Bornholms Regionskommune har taget bopælspligten alvorligt. Antallet af nye sager om brud på bopælspligten er faldet fra 42 i andet halvår 2024 til 27 i andet halvår 2025. Antallet af verserende sager er røget ned fra 129 til 113. Det ser godt ud på papiret.
Kommunen fortjener ros for at have fokus på området. Fire nye sager er anmeldt til politiet i løbet af andet halvår 2025. Der bliver fulgt op. Der bliver gjort noget på trods af de svage sanktionsmuligheder i loven.
Men er færre sager det samme som færre brud på bopælspligten? Det er ikke sikkert.
For borgerforeningerne i kystbyerne melder stadig om kæmpe problemer. I Gudhjem arbejder en bopælspligtsgruppe tæt med kommunen og følger sager. I Allinge ser man tydeligt, hvad der sker under Folkemødet, når huse udlejes ulovligt. I Svaneke kalder formanden for Svanekes Venner bopælspligten for "hjerteblodet" i byen.