, der truer økosystemet og nogle af naturens lokale dyrearter, nede. Naturstyrelsen sidder for bordenden i Minkbanden, der siden 90’erne har forsøgt at få has på den her gruvækkende trussel mod naturen.

Den vilde mink er vores eget værk. Den er blevet vild, fordi den er flygtet fra – eller lukket ud af – sit fangenskab, så vi ligger, som vi har redt, kan man sige. Og når vi selv har introduceret den her plage, er det altså ok at jage den efterfølgende, og derfor bevæger Minkbanden sig fint inden for lovens rammer.

Men det rejser jo nogle interessante, etiske spørgsmål: Hvorfor synes vi, det er ok at fange mink i fælder, når vi ikke i stor skala skyder sæler? Hvorfor er skarven, som i dén grad er en trussel mod fiskelivet – og lystfiskerturismen! – fredet?

Hvorfor regulerer vi ikke sæler og skarver i langt, langt højere grad, end vi gør i dag?

Jovist, de to dyrearter er såkaldt hjemmehørende i den danske natur, men når vi ser på den enorme, negative indflydelse, de efter at være eksploderet i antal har haft på livet under havoverfladen, burde der vel for længst være udstedt en større "reguleringsordre" på de to arter?

Hvorfor? Fordi vi har for vane at konstruere et syn på naturen, så det passer ind i vores kram. Menneskets forståelse og holdning til naturen er ofte præget af vores egne interesser, værdier og behov, snarere end af en objektiv opfattelse af naturens egen balance og værdi, så når vi har besluttet, at vores selvforskyldte minkplage netop er en plage, så bør arter, der er med til at udrydde hele erhverv, stå for skud.

Eller hvad?

Tillykke til Minkbanden med de første 25 års arbejde. Når vi ser på minkens påvirkning af den bornholmske natur og kultur, er der både forståelse og sympati for arbejdet. Tilbage står bare ønsket om en forståelig og gennemsigtig helhedsstrategi på tværs af arter, som både etisk, praktisk og miljømæssigt kan være til gavn for naturen og for os, der lever med og i den.