'Jeg er ikke den eneste' – et projekt om psykisk sårbarhed

KOMMENTAR | DEBAT | 26. MAR • 19:00
Af:
Selina Hemme
projektleder i SIND Ungdom

Nanna L Sinnbeck
kommunikationskonsulent i Psykiatrifonden
KOMMENTAR | DEBAT | 26. MAR • 19:00

Sind Ungdom og Psykiatrifonden gør en indsats.

 

En deltager i en workshop sagde ”Jeg er jo ikke den eneste”, men ofte opfattes de ramte som ’svage’. Deltageren siger også ” Jeg tror, der er en meget stor frygt for at blive dømt, og måske også lidt ”fanget” i sine problemer som om, problemet styrer en og er alt, man er."

Tal om det – selv om det er svært

Flere unge fortæller, at de emner, der berører dem personligt, kan være de sværeste at tale om. Særligt angst, depression, selvmordstanker og ensomhed er udfordrende, fordi de føles så intime og sårbare.

Alligevel understreger de unge, at mental mistrivsel er udbredt, og at det netop derfor er vigtigt at tale åbent om det.

Man er ikke sin diagnose

En væsentlig indsigt fra projektet er vigtigheden i at se mental mistrivsel og psykisk sygdom som en del af et menneskes oplevelser –ikke som det, der definerer dem. Mange unge har udtrykt en forståelse for, at man kan have en diagnose uden at være sin diagnose. En deltager siger:

“Jeg synes, det er fedt, når dem, der taler om det, får pointeret den vinkel, at det ikke er sårbarheden eller sygdommen, som styrer en, som er en og som har den største betydning."

Ved at fremhæve den pointe understreger de unge, at psykisk sårbarhed ikke nødvendigvis er en permanent eller altoverskyggende tilstand. De oplever, at det gør en forskel, når psykiske udfordringer ikke bliver definerende for deres identitet, men derimod giver plads til deres fulde identitet og udvikling”, siger Selina Hemme, projektleder i Sind Ungdom.

Unge vil vide mere

En vigtig pointe fra projektet er, at unge efterspørger mere viden om mental sundhed. De?føler sig usikre på, hvordan de skal tale om emnet, og frygter at sige noget forkert. Viden og oplysning kan være med til at aftabuisere emnet og give unge redskaber til at forstå og håndtere deres egne og andres udfordringer, mener Sind Ungdom og Psykiatrifonden.

Trygge rum skaber de vigtige samtaler

Et af de stærkeste resultater fra projektet var, at de unge, der deltog i samtalesaloner og events, oplevede en stor værdi i at kunne dele deres tanker i et trygt fællesskab. Mange fortalte, at de aldrig før havde talt åbent om deres udfordringer, men at det føltes lettere i et forum, hvor alle lyttede uden at dømme.

Vær med til at starte samtaler om mentalt helbred

Som en del af projektet har Sind Ungdom og Psykiatrifonden produceret en podcast om at være ung og opleve psykisk sårbarhed – fortalt af unge selv.

”Jeg er ikke den eneste” har også udviklet gratis og frit tilgængeligt undervisningsmateriale om psykisk sygdom og mistrivsel blandt unge. Materialet kan bruges af undervisere og elever til at skabe en bedre forståelse af mental sundhed og åbne for samtaler i undervisningen.

””Jeg er ikke den eneste” viser, at unge både har lyst til og behov for at tale mere åbent om mental trivsel. Men det kræver, at vi alle – voksne, fagpersoner og de unge selv – tager ansvar for at skabe de rammer, hvor disse samtaler kan blomstre”, lyder konklusionen fra SIND Ungdom og Psykiatrifonden.

Om projektet

• Projektet er støttet af Trygfonden

• Sind Ungdom har 16 rummelige ungefællesskaber, hvor unge kan deltage og finde støtte –som deltager eller som frivillig. Disse fællesskaber giver unge mulighed for at møde ligesindede i trygge rammer

• Psykiatrifonden tilbyder gratis rådgivning i forhold til psykisk sygdom

 



FÅ ABONNEMENT